Så kom det endelig: Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til 10-års planen for psykiatrien. Arbejdet er en tiltrængt anerkendelse af, at tidligere indsatser på området har været utilstrækkelige og selv om det ikke står der direkte, er det alment kendt at psykiatrien er blevet økonomisk udsultet gennem mange år.
Nu kommer så stribevis af forslag og 37 anbefalinger til at styrke indsatsen gennem kapacitetsudbygning og kvalitetsforbedring. Disse tiltag er intet mindre end nødvendige, men frem for kun at styrke de allerede eksisterende indsatser, mangler et forsøg på nytænkning af det psykiatriske område med mere fokus på at forstå psykisk dårligdom og at se mennesket bag sygdommen.
Hvis vi giver os tid til at forstå, hvad der skaber følelser af angst, stress og depression hos mennesker, kan vi bedre skræddersy en forebyggende indsats. Derfor bør Sundhedsstyrelsen – og alle aktørerne i sundhedsvæsenet – også forpligte sig til stærkere samarbejde med og inddragelse af civilsamfundet. Vi skal huske på, at vi bruger kun kort tid på behandling i psykiatrien, langt det meste af vores liv lever vi udenfor – i civilsamfundet.
Det er også her, der er størst mulighed for at møde individet og implementere tidlige indsatser til begyndende mental mistrivsel. Hvis vi sideløbende med psykiatriplanen opprioriterer forebyggelse i resten af samfundslivet, vil det derfor kunne være et skridt tættere på et bedre liv for mennesker med psykisk sygdom i Danmark.
Det faglige oplæg bruger ofte udviklingen i kræftbehandlingen i Danmark over de sidste 20-25 år som pejlemærke for, hvordan vi kan flytte os fra en middelmådig position til en verdensklassestandard. Det, vi så bare skal være opmærksomme på, er, at vi bruger 10-årsplanen som afsæt for at tænke stort. Det er fint at have mål og indikatorer, der driver processen fremad på kun 10 år, men vi brugte 20 år på kræftområdet. Det er mere end almindeligt optimistisk at tro, at vi kan løfte et i forvejen underprioriteret område på den halve tid.
Tre helt afgørende forudsætninger for at vi lykkes med at gennemføre oplæggets anbefalinger er for det første, at vi lader målene styre indsatsen og ikke det forhåndenværende råderum i Statens budgetter. Coronapandemien har om noget vist os, at når vi mobiliserer bred politisk vilje og så kan vi også finde den økonomisk styrke og den planlægningsmæssige handlekraft. For det andet, at vi formår at prioritere sammen og ikke vil gøre det hele på en gang, men evner at holde de langsigtede mål for øje. For det tredje, at fokus ikke altovervejende bliver på, hvordan vi behandler og laver umiddelbar forebyggelse, men også hvordan vi tænker på at skabe et samfund og arbejdsmarked, der ikke producerer mere psykisk sygdom, men mere sundhed.
De næste måneder bliver vigtige for, om vi får sat sejlene og kursen rigtigt.
/Morten Ronnenberg, DepressionsForeningen
