Af Hanne Müller
I midten af august forvandles Teglgårdsparken i Middelfart til en farverig festivalplads med fokus på sindet og dets mange facetter. Sindssyg God Søndag er en gratis endagsfestival, der hvert år samler et bredt publikum til en dag fuld af musik, foredrag, kunst og fællesskab med mental sundhed som omdrejningspunkt.
DepressionsForeningen deltog traditionen tro med egen stand, hvor foreningens frivillige talte med festivalens gæster om depression og bipolar lidelse. Mange kiggede forbi for at stille spørgsmål eller quizze om psykisk sygdom, få informationsmateriale eller en god snak med de engagerede frivillige.
– Jeg oplever de samtaler, vi har med mennesker, der opsøger os i standen, som meget givende og meningsfulde. Jeg føler mig beæret over, at mennesker tør åbne sig og være opsøgende på hjælp og viden, selvom de står i en svær situation. Og så er det en dejlig dag med gode frivilligkolleger, fortæller Louise Haltrup, som har været med DepressionsForeningen på festivalen flere år i træk.



På festivalens scener og plæner er der underholdning for alle aldre: denne gang optrådte bl.a. sanger og forfatter Stine Michel, som med musik og poesi inviterede publikum ind i et rørende univers om livserfaringer, angst og glæde. Forfatteren Glenn Bech fortalte om sin opvækst præget af tab og traumer i en samtale med præst Henriette Bacher Lind. Også rapperen Chief1 gæstede festivalen for at dele sin historie om, hvordan han overvandt en voldsom depression.
Udover koncerter og foredrag var der fællessang, kreative workshops og kunstaktiviteter samt guidede rundvisninger i den historiske hospitalspark, der engang husede det gamle sindssygehospital i Middelfart. Festivalen inkluderede også åbent hus på MIND Museum, et nyt psykiatrimuseum som åbnede i maj.
Når festivalen er i fuld gang, summer hele pladsen af liv og kreativitet. Det sjove og lidt skæve program tiltrækker hvert år mange, især familier med børn, der hygger sig med gøgl, teater og legende kunstværksteder. Festivalen skaber på den måde et åbent og uformelt rum, hvor kultur, leg og dialog kan være med til at nedbryde tabuer og stigmatisering af psykisk sygdom. Et sted der viser, at alle uanset alder kan være med til at gøre søndagen ’sindssyg god’ og slå et slag for mental sundhed.
Det er femte år i træk, at DepressionsForeningen er med, og vi glæder os allerede til at være med igen næste år.



