Depressionsramte er ikke dovne

For nogen tid siden mødte jeg et af vores medlemmer, som jeg af og til får en snak med på gaden, da vi bor i samme kvarter. På regionskonferencen kom hun hen til mig for lige at sige hej. Normalt er jeg god til at kende ansigter og huske navne, men jeg var blank. Årsag: hun havde fået det så godt, at hun var nærmest ukendelig. Hun havde også fået et fleksjob inden for et fag, hun kunne magte, og var meget glad for det.

Forud var gået flere års kamp med kommunens sagsbehandlere, nok til at fylde en hel sagsmappe, jeg har selv set den, det er en chokerende tyk mappe.
Jeg tror, vores omtalte medlem er et typisk eksempel, men atypisk ved sin vedholdenhed. Det afgørende vendepunkt for hende havde været, at hun efter år endelig var kommet i behandling hos en psykiater.

Jeg har endnu ikke mødt et dovent medlem af foreningen, men mange, som først ikke kunne klare presset fra den gamle arbejdsplads og derefter er løbe panden mod en mur af bureaukrati. Det er også en mur af manglende viden hos sagsbehandlere og jobkonsulenter, “man kan jo ikke se det”. Det er heller ikke ualmindeligt at skulle skifte sagsbehandler fire gange på et år, som hver gang betyder forfra igen. I denne løben spidsrod med flere forliste jobprøvninger, mange breve og blanketter, der skal udfyldes, bliver mange så dårlige, at det ender med pension i sidste ende. For mange er det til sidst en lettelse, men for andre er det en falliterklæring ikke at kunne arbejde mere.

Det tragiske er, at med den rigtige behandling, som i høj grad også involverer relevant psykoterapi sammen med psykiaterbehandling og støtte fra en socialrådgiver, kan selv meget dårlige patienter komme tilbage på deres arbejde, men måske i fleksjob. Dette findes der dokumentation for i Danmark og er ikke løs snak fra min side.

Med mangel på kvalificerede behandlingstilbud i det offentlige og mangel på arbejdskraft er det uforståeligt, at politikerne ikke snart vågner op og sætter massivt ind, selvom der rundt omkring findes halve løsning for de sværest ramte. Der er ikke kun millioner at spare men milliarder. DepressionsForeningen medvirker gerne med forslag og råd.

Mange hilsner
Karen Margrete Nielsen