Vil du have et meningsfuldt job, hvor du er med til både at opbygge fællesskaber og lokalgrupper i Nord- og Midtjylland og bygge et socialt café-projekt i Ålborg? Er du en god koordinator, og vil du have en faglig legeplads, hvor du har stor indflydelse på projektets udvikling? Så er stillingen som projektleder i DepressionsForeningen måske noget for dig.Psykiatri og mental sundhed er berettiget kommet i fokus. DepressionsForeningen har med en bevilling fra Spar Nord Fonden fået mulighed for at styrke vores tilbud i Nordjylland ved at udbygge organisationen og strukturen omkring selvhjælpsgrupper, samværsaktiviteter samt etablere og udvikle en ny social Café i Ålborg. Dertil kommer etablering af samarbejde med lokale sundhedsaktører og private aktører samt udvikle faglighed, synlighed og tilgængelighed i DepressionsForeningens tilbud i regionen. Ambitionen med projektet er at mennesker med psykisk sårbarhed i Region Nord og den nordlige del af Region Midt vil få styrket adgang til lokale aktiviteter og fællesskaber med ligesindede og derigennem forbedret mental sundhed. Den primære målgruppe er voksne borgere berørt af depression eller bipolar lidelse, uanset om det er som ramt eller pårørende. Dertil kommer andre psykiske udfordringer forbundet hermed så som angst, stress og OCD.I den sammenhæng opretter vi en stilling som projektleder, hvor du får en vigtig rolle som igangsætter, facilitator og koordinator for en række aktiviteter og initiativer, der hjælper og støtter mennesker berørt af psykisk sygdom i Nordjylland.
Om jobbet
Projektet er en del af DepressionsForeningens ønske om at udbygge og styrke vores tilbud i Region Nord. Aktuelt har vi i samarbejde med Angstforeningen og OCD-foreningen en café i Århus og Odense, og vi har 14 års erfaring med at drive den sociale Café Blom i København. På landsplan har vi ca. 25 selvhjælpsgrupper og et stort netværk af frivillige gruppeledere.
Stillingen har en varighed af 3 år fra den 1. maj 2023 til 30. april 2026 og er forankret i DepressionsForeningens sekretariat i København. Projektlederen vil være fysisk placeret i Ålborg med tæt organisatorisk tilknytning til kollegaerne placeret i København. Projektlederen vil i hverdagen arbejde i et kontorfællesskab af ligesindede organisationer. Der vil indgå hyppige rejser til sekretariatet i København, og kollegerne fra sekretariatet vil hver måned komme til Aalborg, så der er en tæt dialog.
Arbejdsgruppen omkring projektet vil bestå af dig som projektleder, generalsekretæren i DepressionsForeningen (projektansvarlig), projektledere fra Café Blom i København samt en administrations- og kommunikationsmedarbejder. De øvrige projektledere i DepressionsForeningen vil indgå i samarbejde om udvikling af aktiviteter indenfor deres specialområde f.eks. seniorer og depression, frivilligkoordinering eller samtaleteknikker i relation til at håndtere selvhjælpsgrupper.
Stillingens hovedopgave er at udvikle, organisere og implementere aktiviteter, der styrker nordjydernes adgang til oplysningsaktiviteter, der formidler redskaber og viden til håndtering af depression, bipolar lidelse og psykisk sårbarhed. Som en integreret del af jobbet vil der blive en stribe kommunikations- og koordineringsopgaver, der kræver en stærk organisator med en skarp pen.
Som projektleder vil du
- være kontaktperson og ansvarlig for at realisere projektets aktiviteter og nå de opsatte mål i forhold til udvikling, opstart og koordinering af en række tilbud Region Nord, herunder etablering af selvhjælps- og samværsgrupper samt etablere en ny social café med reference til generalsekretæren i DepressionsForeningen
- styrke den faglige udvikling og det sundhedsfaglige samarbejde, så vi har relevante aktiviteter af høj social- og sundhedsfaglig kvalitet i Region Nord med sparring og støtte fra kollegaer i DepressionsForeningen.
- bidrage til fundraising til nye projektaktiviteter
- medvirke til at skrive artikler, SoMe-opslag og andre kommunikationstiltag om projektet
- være medansvarlig for rapportering og overordnet administration af projektet
- sikre løbende sparring og kontakt med frivillige
- bidrage til evaluering og dokumentation.
Om din profil
Vi forestiller os, at vores nye projektleder har en akademisk baggrund eller en professionsbachelorgrad og har solidt kendskab til mental sundhed, projektudvikling og kommunikation.
For at trives i stillingen skal du få energi ved at være i en travl og dynamisk jobsammenhæng, hvor det er vigtigt at gøre en forskel for andre. Vi ser gerne, at du kan nikke ja til alle eller mange af de følgende kriterier:
- har erfaring med frivilligt drevne projekter (både planlægning, koordinering, udførelse og kommunikation)
- har en solid social- eller sundhedsfaglig baggrund og gerne godt kendskab til mental sundhed
- er god til at skabe relationer, kommunikere med mennesker, lytte og rumme forskellighed
- har prøvet at etablere samarbejder på tværs af civilsamfund, kommune og region
- kan dokumentere dine gode evner til at kommunikere mundtligt og skriftligt
- har et stort drive og – især! – kan arbejde selvstændigt
- har mulighed for lejlighedsvist at deltage i aktiviteter i andre dele af landet og ind i mellem i weekenden
- kan indgå med godt humør i DepressionsForeningens organisation
- kan starte fra d. 1. maj 2023
Vi tilbyder
- et spændende job, hvor du får en sjælden udviklingsplatform inden for mental sundhed
- en stilling i 3 år med fuld fart på lige fra start til slut med ansvar og stor grad af selvstændighed
- at blive en del af en organisation i udvikling (depression er der desværre ikke mangel på)
- et job med fleksibel arbejdstid samt mulighed for at arbejde hjemmefra indimellem
- en stilling forankret i Ålborg og med tæt sparring og samarbejde med kollegaer i København
- en organisation med fokus på åben kommunikation, faglig sparring og personlig udvikling
- adgang til en sektor i fokus og med engagerede kolleger og frivillige
- stor mulighed for at præge egne arbejdsopgaver.
Ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos generalsekretær Morten Ronnenberg Møller morten@depressionsforeningen.dk eller tlf. 33 12 47 27 eller mobil 53 88 93 33.
Ansøgningsfrist mandag d. 6. marts kl. 12.00. Søg via knappen ”Ansøg” for at være sikker på at komme i betragtning. Obs! Vi forventer at holde samtaler i Aalborg i uge 11 (1. runde) og København (2. runde) i uge 12.
Om DepressionsForeningen
DepressionsForeningen er en landsdækkende forening stiftet i 1998 for mennesker berørt af depression eller bipolar lidelse – både ramte og pårørende. Foreningen yder hjælp og rådgivning og arbejder for at mindske stigma om sygdommene samt skabe øget viden og forståelse i befolkningen om, hvordan man forebygger og håndterer depression og andre sygdomme. Foreningen har et sekretariat i København og cirka 2.000 medlemmer, flere hundrede frivillige og 25 lokalgrupper. Læs mere på depressionsforeningen.dk