Det er med glæde, at DepressionsForeningen den første januar 2023 kunne byde velkommen til Signe Dunker Svendsen som ny udviklingskonsulent. Signe skal styrke vores indsats over en bred kam, men et af de første områder vil være hjælpen til unge med psykisk mistrivsel.
Som udviklingskonsulent vil Signe være ansvarlig for udviklingen af vores sociale café, Café Blom: – Jeg drømmer om at bidrage til at udvikle meningsfulde, inspirerende og vedkommende tilbud i den nye Café Blom, og derved forhåbentligt være med til at gøre hverdagen for københavnere berørt af psykisk sårbarhed mere håndtérbar, fortæller Signe.
Signe Dunker Svendsen har bred erfaring fra det frivillige foreningsliv, fra sundhedsvæsnet og fra undervisningssektoren. Hun har et skarpt blik på arbejdet med mental sundhed og har arbejdet med psykiatrien i en række forskellige sammenhænge, heriblandt under forskning, i hospitalspsykiatrien og i forbindelse med uddannelse.
Generalsekretær Morten Ronnenberg er allerede meget begejstret:
– Det er tydeligt for os i sekretariatet, at Signe er meget dedikeret til arbejdet med psykisk sundhed, og hun kommer med en kæmpe ballast, så vi glæder os derfor meget til at samarbejde med hende om kommende projekter.
Et af de områder Signe først skal tage fat på, er at styrke indsatsen over for unge med depression, bipolar lidelse og måske tilstødende diagnoser:
– Mange unge oplever at have problemer med den mentale sundhed. Der er brug for forskellige muligheder, så man som ung kan finde noget, der passer til en. Vi vil gerne lave et tilbud, hvor man kan komme og møde andre unge, få inspiration til hverdagen og holde fri fra præstationspresset. Det afgørende er, at man som ung ikke oplever at være alene om det, som er svært, siger Signe.
Signe uddyber yderligere i forhold til det overordnede arbejde som udviklingskonsulent:
– Det ligger mig meget på sinde at bidrage til at gøre noget i forhold til de udfordringer mange danskere har med mental trivsel og psykisk sårbarhed i hverdagen – enten selv eller som pårørende. Det kan man gøre i mange sammenhænge, men DepressionsForeningen er unik, ambitiøs og drevet af fællesskab, ligeværd og engagement, hvilket tiltaler mig, uddyber Signe.
Signe vil til daglig indgå som en del af DepressionsForeningens sekretariat på Østerbro, men vil selvfølgelig også ofte være at finde i og omkring Café Blom i Indre By.
Vi i DepressionsForeningen er sikre på, at Signe kommer med en masse god erfaring, som kan bringes i spil i forbindelse med at udvikle foreningen og herunder især Café Blom. Vi glæder os meget til samarbejdet og til at arbejde mod vores fælles mål for foreningen.
Af Amalie Krog