DepressionsLiniens telefonvagter har gennem årene lagt ører til mange tanker, spørgsmål og frustrationer fra depressionsramte og deres pårørende. Et spørgsmål går ofte igen: Hvad kan jeg selv gøre for at få det bedre? Læs Saras svar her
Af Sara, frivillig på DepressionsLinien og tidligere depressionsramt
I mine samtaler på DepressionsLinien har jeg bemærket et spørgsmål, som ofte går igen: ’Hvad kan jeg selv gøre, når terapi ikke er løsningen?’
Spørgsmålet kommer dels fra depressionsramte, som har dårlig erfaring med psykologbehandling. Dels fra pårørende, som er frustrerede over, at en ven eller et familiemedlem nægter at gå i terapi. Begge grupper efterspørger derfor værktøjer til, hvordan de selv kan handle på smerten.
Her har jeg samlet nogle af de forslag, jeg plejer at give, og som folk finder brugbare. De bygger primært på personlig erfaring.
Til den depressionsramte:
Når dagen synes uoverskuelig, eller en angst for de daglige gøremål er ved at udvikle sig, må man starte i det små. Hverdagen bliver mere overkommelig, hvis man sætter sig for at gøre én ting ad gangen. Det kan være en god idé at skrive på et stykke papir, hvad man ønsker at opnå den pågældende dag.
Planlægningen skaber ro og struktur, simple opgaver er til at overskue, og gennemførelsen af dem kan give følelsen af succes. Hvis du ikke når i mål i dag, er der en ny dag i morgen.
Synes gøremålene alligevel at være en for stor mundfuld, udgør tanker ligeledes et redskab, man kan tage i brug. Enten ved at tænke tilbage eller se fremad. Gode minder vidner om en tid, hvor man var lykkelig. Derfor kan det hjælpe på tristheden at reflektere over, hvorfor man var lykkelig på netop det tidspunkt. Og hvordan følelsen atter kan blive del af ens liv. Når man ser fremad, kan man overveje, hvad man glæder sig til at kunne igen. Sådanne tanker kan give fornyet styrke og vække følelsen af håb.
Til den pårørende:
Som pårørende ønsker man typisk at gøre alt, hvad der står i ens magt, for at hjælpe vennen eller familiemedlemmet med depression.
Ofte implicerer det en opfordring til at gå i psykoterapeutisk behandling. Det hjælper imidlertid ikke at presse på, hvis motivationen ikke er til stede hos den depressionsramte. I stedet må man give plads og gøre det klart, at man er der for vedkommende, når behovet melder sig. Samtidig er det vigtigt, at man som pårørende også husker at passe på sig selv. En klippe står kun så længe, som fundamentet er stabilt. Derfor kan det være gavnligt, hvis der bliver lagt andet for dagen end tungsind og ensomhed. Også for den depressionsramte, idet dagligdags aktiviteter med pårørende kan lede tankerne hen på livet, der var engang. Og livet, der med tiden kommer tilbage.
