Søg
Close this search box.
Kvinde går med udstrakte arme som om hun bøjer stregerne på vejen.

Udviklingskonsulent søges

til et socialt café-projekt om styrket mental sundhed i København

Vil du arbejde med mental sundhed, og har du interesse for at arbejde med både unge, ældre og alle dem midt imellem? Er du en god projektudvikler, og vil du have en faglig legeplads, hvor du kan give den fuld gas? Så er stillingen som udviklingskonsulent i DepressionsForeningen måske noget for dig.

Depression rammer hvert år cirka 250.000 danskere. I København siger én ud af tre, at de føler sig stressede. Psykiatri og mental sundhed er berettiget kommet i fokus. DepressionsForeningen har med en bevilling fra Det Obelske Familiefond fået mulighed for at styrke og udbygge vores sociale café i København med flere tilbud. Initiativet skal fremme kendskabet til caféen og skabe aktiviteter, der giver øget hjælp til mennesker berørt af stress, angst, depression, bipolar lidelse og OCD.

I den sammenhæng opretter vi en stilling som udviklingskonsulent, hvor du får en vigtig rolle som igangsætter, facilitator og koordinator for en række aktiviteter, der hjælper og støtter mennesker berørt af psykisk sygdom.

Om stillingen

Projektet er en del af DepressionsForeningens ønske om at udbygge og styrke vores sociale café ved at udvikle relevante tilbud til borgere i København og omegnskommunerne. Stillingen har en varighed af 3½ år fra den 1.1.2023 til 30.6.2026 og er ligeligt forankret i DepressionsForeningens sekretariat og i vores sociale café i Studiestræde i København.

Stillingens hovedopgave vil være at udvikle, koordinere og implementere projekter, der styrker storkøbenhavnernes brug af caféen og oplysningsaktiviteter, der formidler redskaber og viden til håndtering af psykisk sygdom. I tilknytning til opgaven bliver der en stribe kommunikations- og koordinationsopgaver, der kræver en stærk kommunikator og en god fundraiser.

Som udviklingskonsulent vil du

  • være kontaktperson og ansvarlig for udvikling, opstart og koordinering af en række tilbud i vores nye cafélokaler med reference til generalsekretæren i DepressionsForeningen
  • udvikle nye idéer og selv sætte dem i gang med sparring og støtte fra kolleger i DepressionsForeningen
  • styrke den faglige udvikling, så vi har relevante aktiviteter af høj social- og sundhedsfaglig kvalitet
  • være en drivkraft i fundraising til nye projektaktiviteter
  • medvirke til at skrive artikler, SoMe-opslag og andre kommunikationstiltag om projektet
  • være ansvarlig for rapportering og overordnet administration af projektet
  • sikre løbende sparring og kontakt med frivillige
  • bidrage til evaluering og dokumentation.

Om din profil

Vi forestiller os, at vores nye udviklingskonsulent har en akademisk baggrund eller en professionsbachelorgrad og har solidt kendskab til mental sundhed og kommunikation.

For at trives i stillingen skal du få energi ved at være i en travl og dynamisk jobsammenhæng, hvor det er vigtigt at gøre en forskel for andre. Vi ser gerne, at du kan nikke ja til alle eller mange af de følgende kriterier:

  • har erfaring med frivilligt drevne projekter (både planlægning, koordinering og kommunikation)
  • har en solid social- eller sundhedsfaglig baggrund og gerne godt kendskab til mental sundhed
  • har erfaring med at arbejde med både unge og ældre målgrupper
  • er god til at skabe gode relationer, kommunikere med mennesker, lytte og rumme forskellighed
  • kan dokumentere dine evner til at kommunikere mundtligt og skriftligt
  • har et stort drive og kan arbejde selvstændigt
  • har mulighed for at deltage i aktiviteter, der indimellem foregår i weekenden eller andre dele af landet
  • kan indgå med godt humør i DepressionsForeningens sekretariat
  • har erfaring med at arbejde med civilsamfundsaktører
  • kan starte fra 2. januar 2023.

Vi tilbyder dig

  • en spændende stilling, hvor du får en sjælden udviklingsplatform inden for mental sundhed
  • en stilling i 3½ år med fuld fart på lige fra start til slut med ansvar og stor grad af selvstændighed
  • at blive en del af en organisation i udvikling (depression er der desværre ikke mangel på)
  • et job med fleksibel arbejdstid samt mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem
  • adgang til en sektor i fokus og med engagerede kolleger og frivillige
  • et dynamisk arbejdsmiljø med åben kommunikation, faglig sparring og personlig udvikling samt stor mulighed for at præge egne arbejdsopgaver.

Ansøgning

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos generalsekretær, Morten Ronnenberg Møller, på e-mail: morten@depressionsforeningen.dk eller tlf.: 33 12 47 27 eller mobil 53 88 93 33.

Ansøgningsfrist onsdag d. 9. november kl. 12:00
Send din ansøgning via Jobindex:
https://www.jobindex.dk/jobannonce/461922/udviklingskonsulent-soeges-til-et-socialt-caf-projekt-om-styrket-mental-sundhed-i-koebenhavnObs!  

Vi forventer at holde samtaler i uge 46 og 47.

Andre nyheder

Del nyhed