Af Morten Ronnenberg Møller
For tre år siden fortalte vi historien om Steen Duurloo, der i en alder af 58 år følte, at livet lige var begyndt. Han har siden sin barndom kæmpet med depression, men har kæmpet lige så meget for at få ordentlig hjælp. Han gav aldrig op, og det lykkedes til sidst. Den fortælling bringer vi igen – nu med en krølle på halen om, hvor Steen Duurloo står i dag.
– Min allerførste oplevelse med depression var, da jeg var 11 år. Det var i maj 1974. Jeg kan huske, at solen skinnede, og jeg ikke ville i skole. Jeg spillede syg og tog en tyk frakke på, da jeg skulle ud ad døren, så jeg kunne lade som om, jeg frøs. ’Den frakke skulle jeg bare få af’, sagde min far og mor. Min far var af den skole, at man bare skulle tage sig sammen. Det har jeg så fået at vide lige siden, hele livet – og det har været forkert.
Det fortæller Steen Duurloo, der har brugt over 40 år, siden han var barn, på at få den rette behandling. Den kom først efter en tur rundt om Rigshospitalets kompetencecenter for affektive lidelser og en diagnose med bipolar lidelse type 2.
– Jeg har levet et halvhårdt liv, fortæller Steen med en god portion nordjysk beskedenhed, og en snert af selvudslettelse, selv om det er 30 år siden, han flyttede til Storkøbenhavn. Jeg kan se tilbage på depressioner, siden jeg var 11 år, og det har forfulgt mig lige siden. Jeg er rendt til læge utallige gange og har forgæves søgt at få hjælp i mange år.
– Min kone og min datter har været min redning, og jeg har haft deres opbakning. Men arbejdsmarkedet har været svært, fortæller han, selv om han lykkedes med at få en universitetsgrad og i dag er chefkonsulent på erhvervsuddannelsesområdet.
– Jeg er før blevet fyret, fordi jeg var sygemeldt i lang tid. Jeg har haft stress og en del depressioner gennem årene, men først i en høj alder af 56 år, blev jeg behandlet med andet end lykkepiller. Allerførste gang, jeg var til lægen, fik jeg bare ordineret en sovepille!
Det, der karakteriserer Steen Duurloos forløb, er kendetegnende for mange mænds situation, mener han.
– Den der rædselsfulde ’tagen sig sammen-kultur’ som også har siddet i mig i 30 år, indtil jeg fik behandling. Mange mænd “æder sig selv” hele livet, mens kun få bliver behandlet. Og det endda sent i livet.
Hverken dum eller doven
Statistikkerne viser, at kvinder bliver diagnosticeret dobbelt så hyppigt med depression som mænd. Bagved de tal gemmer der sig imidlertid mange vigtige observationer. En af dem er, at kvinder er bedre til at bede om hjælp og oftere går til læge. En anden er, at mænd dels har sværere ved at lade sig rekruttere til de tilbud, der findes, dels i lidt højere grad figurerer i statistikker over misbrug – dvs. de selvmedicinerer sig for en måske bagvedliggende årsag til depressionen. Undersøgelser peger derfor på, at mænd måske rammes af depression i højere grad, end tallene viser, men som det er i dag, får de i mindre grad end kvinder en diagnose. Og når de ikke får stillet en diagnose, får de ingen hjælp.
– Jeg var 56 år, da jeg startede på Riget sammen med en masse unge mennesker. Jeg var den eneste på min alder, mange af de andre var unge piger i begyndelsen af 20’erne. Det fik mig til at tænke over, hvor mange mænd, der ikke får behandling. Nu er det lykkedes for mig at få en behandling, der virker, en behandling hvor jeg forstår, at jeg ikke er ’dum og doven’, men syg.
Efter at Steen Duurloo er kommet i den rette behandling, har han oplevet, at han er bedre til at håndtere sine livskriser. Han fik på et tidspunkt nyt job, og det kostede ham en ’nedsmeltning’, men han kom over det ved hjælp af de redskaber, han havde fået fra kompetencecentret på Rigshospitalet.
– Jeg fik taget en pause, fik lagt det fra mig og gjort alle de ting, som har vist sig at være de rigtige. Jeg er blevet bedre til at spørge og ikke lade som om, jeg vidste det hele. Jeg føler mig styrket i at passe mit arbejde. Jeg fik håndteret min nedsmeltning – sikkert på samme måde som alle andre ikke-syge gør, når de står i noget svært – men for mig var det nyt, at jeg ikke gik helt ned på det.
Det motiverer Steen Duurloo, at han efter så mange år og stædig insisteren på at få behandling nu endelig er lykkedes med det. Den erfaring vil han gerne dele.
– Jeg ville gerne tale med hver og én af de mænd, der lukker sig inde og prøver at æde sig selv. Jeg ville fortælle dem, at det aldrig er for sent at presse på for at få hjælp. Det nytter at gøre noget ved det.
Hvor står Steen i dag?
Efter en turbulent tid, hvor Steen både mistede en nær ven og sin far, valgte han at tage to uger fri fra sit arbejde. Da han vendte tilbage, blev han imidlertid fyret – en oplevelse, han fandt grotesk, for han oplevede at en kræftramt kollega fik langt mere plads til at være syg. Men oplevelsen førte til en ny begyndelse, og som Steen fortæller det:
– Arbejdsløshed er ikke roden til alt ondt.
Steen brugte perioden til at reflektere over sin karriere og fandt ud af, at han ikke længere ønskede et fuldtidsjob med høje akademiske krav.
Gennem jobcentret kom han i praktik hos en virksomhed, hvor han fik lov til at beskæftige sig med tekstarbejde og projekter. Praktikopholdet blev startskuddet til en fastansættelse, hvor han elsker at være i dag, og hvor han har fundet en balance mellem arbejde og livskvalitet.
– I dag har jeg et job, hvor jeg arbejder fire dage om ugen. Det giver ikke meget i løn, men til gengæld skattefri livskvalitet. Jeg har aldrig været god til at handle mig ud af tingene, og slet ikke i mit arbejdsliv, men denne gang kan jeg mærke, at jeg har valgt det helt rigtige.
Siden Steen fulgte forløbet på Riget, holder han sine depressioner og manier i skak og har stort set ikke haft mærkbare udsving de seneste fem år.
