Det er både en glæde og en frustration, at vi i denne uge fik den længe ventede psykiatriplan. På glædessiden står især, at der var en bred politisk forligskreds bag aftalen. Det afspejler både den brede politiske prioritering af vores psykiske velfærd og giver håb om, at når planen skal udfoldes efter et valg, så er der vilje til at gøre det. Positivt er det også, at politikerne har lyttet og fulgt det gennemarbejdede faglige oplæg, som Social- og Sundhedsstyrelserne præsenterede i januar. Det betyder, at der er sat en retning, og vi kan forvente, at den bliver fortsat og udbygget. På det helt konkrete plan er det også glædeligt, at ordningen med gratis psykologhjælp for de unge gøres permanent, for de har brug for den.
Men vi har også et par hjertesuk. For når man ved, at væksten i psykisk sygdom i markant grad har oversteget væksten i budgetterne, så var der med god grund en forventning til, at nu skulle der for alvor ske noget med ressourceprioriteringen til psykiatrien i bred forstand. Ikke kun til antallet af sygeplejersker, læger og senge, men også til socialpsykiatrien og alle de forebyggende tilbud, der skal til for at forhindre at folk overhovedet nærmer sig den hospitalsbaserede psykiatri. På både ældre- og børneområdet vil regeringen lade pengene følge med, når der bliver flere børn og ældre. Det bør også gælde psykiatriområdet.
DepressionsForeningen har en række kritikpunkter af den indgåede aftale og de vigtigste er disse:
For det første er det en skam, at planen kun er fireårig, for hvem ved, om vi kan regne med politikernes fortsatte prioritering og engagement, også om to eller tre folketingsvalg. Christiansborg kunne lave en langsigtet aftale for finansiering af forsvaret frem til 2035 med årlig ekstrabevilling på 18 mia. kroner. Den samme tænkning bør vi have for psykiatrien. Alternativet er en stadigt mere syg befolkning, der ikke imødekommer behovet for en stærk arbejdsstyrke, herunder udfordringerne med at skaffe nok folk til Forsvaret.
For det andet har aftalen kun har et begrænset budget på 1,95 milliarder kroner – altså over fire år. I alt 450 mio. kr. i 2023 og derefter 500 mio. hvert år i tre år. Det kan lyde af meget, men når det bredes ud over alle indsatser og ud over hele Danmark betyder det, at smørret bliver smurt tyndt ud og effekten lokalt bliver svær at mærke.
For det tredje, og temmelig ærgerligt, så er nogle af midlerne penge, der var afsat til andre tiltag. De 120 mio. kroner ud af næste års budget på 450 mio. kr. kommer fra det, man kalder SSA Reserven. Det er penge, som normalt ville gå til brugerrettede sociale og socialpsykiatriske tilbud, som mennesker med psykisk sygdom så ikke kan forvente at kunne gøre brug af. Derved kommer vi til at flytte penge fra den ene lomme til den anden, og det styrker næppe vores indsats for psykisk sundhed nævneværdigt.
For det fjerde, så er det uheldigt, at hele rekrutteringsproblematikken ikke for alvor berøres. Vi mangler behandlere i psykiatrien i mange faggrupper. Det tager cirka 12 år at uddanne en psykiater. Hvis vi har en plan på 10 år (og det har vi ikke engang), så burde det måske være et af de første steder, vi skulle sætte i gang, så vi er nogenlunde på forkant med fremtidens udfordringer.
DepressionsForeningen tror på, at der med de mange gode viljer, vi ser blandt psykiatri og socialordførere i Folketinget, er en mulighed for at komplettere og udbygge den vedtagne plan. Vi ser frem til efter et valg, at få sammensat de udvalg der skal bære planen videre.
Mogens Lønborg (formand) & Morten Ronnenberg (generalsekretær)
Læs planen her (Åbner som PDF)
