Mangler du inspiration til læsestof i ferien og er det tid til en tur i hængekøjen med en god bog? Hvis du er en sporhund efter ny viden om mental sundhed, så har DepressionsForeningen samlet en stribe nye bogtitler, som måske var værd at kigge nærmere på.
God læsning og god sommer! 🌞
1 – Måske skulle du snakke med nogen – en psykolog, hendes psykolog og vores liv bag facaden
264,95 kr. på Saxo
”Rørende, tankevækkende og lærerig”
★★★★★ Bogtanken
Udgivet i november 2020.
Beskrivelse: Humoristisk, indsigtsfuld og tankevækkende bog om terapeuten Lori Gottlieb, som selv får terapi. For læsere af finurlige, anderledes og refleksive bøger.
Den ene dag hjælper Lori Gottlieb sine klienter som terapeut i sin praksis i Los Angeles. Den næste styrter hendes verden sammen. Ind på scenen kommer Wendell, den sære, men erfarne terapeut, i hvis kontor Lori pludselig befinder sig. Mens hun undersøger de indre kamre af sine klienters liv, finder hun ud af, at de spørgsmål, de tumler med, er de samme, hun tager med til sine sessioner med Wendell.
2 – Det hele handler ikke om dig – Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening
194,95 kr. på Saxo
”En overordentlig vellykket selvhjælpsbog … med befriende originale budskaber”
★★★★★★ Berlingske
Udgivet i februar 2020.
Beskrivelse: I “Det hele handler ikke om dig” giver Niels Overgaard en introduktion til de antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening. Den vestlige verden har aldrig haft større velstand, frihed og fred. Alligevel lever mange en stresset tilværelse med angst og depression. I vores higen efter selvrealisering i en verden af uendelige muligheder mister vi meningen. I denne tankevækkende, humoristiske og til tider provokerende bog giver Niels Overgaard med udgangspunkt i den stoiske filosofi fra antikken og sit personlige liv et svar på, hvordan vi finder ind til et mere balanceret, frit og meningsfyldt liv.
3 – MÆRKBARHED – Hvordan vi mistede følingen med livet – og hvordan vi finder den igen
af Imran Rashid
249,95 kr. på Saxo
Udgivet i maj 2021.
Beskrivelse: KAN DU MÆRKE, AT DU LEVER?
I bogen MÆRKBARHED, som er efterfølgeren til den anmelderroste bestseller SLUK, gør speciallæge og ekspert i digital sundhed Imran Rashid i samarbejde med sociolog Rikke Østergaard status over det digitaliserede og accelererende samfunds konsekvenser for mennesket.
Med coronakrisen som et skræmmende eksempel på en hyperdigitaliseret tilværelse, hvor menneskelig kontakt har været reduceret til et absolut minimum, har vi fået rig lejlighed til at overveje, hvilken tilværelse der venter forude.
4 – Sårbar – Find friheden i det uperfekte
249,95 kr. på Saxo
Udgivet i januar 2021.
”En lille, kærlig løftet pegefinger”
Bogsyn
Beskrivelse: Bogen “Sårbar” er Ulla Hinge Thomsens bud på hvordan du kan leve et liv med mere sårbarhed og få et endnu bedre og mere frit liv end hidtil.
Ordet ’sårbarhed’ har en negativ klang i de flestes ører. Det er en påmindelse om, at vi kan opleve smerte og blive såret, og det ønsker ingen mennesker. Sårbarhed kan også være kilden til meget mere frihed, kærlighed og livsgejst, og det er derfor på tide at lukke sårbarheden indenfor noget oftere.
5 – Den positive spiral– en neurovidenskabelig guide til vejen ud af depression
af Alex Korb
299,95 kr. på Saxo
Udgivet i januar 2021.
Beskrivelse: Depression kan føles som en negativ spiral af tristhed, træthed og apati. ‘Den positive spiral’ tilbyder viden om depression på et neurovidenskabeligt grundlag samt enkle redskaber til, hvordan man trin for trin kan vende den negative spiral til en positiv.
Neuroforsker Alex Korb formår på en levende måde at afmystificere, hvad det er der sker i den depressive hjerne. Det er en pointe i bogen, at der ikke er noget quick fix, når det gælder depression, men at bittesmå ændringer i hverdagen helt konkret kan skabe en positiv forandring i hjernen, der kan være med til at vende udviklingen.
6 – Når børn og unge får angst
229,95 kr. på Saxo
Udgivet i april 2021.
”En bog, der giver håb til de håbløse”
folkeskolen.dk
Beskrivelse: I “Når børn og unge får angst” undersøger Peter Lund Madsen sammen med en række eksperter børn og unges angst med gode, hjælpsomme råd.
Når børn og unges angst rammer, kan en hel familie lammes. Men hvad er angst egentlig? Hvordan opstår den? Og hvordan kan det håndteres? Det svarer hjerneforsker, Peter Lund Madsen på i denne bog sammen med en række kyndige danske eksperter i børn og unges angst.
7 – Bogen om depression – Hvordan du som ung kommer igennem depression og får det godt igen
af Tea Sletved
149,95 kr. på Saxo
Udgivet i august 2020.
Beskrivelse: Bogen er til dig, der er ung og har en depression eller måske er bange for, at du har. Og til dig, der kender en ung, som har en depression.
Bogen er baseret på fagfolks erfaringer og forskning inden for feltet og beskriver, hvad en depression er, hvordan den opstår, og hvordan de forskellige symptomer ser ud og kan opleves. Den fortæller også om de forskellige behandlingsmuligheder og giver gode råd til at komme godt tilbage til en hverdag uden depression og til, hvordan man forebygger fremtidige depressioner.
8 – Pårørende – til en person med psykisk sygdom
af Louise Meldgaard Bruun & Line Kirstine Hauptmann
179,95 kr. på Saxo
Udgivet i januar 2021.
Beskrivelse: At være pårørende til en person med psykisk sygdom er som regel meget krævende. Det kan være en stor sorg at være tæt på et menneske, som er syg og har det svært, og du kan blive overvældet af bekymring og negative tanker og følelser. Som pårørende har du også selv øget risiko for at udvikle psykisk sygdom. Bogen fortæller om de følelser og reaktioner, der er almindelige, når man er pårørende til en person med psykisk sygdom. Den giver gode råd og anvisninger til, hvad du kan gøre for at afhjælpe følgerne af sygdommen, hvordan du kommer lettere gennem hverdagen, og hvordan du passer på både dig selv og din syge pårørende. Bogen er fyldt med inspiration og cases og med såkaldte tankerum, hvor du får hjælp til at reflektere over og ændre væsentlige ting i din hverdag som pårørende. Både familiemedlemmer, venner og kolleger kan være pårørende, og bogen henvender sig til alle, der er tæt på en person med psykisk sygdom.
9 – Fra selvkritik til self compassion – Lær at behandle dig selv som en ven – og vend lavt selvværd, præstationsstress og depression
af Nina Werner, psykolog
299,95 kr. på Saxo
Udgivet i november 2020.
Beskrivelse:
Det er en ret svær undertitel, men en bog der gør en dyd ud af benytte et sprog, så de fleste kan være med. I fra selvkritik til self-compassion gennemgår Werner den psykologiske, evolutionære og kognitive baggrund for, at vi er så hårde ved os selv – og dernæst forklarer hun, hvordan vi kan ændre det gennem psykologiske øvelser og guidede meditationer. Meditationerne er indtalt og følger med bogen.