Af Samia Birchholdt
Mads Trier-Blom har levet med bipolar lidelse i 20 år. Ved at være åben om sin sygdom arbejder han målrettet for at skabe forståelse for psykiske lidelser. I år blev han valgt som formand for DepressionsForeningen, hvor han fortsætter sin indsats for bedre vilkår og mindre stigmatisering af psykisk syge.
I begyndelsen var Mads Trier-Blom usikker på, hvordan folk ville reagere, når han fortalte om sin psykiske sygdom.
-Jeg var bange for, at folk ville afskrive mig og tro, at jeg var FUKD – jeg var farlig, utilregnelig, kriminel eller dum, fortæller han.
Efter 6 års tilløb besluttede han sig for, at han ville være åben om sin bipolare lidelse.
-Jeg har villet bryde tavsheden, så problemerne ikke vokser i stilhed, og jeg har oplevet, at folk har sat pris på min åbenhed. De har set det som en styrke, at jeg har vist dem tillid til at turde fortælle det, siger Mads Trier-Blom, der har arbejdet for afstigmatisering i 14 år blandt andet gennem foredrag.
Gennem årene har han holdt over 350 foredrag, medvirket i bøger og artikler og i Rune Klans TV2-program ,Tabu, for at aftabuisere og mindske fordomme om det at være psykisk syg.
-Vi skal være villige til at tale åbent om psykiske lidelser og lytte til hinandens erfaringer for at bekæmpe stigma og mindske fordomme og misforståelser, siger han.
For ham har det været en lettelse at dele sin historie; det har gjort ham mindre alene med sin sygdom. Men han understreger, at det er vigtigt, at man selv føler sig klar til at tale om sin sygdom, er tryg ved det og tænker over, hvem og hvad man deler med andre – for eksempel i forhold til sin arbejdsgiver og i privatlivet. Det er op til den enkelte, hvor åben man skal være, det er der ikke noget rigtigt svar på.
Alle kan lide B.A.R.O.L.O.
Han opsummerer sin tilgang med udtrykket: “alle kan jo lide Barolo”. Og her mener han ikke en god flaske vin, men det er hans egen forkortelse for: bekræftelse, anerkendelse, ros, omsorg, ligeværd og opmærksomhed.
Det har Mads Trier-Blom selv fået i samtaler med andre, og i de foredrag han har holdt, og for ham er det grundlaget for at skabe forståelse og gøre samtalen om psykisk sygdom til en normal del af hverdagen.
-Tilværelsen for mennesker med psykiske sygdomme skal være mindre tabubelagt. Vi skal kunne vokse op i et samfund og blive lykkelige, uanset om vi er raske eller syge, siger han.
I april i år bandt han sløjfe på sin rejse ved at blive valgt til formand for DepressionsForeningens bestyrelse. Han mente, at nu var tiden kommet til, at han skulle stå frem og være med til at løfte arbejdet mod stigma og for bedre vilkår for mennesker med depression og bipolar lidelse i denne rolle.
-Jeg er virkelig glad for, at jeg kan bruge mine erfaringer i en rolle, der er så meningsfuld.
Få mere inspiration, personlige fortællinger og viden om stigmatisering her: https://depressionsforeningen.dk/tasnakken/