Depressionen blev et vendepunkt for Per Hillo: Dét, du fokuserer på, får liv 

Af Marie Schultz 

I lang tid forsøgte kunstner Per Hillo at ignorere sin depression og angst, men til sidst fik han et sammenbrud og måtte lade sig indlægge. I dag har han indrettet sit liv uden det pres, der i sin tid var med til at skubbe ham ud over kanten. Han har lært at dyrke de gode følelser og lever et liv, hvor maleriet både er hans levevej og en terapi for ham. 

Da Per Hillo mærkede, at noget var galt, forsøgte han først at ignorere signalerne. Som leder af en succesfuld designvirksomhed med 20 ansatte og messer i udlandet med store budgetter var der altid nok at se til.  

Depressionens første tegn viste sig ved, at han var begyndt at blive forvirret, havde svært ved at træffe beslutninger og følte, at koordineringen i hjernen svigtede. 

– Det var, som om jeg manglede modet til at tage beslutninger, og når man ikke får truffet dem, så vokser opgaverne, og så bliver man stresset, fortæller han. 

Per oplevede, at depressionen og det stigende stressniveau udviklede sig side om side i en nedadgående spiral. Efterhånden som hans stress voksede, blev de depressive symptomer også tydeligere. 

Men Per var langt fra at ville se sin nye virkelighed i øjnene. Han fortalte kun få, hvordan han havde det, og i stedet vænnede han sig til, at sådan var det bare. 

Da symptomerne blev værre og satte sig fysisk, gik han til lægen. Han blev undersøgt grundigt for alle tænkelige fysiske sygdomme, men prøverne viste ikke noget. Alt fungerede, som det skulle. Lægens konklusion var, at det var stress, der havde udløst de kropslige reaktioner. 

– Det er, ligesom om kroppen tænker: “Hvis han ikke vil lytte, så finder jeg på noget andet,” siger Per i dag. 

Sammenbruddet 
Sideløbende med depressionen og det høje stressniveau udviklede Per også angst, der med tiden førte til en forvrænget opfattelse af virkeligheden og synsforstyrrelser. Når han kiggede på andre mennesker, så han for sig, hvordan de gik i stykker.

Depressionen tog til, og vrangforestillingerne og angstanfaldene blev mere og mere voldsomme. Til sidst var han overbevist om, at han selv skulle dø og han fik skræmmende tanker om, at han gjorde sine nærmeste fortræd.

Det skræmte ham dybt, og han turde ikke længere lægge sig til at sove derhjemme. I stedet satte han sig ind i bilen og kørte selv til akutafdelingen på Slagelse Sygehus. Her blev han mødt af en overlæge, der indlagde ham for depression og stress. 

Maleriet som mestringsstrategi 
Under indlæggelsen kom hans forældre på besøg hver dag. De satte sig alle og spillede kort sammen, og en dag havde de taget papir og fedtfarver med til ham. Per havde aldrig malet før, men begyndte at eksperimentere med materialerne. Han opdagede, at det gav ham ro at sidde med papir og farver. At have noget at koncentrere sig om, et sted at rette sin opmærksomhed. 

– Jeg kunne komme vand på fingrene og få farverne til at flyde ud på nogle interessante måder, syntes jeg. 

Det, man vander, gror 
Da Per blev henvist til Rigshospitalet, fik han den rette medicin og begyndte for første gang at mærke ro i hovedet. Efter udskrivelsen gik han fra at male på papir til at male på lærred. 

– I den første tid efter jeg var udskrevet, malede jeg med en skruetrækker og med grene og alt muligt. Det skønne ved kunst er jo, at alle har en mening om det, men der er ingen, der kan sige, at de har den rigtige. 

– Jeg lægger ikke afstand til følelserne. Jeg er bare af den overbevisning, at de følelser, og de ting, man dyrker, de vokser. 

– Selv i dag tager jeg mig selv i at tænke, når jeg ser en film: Den vej skal vi ikke. Jeg ser aldrig gyserfilm, selvom min kæreste godt kan lide dem. Jeg er lidt nervøs for at komme tilbage derhen. 

Med tiden fik Per det godt igen. Kombinationen af den rette medicin, mange timers samtaleterapi hos en psykolog i Slagelse og den ro, han finder foran lærredet, hjalp ham tilbage til livet. Det er nu 20 år siden, at Per havde sammenbruddet og var indlagt. 

Mod smitter 
I dag bruger Per aktivt sin historie i arbejdet med at nedbryde tabuer om psykisk sygdom. Gennem foredrag fortæller han om sit sammenbrud og den rejse, der har ført ham til et andet liv. Hans erfaring er, at når én tør stå frem, gør det det lettere for andre at gøre det samme. 

– Indimellem møder jeg mennesker til mine foredrag, der selv maler, og de fortæller, at fordi jeg tør vise min sårbarhed, tør de også stå ved deres og dele det, de laver. 

Det er livsbekræftende for Per, når hans fortælling bliver en katalysator for andres mod. Når nogen deler med ham, at de har taget skridtet til at begynde at være ærlige over for dem, de holder af, deres nærmeste.  

– Nogle siger, at nu har de turdet fortælle deres forældre, hvordan de egentlig har det. For det er ikke nødvendigvis noget, man siger højt, at man har det svært. 

Per fortsætter:

– Mit budskab til andre mennesker, der har det svært, er: Det er faktisk helt normalt, at man kan komme ud i noget. Man må forsøge at være i det og acceptere situationen og vide, at det godt kan blive bedre ved bevidst at vende opmærksomheden mod det, man gerne vil have mere af, og at det er muligt at få et super godt liv.  

Per Hillo var med i DepressionsForeningens video i forbindelse med kampagnen: “Ta’ snakken – Stop stigmatisering af depression og bipolar lidelse”. Det var han, fordi han gerne vil være med til at nedbryde stigma om psykisk sygdom. Se mere ved at trykke på linket