Vinterens nedlukning og isolation på grund af corona-krisen har været en hård omgang for rigtigt mange. Det gælder især for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom og for pårørende omkring dem, der forsøger at støtte og hjælpe på bedste vis. Derfor arrangerer DepressionsForeningen nu et online foredrag om at være pårørende til psykisk sygdom.
I foredraget stiller vi skarpt på de følelser og oplevelser, der er almindelige, når man er pårørende til en person med psykisk sygdom. Oplægget byder også på inspiration og redskaber til, hvad du selv kan gøre, og hvordan du passer på både dig selv og din syge pårørende.
Aftenens foredragsholder er psykolog Line Kirstine Hauptmann. Hun har gennem flere år arbejdet med psykisk sygdom og hjulpet mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende med at finde deres ressourcer og tackle udfordringer forbundet med psykisk sygdom. Sammen med Louise Meldgaard Bruun har Line for nyligt udgivet bogen ’Pårørende – til en person med psykisk sygdom’, som foredraget tager afsæt i.
Tid
Foredraget er online, så du kan være med, uanset om du bor i Skagen eller Svaneke, så længe du har internet.
Det foregår onsdag den 5. maj kl. 19-21.
Tilmelding
Du tilmelder dig ved at klikke på ‘Tilmeld’ knappen nedenfor. Umiddelbart før foredraget sender vi en mail med et link til foredraget til alle tilmeldte.
Har du spørgsmål til foredraget, teknikken eller andet, er du meget velkommen til at skrive en sms til sekretariatet på 91 89 88 88, så vender vi tilbage til dig.
Vi glæder os til at se dig online.
Mange hilsner DepressionsForeningen