DepressionsForeningens logo.
Søg
Close this search box.

FØDSELSDEPRESSION

– ’Jeg hadede at komme hjem og være sammen med mit barn’

Rie Fjordsøe Rasmussen har haft en lang og svær fødselsdepression. Den bragte hende helt derud, hvor hun blev bange for at være sammen med sin datter af frygt for, hvad hun kunne finde på at gøre ved hende. Men bag en tung historie gemmer sig også en fortælling om en stærk partner, om at kæmpe og at turde stå ved sine følelser.

Da jeg blev gravid, var det med et ønskebarn, begynder Rie Fjordsøe, men hendes fortælling viser hurtigt, at sådan blev det ikke ved med at være.

– Jeg havde lyst til at gøre skade på mit barn. Jeg syntes, hun havde ødelagt mit liv. Jeg kunne ikke finde nogen glæde ved noget som helst, selvom jeg godt vidste, at det var meningen, at man skulle være glad som nybagt forælder.

Rie Fjordsøe havde en kandidat fra SDU og arbejdede i designbranchen som trendforsker. Da Rie blev gravid som 31-årig, var der gang i karrieren og stress på arbejdet. Hun fik en deltidssygemelding for begyndende bækkenløsning, da hendes læge mente, at sygemeldingen samtidig kunne mindske arbejdsstressen. Oveni kom den tid, hvor corona brød ud med efterfølgende restriktioner. Rie følte sig pludselig meget alene.

– På det tidspunkt bliver der antændt en frygt i mig. Jeg havde ikke nogen at tale med. Jeg havde meget svært ved at overskue ting og lavede mange lister, der viste en kontroladfærd. Og sygemeldingen var bare en symptombehandling. Det holdt mig i gang, men det var ikke en egentlig løsning.

Rie Fjordsøes historie er nærmest som en tjekliste over de typiske elementer, der kan indgå i en fødselsdepression. Hun havde haft en depression allerede som 19-årig,  traumer fra barndommen, hun var igennem et svært fødselsforløb, der startede med en genindlæggelse på grund af en infektion hos hendes nyfødte, hun var isoleret med et beskedent netværk omkring sig, hendes barn havde kolik, og hun fik ikke sovet. 

– Jeg gjorde det jeg skulle – skiftede ble, madede, legede, puttede osv. – men jeg følte ikke, at det var mig, der gjorde det. Jeg havde tjekket ud og kiggede konstant på uret for at se, hvor lang tid der var tilbage, før min mand havde fri fra arbejde.

 Rie var – som det er standard – blevet screenet af sundhedsplejersken for fødselsdepression efter 8-12 uger og fik at vide, at hun lå i den høje ende af skalaen, men at der ikke skulle gøres noget.

– Jeg stolede på fagfolkene omkring mig, men til sidst kunne jeg mærke, at der var noget galt.

Frygten for at være alene med sin datter tog til. Rie blev bange for, hvad hun kunne finde på at gøre ved hende.

– Når jeg gik tur med barnevognen, og hun skreg, havde jeg lyst til at skubbe den ud foran en lastbil eller bare efterlade den og gå min vej.  Jeg trøstede hende altid, men samtidig følte jeg, at hun fortjente at græde, fordi hun gjorde mig så ondt.

Ingen hjælp
Ries læge sygemeldte hende, og hendes mand overtog barslen, hvilket var en kæmpe hjælp, men hun var frustreret over manglen på offentlig støtte. Selv med en henvisning til en psykolog, måtte hun vente i 3 måneder. Imens kæmpede hun med følelser af lavt selvværd og utilstrækkelighed.

– Jeg sad med en grundfølelse af, at jeg var uduelig og et spørgsmål til mig selv om, hvad der var galt med mig, når alle andre kvinder kunne finde ud af det her, men jeg ikke kunne?

Det tog 9 måneder før Rie, mand og barn sammen som familie første gang kom ud ad døren blot for at købe ind. Rie begyndte hos psykolog og med arbejdet kommer normaliteten så småt tilbage. Hun begynder at få lidt overskud, men desværre er nissen flyttet med.

– Den her konstante gråd gav mig PTSD-lignende reaktioner, så hver gang barnet græd, vågnede jeg med hjertebanken og i alarmberedskab. Det er reaktioner, jeg stadigvæk har i dag. Hvis mit barn pusler om natten, så vågner jeg og kan ikke falde i søvn igen, fordi min krop reagerer så kraftigt.

– Da jeg starter på arbejde og barnet kommer i vuggestuen, bliver jeg så lettet over, at der er andre voksne, der er interesserede i mit barn, som holder hende og tager presset af mine skuldre, at jeg begynder at græde.

Jeg fortrød hver dag, at jeg var blevet mor
Den gængse fortælling at ”alle med små børn synes, det er hårdt” gjorde, at Rie Fjordsøe negligerede sin egen oplevelse af, hvordan hun havde det, og hvad der var ’normalt’. Det blev svært for hende at balancere et arbejdsliv, et hjemmeliv og at passe sit barn.

– Jeg fik selvmordstanker og var ofte overbevist om, at min familie var bedre stillet uden mig. Min nye yndlingsdag blev mandag morgen, for så havde jeg en hel arbejdsuge foran mig. Jeg hadede at komme hjem og være sammen med mit barn, og jeg fortrød hver dag, at jeg var blevet mor.

Rie havde fået at vide, at det første år er det sværeste, men det blev et hårdt slag at opdage, at det ikke blev bedre.

– Til sidst sagde jeg mit job op, for det fungerede ikke. Jeg kunne ikke sige min familie op, så i stedet sagde jeg mit arbejde op. Jeg savnede virkelig en samtale om, hvordan det er at have en fødselsdepression. De eneste steder, jeg kunne finde en genkendelighed til min situation, var i digtsamlinger.

Den afgørende forskel for Rie indtraf først, da hun og hendes mand satte deres hus til salg. Familien flyttede til Holbæk tæt på svigerfamilien i familiekollektiv.

– Det at flytte hjem til familien gav mig en ro, som jeg ikke havde følt længe. Så fik jeg et håb for fremtiden.

Hjælp fra psykiatrien

Inden for de sidste to uger efter interviewet til denne artikel har Rie Fjordsøe for første gang i meget lang tid selv taget initiativ til at være sammen med sin datter – og hun har nydt det.

– I dag kan jeg godt se, at det havde været den rette beslutning at opsøge psykiatrien meget tidligere. Hvis ikke for at blive indlagt, så for at få en anden form for hjælp og støtte. 

Rie er i dag i udredning i psykiatrien. Hendes datter bliver snart 3 år, og familien er stadig ramt. 

– Jeg er ikke der, hvor jeg vil sige, at jeg er helbredt for min fødselsdepression. Men jeg er der, hvor jeg kan se, at det er muligt at blive helbredt. Jeg vil advokere for, at hvis lægerne havde haft større fokus på at spørge ind til mit mentale helbred og checke op på min journal allerede under min graviditet – så kunne man måske godt have hjulpet mig før og have været obs på, at jeg var i risikogruppe.

Rie håber ikke relationen til datteren har lidt skade, da hun tidligt blev opmærksom på problemet, greb ind og lod sin mand overtage barslen. Han kompenserede for, hvad Rie ikke kunne give.

– Selvom jeg kæmper med evig dårlig mor-samvittighed og depression, så siger både vuggestue og læge, at min datter har en sund tilknytning. 

Man hører ofte fra forældre, der har oplevet en depression, at de ikke ville have været den foruden. Det gælder også for Rie Fjordsøe.

– Min historie er jo bredere end ’bare’ en fødselsdepression. Jeg har slæbt nogle ting med mig fra fortiden, som jeg har haft lejlighed til at kigge på, og det har givet mig mulighed for at ændre nogle ting til det bedre. Min drøm er, at jeg får flere gode dage end dårlige dage. Og nu er jeg endelig ved at kunne se, at der er en vej ud af det her.

 

10 gode råd til håndtering af fødselsdepression

Hvordan du håndterer fødselsdepression, er vigtigt for både moderens, farens og barnets trivsel. Her er nogle gode råd til at hjælpe dig udenom eller igennem fødselsdepression:

1.     Søg hjælp: Tal med din læge, jordemoder, psykolog eller en anden sundhedsprofessionel om dine følelser og symptomer. De kan støtte dig i at få den rigtige hjælp, diagnose og behandling.

 

2.     Terapi: Individuel terapi – især kognitiv adfærdsterapi (KAT) – eller interpersonel terapi kan være gavnlig i behandlingen af fødselsdepression. Terapien giver dig mulighed for at arbejde gennem dine følelser, lære mestringsstrategier og få støtte.

 

3.     Medicin: I nogle tilfælde kan lægen ordinere antidepressiv medicin. Det kan hjælpe med at regulere humøret og reducere symptomerne. Det er vigtigt at tale med din læge om fordele og risici ved medicin under amning, hvis det er relevant.

 

4.     Støtte fra familie og venner: Del dine følelser med dine nærmeste og bed om støtte. Erfaring viser, at familien og vennerne ofte kan være en uvurderlig støtte.

 

5.     Skab forbindelse Deltag i mødregrupper eller støttegrupper, hvor du kan dele dine erfaringer med andre mødre (eller fædre), der har oplevet fødselsdepression. 

 

6.     Få søvn og hvile: Prioriter din søvn og sørg for at få hvile, da søvnmangel kan forværre fødselsdepression. Få så meget hvile som muligt og bed om hjælp til at tage sig af barnet, hvis det er nødvendigt.

 

7.     Motion: Motion har vist sig at have en positiv effekt på humør og kan hjælpe med at reducere fødselsdepressionens symptomer. Start med lette øvelser og øg gradvis aktivitetsniveauet.

 

8.     Tid til dig selv: Find tid til selvomsorg og aktiviteter, der bringer glæde. Det kan være alt fra en kort gåtur til at læse en bog eller deltage i hobbyer, du nyder.

 

9.     Vær realistisk: Sænk dine forventninger til dig selv og din evne som forælder. Det er normalt at føle sig overvældet og usikker. Husk, at ingen forælder er perfekt.

 

10.  Undgå isolation: Selvom det kan være fristende at trække sig tilbage, er det vigtigt at opretholde sociale forbindelser og tale om dine følelser.