Jytte Hilden om livet med depression

Jytte Hilden, tidligere medlem af Folketinget, kultur- og forskningsminister, æresmedlem i DepressionsForeningen, oldemor og pensionist.

Af Samia Birchholdt og Morten Ronnenberg Møller

– Jeg er ud af en slægt, hvor psykisk sygdom er helt tæt på. Det var noget, jeg oplevede som barn rundt om spisebordet. Min bror var psykisk syg og tog sit eget liv, da han var 23, min mor var depressiv og fik elektrochok allerede i 1950’erne. Den slags har påvirket hele mit liv, fortæller Jytte Hilden.

Depression er noget, hun bærer med sig. Noget, der dels ligger i de arvede gener, dels i miljøet. Så er det lettere at kapere, synes hun, for så er det ikke kun noget i hende, men en kombination af faktorer. Er man disponeret for det, så kan det udløses, når ens livsvilkår ændrer sig, eller man bliver voldsomt presset.

– Jeg har været tre gange helt nede i ‘det sorte hul’ med 20 år imellem, fortæller Jytte Hilden. Første gang, da jeg flyttede hjemmefra, anden gang, da mine børn flyttede hjemmefra, og tredje gang, da jeg røg ud af Folketinget. Det er som om, at når der sker helt store skift i mit liv, så har depressionen ramt mig.

Hun fortæller, at efter flere måneder, hvor hun ikke kunne mærke noget, vågnede hun pludselig op og opdagede, at ‘rosen var rød igen’. Hun kunne mærke duften, se farverne og opleve verden omkring sig på ny.

I dag er Jytte Hilden 83 år, og det er over 20 år siden, hun sidst havde en depression. Hun understreger, hvor vigtigt det er at tale åbent om sine følelser, og at små rutiner og samvær med andre hjælper med at hun ikke igen kommer ‘helt ud til kanten’.

– Man kan jo sagtens have et godt liv med psykisk sygdom. Der er bare nogle lidt større udsving undervejs, mere sort og mere hvidt.

Jytte Hilden kommer forbi Blom Senior den 25. marts klokken 10 og fortæller om det at blive ældre – med alt, hvad det indebærer af minder, mod og mening. Du kan finde foredraget her sammen med andre inspirerende og lærerige arrangementer.

Fotokreditering: John Olsen.

Artiklen er tidligere udgivet i Balance. Det her er en opdateret version.