Bekæmpelse af stigma omkring depression og psykisk sygdom er et fælles ansvar 

Af generalsekretær i DepressionsForeningen, Morten Ronnenberg Møller

“Jeg oplever, at flere ikke forstår min depression, og at jeg ‘ikke bare’ kan komme videre.” 

Sådan udtrykker en anonym deltager i DepressionsForeningens undersøgelse sine oplevelser med stigmatisering af depression. Desværre er denne oplevelse langt fra unik – den afspejler en virkelighed, som mange med psykiske lidelser må leve med. DepressionsForeningens undersøgelse i sidste måned blandt knapt 1000 danskere viser med al tydelighed, hvordan stigmatisering af psykisk sygdom er en vedvarende udfordring, der forværrer ensomheden og forstærker den lidelse, mange i forvejen kæmper med. At bekæmpe denne stigmatisering kræver et langt og vedholdende træk fra os hver især og fra hele samfundet. 

Misforståelser og berøringsangst 
To ud af tre, der lever med depression eller bipolar lidelse, har ifølge vores undersøgelse oplevet, at omgivelserne trækker sig. Folk undgår samtaler om deres sygdom, og ofte erstattes oprigtige spørgsmål med overfladiske kommentarer som: “Du har det vel godt nu, ikke?” Dette sker ikke af ond vilje, men af uvidenhed og berøringsangst. Samtidig ser mange ikke depression som en reel sygdom på niveau med fysiske lidelser som kræft. Som Mikkel i undersøgelsen så skarpt udtrykker det: “Depression er en psykisk sygdom. Kald den ved navn, eller kald den, hvad den er.” 

Denne mangel på forståelse for, at depression er en alvorlig sygdom, kan få alvorlige konsekvenser. Folk føler sig forkastet og isoleret, når deres sygdom enten bagatelliseres eller mødes med stilhed. Når omgivelserne ikke anerkender alvoren, bliver kampen mod sygdommen endnu sværere. 

Ensomhed og isolation 
Flere af de adspurgte i undersøgelsen beretter om, hvordan venner og familie trækker sig – ofte i et misforstået forsøg på at “give plads”. Men som Trine udtrykker det: “Folk trækker sig, fordi de ikke vil belaste mig, men det gør ikke min ensomhed mindre.” Det, mennesker med depression har brug for, er ikke isolation, men tilstedeværelse og støtte – ikke nødvendigvis for at søge at løse deres problemer, men blot for at være der. Fravær af fællesskab og følelsen af at høre til skaber en ond cirkel. Jo mere folk trækker sig, jo mere isoleret føler den syge sig, hvilket igen kan forværre hans eller hendes mentale helbred. Stigma forhindrer ofte mennesker i at få den støtte, de har brug for, fordi omgivelserne ikke ved, hvordan de skal forholde sig. Som Gunhild, der lever med bipolar lidelse, forklarer: “Langt de fleste mister hurtigt interessen, de gider ikke bruge tid på det.” Denne isolation kan i værste fald føre til yderligere episoder af sygdom. 

Arbejdspladsens ansvar 
På arbejdsmarkedet er stigmatiseringen desværre også meget udbredt. Flere i undersøgelsen fortæller om afvisninger, manglende inddragelse og diskrimination. En deltager fortæller: “Jeg blev fyret fra et job, fordi jeg ikke præsterede, men jeg var ikke selv klar over, at jeg var depressiv.” Det er ikke bare en personlig tragedie – det er et svigt fra både arbejdspladsen, omgivelserne og den enkelte over for sig selv. 

Arbejdspladser bør tage et aktivt ansvar for at skabe rummelige miljøer, hvor medarbejdere med psykiske lidelser ikke frygter for deres job eller bliver marginaliseret. Ledere og kolleger skal være bedre uddannet til at forstå og imødekomme psykiske sygdomme på samme måde som fysiske sygdomme. For hvordan kan vi ellers forvente, at mennesker får den nødvendige hjælp til at komme sig? 

Stigmaets konsekvenser 
Vidnesbyrdene fra undersøgelsen viser, at stigmatisering har alvorlige konsekvenser – både mentalt, socialt og professionelt. Mennesker bliver ekskluderet fra fællesskaber og arbejdspladser, fordi samfundet ikke accepterer psykiske lidelser på linje med fysiske sygdomme. Dette er ikke kun de ramtes problem – det angår os alle.  

Stigma bekæmpes gennem fælles ansvar, uddannelse og åbenhed. Vi skal turde tale om psykiske sygdomme og anerkende dem som reelle lidelser, der kræver støtte og behandling.  

Hvis alle kunne høre os ville vi opfordre arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og sociale fællesskaber til at skabe en inkluderende kultur. Stigma forsvinder ikke i stilhed, men gennem dialog, forståelse og handling. 

Som en deltager så klart siger: “Det er vigtigt at bryde tabuer, og oplyse folk, der mangler viden om emnet.”   

Derfor har DepressionsForeningen igangsat kampagnen: Ta Snakken. Nu!