Søg
Close this search box.

Mød en frivillig: Rune Toft

Af Emma Sommer  

Det er tredje år, Rune Toft deltager som frivillig på DepressionsForeningens sommerhøjskole. Han vender tilbage igen i år, for hver gang han har deltaget, er han vendt hjem med armene over hovedet og fuld af glæde.

Hvad er dine vigtigste opgaver som frivillig?

– Det er at give en form for pusterum til andre. Jeg ved, hvor meget det kan betyde, at man kan få lov til at lægge hverdagen på hylden og bare føle, at man er der. Jeg har fundet ud af, at mange har en følelse af, at de bliver nødt til at gemme sig væk, og på højskolen kan man bare komme, som man er.

Hvad giver det dig at være frivillig i DepressionsForeningen?

– Jeg får selvfølgelig nye oplevelser og bekendtskaber, men jeg oplever også selv det pusterum. Jeg har haft depression, siden jeg var 12-14 år. Det med at møde andre, der står i den situation, som jeg selv har stået i giver nogle nye tanker om og vinkler på min egen situation.

Rune Toft.

Kan du trække på dine egne erfaringer med depression?

– Jeg har haft nogle samtaler, hvor jeg synes, at det giver mening at trække på min egen erfaring med depression for at forstå, hvor vedkommende er lige nu. Men jeg har også haft samtaler, hvor det var anderledes.

Hvad er nogle af de bedste oplevelser, du har haft som frivillig på sommerhøjskolen?

– Vi har en fast bålaften på sommerhøjskolen, men det ene år stod det bare ned i stive stænger, hvilket gjorde det svært at lave bål. Så fandt jeg sammen med en anden frivillig en vindblæser og noget silkepapir, og så lykkedes det os at lave et slags kunstigt bål indenfor. Det var en mega fed oplevelse at se, hvordan folk tog imod det. Deltagerne kom ind til bålet og tabte kæben. Jeg ved, at flere af dem stadig kan huske det, selvom det er nogle år siden. Der var en anden frivillig, der ikke havde opfanget, at vi havde opgivet bålet udendørs, så han fik gang i et bål udenfor, og gennem en åben dør kom røglugten ind i lokalet, og så sagde folk: ’Ej, hvor er det realistisk’. Det var ret sjovt.

– Det var også en øjenåbner for mig at opleve festaftener, hvor folk med forskellige baggrunde og diagnoser festede så godt. Der var bare plads til, at man kunne få lov til at have en hyggelig aften. Der var ikke nogen kliker eller nogen, der blev set skævt til. Alle kunne snakke med hinanden og hoppe rundt på dansegulvet, hvis de havde lyst til det. Det var enormt fedt at se de mennesker, man har snakket med hele ugen svinge sig rundt.

Hvad er det, der får dig til at vende tilbage som frivillig på sommerhøjskolen år efter år?

– Det er det frirum, det giver mig. Jeg er aldrig taget hjem fra højskolen uden at have haft armene over hovedet. Det er altid en fed uge, og det bliver til lidt ekstra energi i hverdagen, fordi man kommer væk fra sin hverdag og får lov til at arbejde med sig selv. Når man sidder og snakker med deltagerne, får man nogle snakke, som man ikke normalt får med sine kammerater eller sin hustru. Og så er der selvfølgelig sammenholdet med de andre frivillige. Det synes jeg er enormt givende. Hele energien i frivilliggruppen er virkelig også noget af det, der får mig til at komme tilbage igen og igen.

I år er det 14 år i træk, DepressionsForeningen holder sommerhøjskole.

Hvad ser du frem til på sommerhøjskolen i år?

-Jeg ser frem til at møde nogle af gengangerne. Jeg ser frem til at være med til at skabe det her pusterum. Generelt bare hele oplevelsen og at genopleve de ting, jeg har nydt så meget de sidste par år.

Hvilke politiske mærkesager synes du, at DepressionsForeningen skal prioritere?

– Jeg vil nok sige tilgængeligheden af psykiatri. Mange af dem, jeg har snakket med, fortæller mig at de har haft mistanke om en diagnose i virkelig lang tid, og når jeg spørger dem, hvornår de blev udredt, så er det kun lige for nylig . Jeg har en kammerat, der selv mistænker, at han kunne have noget bipolar oven i sin ADHD, og da han så var inde og tjekke, kunne han se, at der var 1,5 års ventetid.

Sommerhøjskolen finder sted fra den 30. juni – 6. juli.

Andre nyheder

Del nyhed