Depression er en mangeartet størelse og er forskellig fra person til person. Det betyder også, at der ikke findes én behandling, der gælder for alle. Man er nødt til at se behandlingen af depressioner som en individuel sag. Det, der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden.
I DepressionsForeningen er vi ikke eksperter i behandling af sygdommen og rådgiver ikke om behandlingen for den enkelte patient, men støtter os generelt til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Her anbefaler man hovedsageligt terapi, medicin og ECT (elektrostimulatiion)
Terapi
I dag kan man få særdeles god gavn af terapi. Terapien kan være med til at ændre den depressives egen mulighed for tanke- og adfærdsmæssig forandring.
I en del tilfælde er den syge hverken motiveret eller modtagelig for nogen form for terapi. Her gælder det først og fremmest om at få den syge så meget ud af den depressive tilstand, at den pågældende overhovedet vil være i stand til kunne tilegne sig de kognitive færdigheder. Her kommer den depressive sjældent uden om medicinsk behandling.
Medicin
Lægen skal i samarbejde med den syge finde frem til den medicin, som virker bedst og med færrest mulige bivirkninger. Som regel går der nogle uger, før medicinen begynder at virke, og nogle måneder før den virker bedst.
Hvis depressionen er udløst af en livskrise, kan en psykolog eller en veluddannet terapeut hjælpe den depressive. Det kommer dog meget an på depressionens sværhedsgrad. En lettere depression kan ofte overvindes uden medicinsk behandling.
En mellemsvær/moderat depression behandles ofte med medicin og sideløbende med terapi.
Er den syge blevet svært depressiv, er det stort set kun medicin, der kan hjælpe, før den livstruende fase i depressionen er aftaget.
Hvis den syge er gledet ind i så slem en tilstand, at man frygter, at vedkommende vil tage sit eget liv, skal man forsøge at få den deprimerede til den psykiatriske skadestue og derfra indlagt til observation, indtil faren er drevet over.
Det lyder voldsomt og skræmmende, men det kan i nogle tilfælde være begyndelsen til en gradvis fremgang.
Elektroterapi
I sjældne tilfælde, hvor medicinen ikke virker hurtigt nok, må man ty til elektroterapi (ECT), i gamle dage kendt som de frygtede ”elektrochok”. Den form for behandling virker ikke blot skræmmende for de fleste, den er også meget tabubelagt, men denne behandlingsform er ret effektiv for mange depressive. Desuden er behandling blevet langt mere raffineret og skånsom end for år tilbage, og den eneste typiske bivirkning er forbigående hukommelsestab. Patienten er i fuld narkose og mærker således ingenting, mens behandlingen foregår.
Behandlingens forløb
Til at begynde med må man gå til sin egen praktiserende læge. Den depressive mangler ofte beslutsomhed, så det er tit op til de pårørende at tage initiativet.
Lægen bør kunne stille en generel diagnose, men i tvivlstilfælde bør lægen henvise patienten til en psykiater. Dette bør være lige så acceptabelt som at blive henvist til en specialist i fysiske sygdomme.
Flere praktiserende læger tilbyder samtaleterapi til personer med lettere depressioner. Andre forsøger i første omgang at behandle med antidepressiver. En behandling med medicin begynder oftest med en meget lav dosis, og målet er så at finde den rette mængde medicin, som virker bedst. Denne dosis medicin fortsætter den depressive så med fremover.
Det kan i nogle tilfælde være en god ordning, men hvis der ikke sker en forbedring i patientens tilstand inden for en rimelig periode, bør lægen henvise patienten til en specialist i psykiske sygdomme.
Meget kort kan det siges, at antidepressiv medicin skal forøge og stabilisere mængden af serotonin, et vigtigt stof i hjernen som den depressive har for lidt af. Den tekniske forklaring er enkel nok, men at finde medicinen med den bedste virkning kan være særdeles vanskelig.
Det gælder ved psykiske lidelser ligesom ved fysiske, at man bør kunne have tillid til sin egen læge. Dog bør man også have sin kritiske sans med, når det kommer til fremgangen i behandlingen.
Virker det, eller virker det ikke?
De forskellige antidepressiva ligner umiddelbart hinanden kemisk, men mange syge reagerer meget forskelligt på den samme medicin. Man skal derfor være klar over dette, og være klar til at prøve andre slags antidepressiva, eller at tage flere slags præparater samtidig.
I løbet af nogle uger bør der indtræde en mærkbar bedring, som omgivelserne tit er de første til at opdage, men i nogle tilfælde kan der gå nogle måneder, før den fulde virkning indtræder.
Alt dette skal ske som et samarbejde mellem to ligeværdige parter, lægen og patienten. Patienten skal på sin side være indstillet på at følge lægens anbefalinger, men lægen skal samtidig være indstillet på at lytte og forholde sig til patientens erfaringer.
Det er derfor nødvendigt, at både den depressive og de pårørende har tålmodighed og optimisme. I denne fase er det vigtigt at få den syge til at holde ud. Håbet om en forbedring er meget vigtig, også selv om man tvivler på, at det nogensinde bliver bedre!
Bivirkninger under behandlingen
Ligesom al anden medicin kan antidepressiv medicin have bivirkninger, men reglen er, at de fleste bivirkninger forsvinder i løbet af få dage eller uger. Medicin virker forskelligt på mennesker, nogle bliver raske af den ene, og nogle af den anden. Hvorfor vides endnu ikke helt bestemt. Antallet af bivirkninger er også forskellige, nogle får mange, andre få. Det er hele tiden vigtigt at finde en balance mellem den gode virkning og bivirkninger.
De hyppigste bivirkninger er i begyndelsen mundtørhed, hovedpine, kvalme, uro, ”forfrossenhed” eller ”hedeture”, dårlig søvn, eller konstant søvnighed. Langt de fleste bivirkninger forsvinder i løbet af få dage eller få uger, når kroppen har vænnet sig til medicinen. Så også her gælder det om at hjælpe patienten til, at “bide tænderne sammen” og holde ud.
Det kan tage et stykke tid, inden den gode virkning bliver større end den dårlige, som helst skal forsvinde helt. Sker dette ikke inden for en rimelig tid, må lægen finde en anden medicin, hvis det er muligt. En god psykiater ”opgiver” aldrig sin patient, selv om det er svært at finde noget, der virker.
