Mænd finder vejen ud af mørket i fællesskabet ’MÆNDtal’

Af Emma Sommer

I mandefællesskabet, ’MÆNDtal’, bryder mænd med gamle mønstre og opdager nye veje til at tackle depression og skabe livsglæde sammen. Håbet er, at flere mænd får mulighed for at deltage i fællesskaber, hvor det er okay ikke at være okay. 

– Jeg var lidt skeptisk første gang, det må jeg indrømme. Jeg var i tvivl, om jeg hørte til her, men jeg ville give det en chance, og siden starten har jeg været virkelig glad for at komme der.  

Sådan lyder det fra 60-årige Karl Veggerby, som er kommet i ’MÆNDtal’ siden gruppens opstart i august 2024. Han har mærket, at det gør en positiv forskel for ham at kunne være en del af et ærligt og sårbart mandefælleskab.

– Jeg har kæmpet med depression og andre ting i 11 år. Jeg har gjort forskelligt for at forstå mig selv og komme videre, og da jeg så et opslag på Facebook om, at der startede en gruppe for mænd, tiltrak det mig, fortæller Karl Veggerby.

Karl Veggerby.

Lige præcis det med at komme ind i et fællesskab og møde nogle, hvor man kan dele sorger, glæder og hverdagslivet, er vigtigt, lyder det fra gruppeleder i ’MÆNDtal’, Niels Richard Hansen. Sammen med Mathias Hostrup og Thomas Bergkvist har han taget initiativ til selvhjælpsgruppen for mænd. 

– Vi har brug for livsvidner, og vi har brug for nogle andre at spejle os i. Når der sidder en anden mand og deler ud af noget af det, der er svært, så er der en anden, der siger: ’Det kan jeg egentlig godt genkende.’ Så har du et vidne til det, du har været igennem. Du har nogle, der kan relatere sig til det, du siger, og forstå dig. Vi er jo flokdyr. Det er et behov, der ligger dybt i os, at vi har brug for at høre til, fortæller Niels Richard Hansen. 

I en tid, hvor flere og flere mænd rammes af mentale helbredsproblemer, står ’MÆNDtal’ som et vigtigt fristed. Her er det ikke tabu at tale om sårbarhed, om de mørke tanker, der kan opstå, når livet ikke går som planlagt. Gruppen giver mændene et fællesskab, hvor de kan mødes, dele deres historier og støtte hinanden. 

Sårbarhed og F-16-simulator

I ’MÆNDtal’ er der plads til, at man kan komme, som man er, uden at nogen forventer, at man skal have en masse at byde ind med. Hver gang gruppen mødes, har deltagerne valgt et emne, som bliver omdrejningspunktet for aftenen. Det kan være ensomhed, maskulinitet eller stigmatisering. Det kan kræve noget særligt at få mænd, der har ondt i livet, til at komme ud og deltage i en selvhjælpsgruppe, så lederne af ’MÆNDtal’ er også kreative, når det handler om aktiviteter i gruppen. 

– Vi havde fået penge fra Spar Nord Bank, så vi inviterede til spisning. Vi havde købt god mad fra en slagter, og der kom 16 mænd. Jeg kunne godt se på nogle af dem, at det var første gang i lang tid, at de havde fået et ordentligt måltid mad, fortæller gruppelederen.

Niels Richard Hansen.

Niels Richard Hansen har også arrangeret, at ’MÆNDtal’ skulle i en F-16 flysimulator sammen. For der skal være noget glæde og motivation, som forhåbentlig kan få dem til at danne endnu tættere bånd sammen. 

– De her mænd, der kæmper med forskellige ting, de skal have lov til at sætte sig ned i simulatoren og så bare suse afsted med 1.000 kilometer i timen. Det har været en drengedrøm for mange af dem, og det var en kæmpe succes. Jeg kender dem efterhånden godt, og jeg kunne se og mærke på dem, at de var glade og taknemmelige for oplevelsen, fortæller Niels Richard Hansen. 

Det var en stor oplevelse for Karl Veggerby at prøve simulatoren.

– Det var helt fantastisk. Det var sjovt, og vi fik prøvet det alle sammen. Det her – og for eksempel vores sheltertur – er jo noget, jeg ikke selv kunne finde på at gøre. Det er fedt at få mulighed for at prøve nogle ting af i det her fællesskab. Det giver også input og nye ideer til min hverdag og redskaber til at håndtere depressive tanker, fortæller Karl Veggerby. 

Karl Veggerby i en F-16 flysimulator.

Kun for mænd

Der findes selvhjælpsgrupper, der både er for mænd og kvinder, men i ’MÆNDtal’ har man valgt, at det kun er for mænd.

– Det er klassisk maskulinitet, at når mænd er sammen med kvinder, så vil de gerne vise, at de kan det hele til det halve. Det har jo ikke noget at gøre med, at man ikke kan lide kvinder. Tværtimod. Men vi ønsker ikke, at mændene, der kommer her og har brug for at tale åbent om sårbare emner, ender med at være tilbageholdende, fortæller Niels Richard Hansen.

Han ser en tendens, når mændene taler sammen. Når først der er åbnet for de ting, der gør ondt, så flyver snakken af sted.

– Når proppen ryger af, så ryger proppen af, fortæller gruppelederen. 

Karl Veggerby har altid sagt til sig selv, at hvis han skulle komme i en selvhjælpsgruppe, så skulle det være en gruppe med både mænd og kvinder. 

– Jeg har altid følt, at jeg bedst kunne tale med kvinder, men den her gang besluttede jeg mig for at udfordre mig selv, og det blev bare skidegodt. Jeg kan mærke, at jeg har det godt, når jeg har været til møde. Det er så befriende at kunne sidde der i et lukket rum, og der er ikke nogen, uanset hvad man fortæller, der ser ned på dig, forklarer han.

Et ønske om flere fællesskaber for mænd

Det er Niels Richard Hansens store ønske, at mandefællesskaber som ’MÆNDtal’ bliver udbredt i alle dele af landet. 

– Der er et behov derude. Der er et enormt mørketal for mænd, der går alene og har ondt i livet. Et behov for at få aftabuiseret ensomhed, depression, stress og andre psykiske lidelser hos mænd, så det ikke får lov til at bygge sig op, fortæller Niels Richard.

Selvom Karl og de andre mænd har masser af gode møder i ’MÆNDtal’ at se frem til, så har Karl allerede fået en vigtig læring, som han husker på og tager med sig.

– Du er ikke alene.

Andre nyheder

Del nyhed