Lise kan godt rumme, når hendes mand er trist og på vej ud i en depression. Men den vrede, der følger med, havde nær skilt parret ad, da den første depression ramte. Med tiden har de sammen fundet måder at håndtere hans vrede på.
Af Simon Oxby
I efteråret 2008 bliver Lises mand gennem 15 år mere og mere trist, og op mod jul får deres søn konstateret knoglekræft. Parret sætter derefter alle kræfter ind på at støtte sønnen under hans sygdom. Tristheden er der ikke overskud til at tænke over.
Lise er i dag 53 år og arbejder som pædagog. Deres to børn og hendes mand Gert har det godt i dag. Han arbejder som kirkegårdsleder, børnene er blevet store og er flyttet hjemmefra. Ægteskabet er intakt. De har lært at rumme og håndtere de fleste af de vanskeligheder, Gerts depressioner giver dem.
Han er ikke den samme som før
Parret har ofte gæster hjemme i huset, som ligger i landsbyen Sulsted nord for Aalborg. Men alt er ikke, som det var før, Gert fik en depression.
-I familien taler vi om et før og efter sygdommene. Først blev vores søn kræftsyg. Et år senere får vores datter konstateret diabetes 1. Og året efter får min mand omsider en diagnose. Hans tristhed har udviklet sig til depression, fortæller Lise Juul Lauritsen.
-Gert har kun to opgaver, når vi har gæster – han er social sammen med gæsterne og griller kødet. Hukommelse og overblik er ikke det samme efter depressionerne. Gert vil gerne hjælpe mere til og tage med på ture med gæsterne, men det stresser ham for meget.
Når matheden sætter ind, ved Lise, at den er gal
Lise har vænnet sig til, at hendes mand har forandret sig. I flere år fik han antidepressiv medicin, og han har fået det meget bedre. Derfor tager han ikke længere medicinen. Gert er blevet god til selv at fornemme, om han er ved blive syg, og Lise hjælper ham.
-Jeg er som korkproppen, der altid flyder oven på. Gert tager omvendt sorgerne på forskud. Sådan har han altid været, men når han føler sig mat eller er arrig flere dage i træk, så ved jeg, at det er depressionen, der ulmer.
Det er ikke vanskeligt for parret at tackle, at Gert indimellem er trist og mat. De er gode til at tale om, hvad de føler, synes Lise. Men hans arrigskab har hun stadig svært ved at holde ud.
– Når Gert har det godt, har han den ro over sig, som jeg forelskede mig i og har brug for i mit liv. Men når depressionen sætter ind, er han ofte gnaven og til tider vred på mig. Vreden er det værste – så er vi ikke længere på det samme hold.
En kærlighedserklæring til at komme videre på
Nogle gange kan Gerts vrede være så udtalt under depressionen, at han er kørt væk fra hjemmet om natten og først er kommet tilbage om morgenen. Det har Lise sagt fra overfor.
De har indført nogle kodeord, som Lise skal sige, så Gert forstår, at han er gået over grænsen og har brug for en pause. Så går Gert ud og ryger nogle smøger og husker på de mantraer, de har aftalt. Det er sætninger som: “Jeg elsker dig”, “Når du siger det, så er det rigtigt”, og “Det er dig, jeg vil være sammen med”.
-Jeg ved nu, at Gert har svært ved at mærke kærligheden til mig i de perioder, hvor han er nede i det sorte hul. Derfor har vi begge to brug for at bliver fyldt med gode ord og hensigter for at komme op igen.
Jeg er din kone
Ægteparret er aktivt i DepressionsForeningen. Lise har haft stort udbytte af en selvhjælpsgruppe med andre pårørende, fordi det ofte er svært for andre at forstå hendes situation.
-Jeg har mødt nogle, der foreslår, at jeg lader mig skille fra Gert, når de hører om de dårlige perioder, hvor depressionen fylder. Men jeg elsker Gert, og vi har mange gode perioder, hvor vi dyrker vores fælles interesser med DepressionsForeningen og ikke mindst vores dejlige venner.
Sølvbrylluppet blev holdt sidste år. Når Lise ind i mellem føler, at Gerts sygdom fylder for meget, får han det vide.
Jeg er din kone – ikke din støttepædagog.
Tre råd fra Gert og Lise til andre par og pårørende
- Lav aftaler i fredstid, hvor der er ro og tid til at tale igennem, hvad begge parter ønsker og har brug for.
- “Selv om man har en diagnose, skal man stadigvæk opføre sig ordentligt”. Citatet er fra et foredrag med Mikaela Sindesen, der er bipolar. En sætning, der hjælper Lise til ikke at finde sig i en hvilken som helst opførsel.
- Søg sammen viden om sygdommen. Det kan være foredrag, bøger eller artikler. For os er det tit forskellige vinkler, vi bliver optaget af, og det er spændende at vende det med hinanden.
