Søg
Close this search box.

Nyt fra Bestyrelsen

Den nye bestyrelse var samlet for første gang siden generalforsamlingen til møde lørdag den 28. juni, det var derfor nødvendigt med en introduktion til foreningens arbejde, organisation, regler og retningslinier.  Til alles store glæde har Eva A. meldt sig som næstformand. Det er et stort fremskridt for bestyrelsen også at have en næstformand.
Der blev evalueret på årets generalforsamling, som var et større tilløbsstykke end sædvanligt. Det er vi rigtigt glade for. Der blev udtrykt tilfredshed med stedet, maden og oplægsholderen, psykolog Henrik Tingleff.

Derudover blev der evalueret på frivillighedskurset, som foreningen tilbyder til de personer, som arbejder frivilligt for foreningen, dels for at styrke sammenholdet blandt de frivillige, men også for at ruste dem til at håndtere de opgaver, de varetager. Kurset fandt sted weekenden den 21.-22. juni i Knudshoved. Også dette har været en særlig god oplevelse i år og har medført mange roser. Der arbejdes allerede nu på at finde nye datoer, oplægsholdere og faciliteter til både generalforsamling og nyt frivillighedskursus i 2009.

10 års jubilæum
Bestyrelsens største opgave netop nu er afholdelse af 10 års jubilæum her i efteråret. Der er blevet forberedt forskellige arrangementer, som vil løbe af stablen i henholdsvis København, Århus, Odense, Ålborg og Holstebro. Det vil være en blanding af faglige temadage, musik og stand-up. Bestyrelsen har fat på flere kendte personer, som gerne vil stille op for foreningen. Datoerne for de enkelte arrangementer kan findes i denne udgave af Depressions Tidende.
I forbindelse med jubilæet lanceres endvidere en kampagne, der bliver ført an af en ny hjemmeside, hvor vi forsøger at få fat på de unge ved hjælp af humor. Det kan være svært at nå denne gruppe, hvorfor vi nu prøver at skabe opmærksomhed om depressionssygdommen og vores forening via en humoristisk vinkel. Vi håber meget, at dette bliver en succes og vil give viden til de unge.

Ny hjemmeside
Den nye hjemmeside er nu oppe at køre, men der mangler fortsat justeringer. Siden byder på opdateret information og helt nye muligheder for at kommunikere med foreningen. Vi håber meget, at mange af Jer vil registrere Jer på siden, da der stadig er ganske få, som har gjort dette.
Det var alt fra bestyrelsen for nu. Vi håber at se mange af Jer til efterårets arrangementer.  

Andre nyheder

Del nyhed