DepressionsForeningens logo.
Søg
Close this search box.
Portrætbillede af Michael Wichmann Pedersen.

Ny projektleder skal oplyse om depression hos ældre

Med en millionbevilling fra TrygFonden har DepressionsForeningen og Danske seniorer fået finansiering til en oplysningsindsats over for ældre om, hvad depression er, hvad der kendetegner depression hos ældre, og hvordan man kan få hjælp.

Baggrunden for projektet er, at studier viser, at hver anden, der har en depression, ikke får stillet diagnosen. Det betyder, at alt for mange ældre går rundt med en udiagnosticeret depression – og ikke får ikke den hjælp, de har behov for. I sidste ende koster det liv. Derfor skal der blandt andet en stor oplysningsindsats til. Derfor har DepressionsForeningen og Danske Seniorer ansat Michael Wichmann Pedersen som ny projektleder. Michaels opgave bliver at rejse landet tyndt og støtte lokalforeninger og selvhjælpsgrupper med oplæg om depression, forebyggelse og muligheder for hjælp.

På spørgsmålet om hvorfor Michael finder projektet vigtigt, svarer han:

– Selvmordsraten blandt ældre er ALT for stor. Faktisk er det sådan, at 25% af alle selvmord i Danmark sker blandt de 15% ældste. Samtidig ved vi, at behandlingen af ældre med depression er meget effektiv. Den medicinske behandling virker for langt de fleste, så livskvaliteten ville forbedres for de mange udiagnosticerede. Mange flere af disse skal fanges. Det er da værd at kæmpe for!

Michael forklarer, at symptombilledet ofte er anderledes for ældre end for resten af befolkningen. Derfor er det vigtigt, at vi alle bliver opmærksomme på os selv – og vores nære – og stiller os kritiske, hvis der kommer forandringer i fysik, følelser eller adfærd. Eksempelvis er svimmelhed jo ikke lige noget, vi kobler sammen med depression, men det kan godt være dér, skoen trykker. Det forudsætter dog, at folk ved, at det er et tegn, de skal kigge efter.

– Jeg håber, at vi kan skabe mere viden med dette projekt. Det er SÅ vigtigt, at vi er opmærksomme på os selv, men også på vores nære. Det er ikke fordi vi skal diagnosticere os selv eller andre, men vi skal huske os selv og andre på at gå til lægen. Mange sundhedspersoner er heller ikke nok opmærksomme på det slørede symptombillede hos ældre, og så skal man måske være fræk nok til at minde dem om det, siger Michael.

– Jeg oplever, at der de sidste 10-15 år er sket et skred i forhold til tabu om stress og angst. Mange flere fortæller nu åbent om deres personlige erfaringer med det. Men hvad angår depression, så halter det. Det er jo grotesk, at vi har en folkesygdom som stadig er tabubelagt. Vi skal tale om det!

Michael bor i øvrigt i Trørød med sin mand Jacob. Han har studereret på Københavns Universitet og har også en sygeplejefaglig efteruddannelse i psykiatri. Han kommer fra et job som projektleder i ISS, hvor han de sidste 12 år har varetaget en række projekter, der har hjulpet mennesker med psykisk sårbarhed i job.

Michael havde første arbejdsdag 1. juni og har kontor i DepressionsForenings sekretariat i København – og når foreningerne i Danske Seniorer er klar til at mødes igen, er han klar til at tage ud i hele landet og fortælle om depression blandt ældre.

Andre nyheder

Portrætbillede af Mogens Loenborg.

Ny formand

Desværre har Mogens Lønborg meddelt, at han af private grunde må trække sig som formand

Del nyhed