Vil du arbejde med mennesker og mental sundhed? Er du god til at kommunikere? Så er det måske interessant for dig at arbejde som studentermedhjælp i DepressionsForeningen.
Vi søger en studentermedhjælp, der kan skrive stærke tekster. Du skal meget gerne kende lidt til mental sundhed, men det vigtigste er din evne til at strukturere og skrive tekster, som folk vil læse. Stillingen er med omgående start som et sommerjob, potentielt med mulighed for forlængelse.
Hvem er vi?
DepressionsForeningen er en interesseorganisation for mennesker berørt af depression og/eller bipolar lidelse – og deres pårørende. I Danmark er der hvert år cirka en kvart million mennesker, der rammes af depression i let, middel eller svær grad – det vil sige, det er en af Danmarks største folkesygdomme.
DepressionsForeningen er en patientforening i rivende udvikling. Vi er drevet af godt 150 frivillige og et lille sekretariat beliggende i København Ø. Vi er ved at bygge et team op, der kan hjælpe os med at nå ud over rampen og vækste organisationen. Lige nu har vi behov for ekstra hænder i en kort periode.
Har du lyst til at få erfaring med at arbejde for en civilsamfundsorganisation med mulighed for mange spændende opgaver, så modtager vi gerne en ansøgning fra dig.
Opgaverne
Du vil med støtte og vejledning fra kolleger i sekretariatet skulle lægge en intensiv indsats inden for tre opgaveområder:
- Medlemskontakt: Bistå via e-mail og telefon med at organisere vores medlemsaktiviteter over hele Danmark. Nogle aktiviteter er forsinket grundet Corona, og nu skal vi give den en ekstra skalle.
- Web-kommunikation og tekstbearbejdning: Vi er på vej med en fantastisk, ny hjemmeside. Vi har brug for ekstra kapacitet til at bearbejde og opdatere tekster, der berører emner under depression og bipolar lidelse.
- Fundraising: Jo flere penge vi kan rejse, des bedre kan vi hjælpe. Du vil bistå med udarbejdelse af ansøgninger baseret på din faglige forståelse og evne til formidling om sygdommene.
Vi ønsker os
I den ideelle verden, vil vi gerne have en studerende som
- Læser Folkesundhedsvidenskab eller tilsvarende studie på mindst 3. år
- Har arbejdet med kommunikation og erfaring i at tale med mennesker
- Er god til at organisere stof og opgaver og evner at arbejde selvstændigt med at få boldene i mål.
- Kan arbejde cirka 10 timer om ugen i 3 måneder (– det kan være ’hjemmefra’ en del af tiden)
- Er sjov, hurtig, pligtopfyldende og fleksibel.
- Kan starte med det samme
Er det noget for dig? Send en e-mail om dig selv og dit CV til generalsekretær Morten Ronnenberg på: morten@depressionsforeningen.dk