Leder du efter et meningsfuldt frivilligt arbejde nogle timer om måneden? Har du lyst til at hjælpe psykisk sårbare med at finde vej i junglen af regler og paragraffer? Er du uddannet socialrådgiver? Så er du måske en af vores nye rådgivere!
SocialrådgiverLinien yder telefonisk rådgivning til mennesker, som står i en vanskelig social situation som følge af depression, bipolar lidelse eller anden psykisk sygdom eller mistrivsel. Rådgivningen er gratis, anonym og uafhængig.
SocialrådgiverLinien har åbent alle onsdage året rundt kl. 17-18.30 undtagen helligdage. Som rådgiver besvarer man opkald hjemmefra via en telefon, som DepressionsForeningen stiller til rådighed.
At blive ramt af psykisk sygdom som fx depression eller bipolar lidelse er ofte en livsomvæltende begivenhed med potentielt store sociale og økonomiske følgevirkninger i forhold til job, uddannelse, forsørgelsesgrundlag, bolig og hele ens liv. Det kan være svært at overskue regler og rettigheder og navigere i det sociale system, når man er syg og energiforladt. Kognitive vanskeligheder i forhold til koncentration, hukommelse og evnen til skabe overblik og planlægge kan gøre det endnu sværere. Derfor er denne gruppe særligt udfordret, når det handler om at sætte sig ind i komplekse regler og rettigheder og få overblik over sin sagsbehandling.
Som rådgiver på SocialrådgiverLinien får du:
- Et meningsfuldt frivilligt arbejde, du kan udføre hjemmefra uanset hvor du bor i landet
- Indblik i mødet med det offentlige system fra borgerens perspektiv
- Et netværk af engagerede socialrådgivere til faglig sparring og udvikling
- Mulighed for at deltage i kompetenceudviklende aktiviteter
- Adgangsbillet til et inspirerende fællesskab med engagerede frivillige i foreningen
Vi forventer at du:
- Er uddannet socialrådgiver, gerne med 2-3 års erfaring
- Er nysgerrig på mental sundhed og har lyst til at vide mere
- Har styr på regler og paragraffer – især sygedagpengeloven, serviceloven og beskæftigelseslovgivningen
- Kan tage en vagt af 1 ½ times varighed om måneden
- Kan deltage i læringsaktiviteter 1-2 gange om året
Som ny rådgiver på SocialrådgiverLinien bliver man introduceret til arbejdet i rådgivningen både af rådgivningens koordinator og af en rådgiverkollega. På vagterne er der altid mulighed for at ringe til en bagvagt, hvis du er i tvivl i forhold til et givet spørgsmål. DepressionsForeningen afholder også uddannelsesaktiviteter med fokus på temaer, som er udvalgt af rådgiverne og relevante for rådgivningen.
Noget for dig?
Lyder det som noget for dig? Så udfyld formularen nedenunder og fortæl os, hvorfor du vil være en del af teamet på SocialrådgiverLinien.
Du er også velkommen til at kontakte projektleder Hanne Müller på mail hanne@depressionsforeningen.dk eller telefon 53 52 18 38, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vide mere om arbejdet på SocialrådgiverLinien.
Vi glæder os til at høre fra dig!