Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Sygemelding – hvad skal jeg gøre?

Kvinde der spiser i sengen.

Med en depression kan det være svært at komme af sted på arbejde/eller sit studie. Kroppen kan føles helt enormt tung især om morgenen. Koncentrationsevnen og hukommelsen er svækkede. Man er ikke det, man plejede på sit arbejde. Her kan det være nødvendigt med en sygemelding

Arbejdsevne og depression

Hvis man bliver deprimeret, kan det sjældent undgås, at det får indflydelse på arbejdsevnen. På den ene side er man følelsesmæssigt ude af balance. Man føler måske ikke den samme motivation og lyst til at gå på arbejde som tidligere. Der kan også være en stor træthedsfølelse. Den gør, at arbejdsopgaverne føles uoverskuelige. Mange deprimerede har det værst om morgenen og kan derfor have svært ved at komme op og af sted på arbejde.

Hvad de færreste ved er, at når man synes, man har fået det bedre i forhold til energi og humør, kan der stadig være nogle såkaldte “kognitive vanskeligheder” tilbage. Sådanne symptomer er typisk lidt længere tid om at forsvinde end de andre depressive symptomer. Depressionen rammer evnen til at koncentrere sig, huske, indlære nyt stof, planlægge og igangsætte aktiviteter og til at løse problemer.

Den forstyrrelse i hjernen kan i høj grad være belastende for arbejdsevnen. Det kan pludselig være svært at udføre de mest simple opgaver, som man plejede at klare helt uden problemer. Man ‘tåler’ måske ikke, at der skal laves flere opgaver på én gang, eller at man bliver forstyrret eller afbrudt i det, man er i gang med. Man begår måske flere fejl eller glemmer opgaver eller aftaler. Samtidig vil det være udmattende at udføre opgaverne, fordi der skal bruges meget mere energi, end når man er rask.

Sygemelding

Hvis du og din læge bliver enige om, at du bør sygemelde dig, skal du gå til din arbejdsgiver eller din uddannelsesinstitution. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal sige til din arbejdsgiver, så husk, at du ikke behøver at komme med lange forklaringer med det samme.

Du kan for eksempel sige, at du har stresssymptomer og er blevet anbefalet af din læge eller psykolog at sygemelde dig foreløbigt, hvis det er tilfældet.

Et godt og åbent samarbejde med din arbejdsgiver gør det nemmere for dig at vende tilbage til dit arbejde. Hold derfor kontakten i det omfang, du og din arbejdsgiver oplever det hensigtsmæssigt.

Det er en god idé at have klare aftaler for kontakten, fx at I snakkes ved hver 14. dag, så du også kan få ro i en periode, hvis det er det, du har brug for.

Er du sygemeldt i længere tid, og modtager du eller din arbejdsgiver sygedagpenge, vil kommunen følge op på din situation. De kan invitere dig til en samtale for at drøfte din situation, og hvordan du eventuelt kan støttes i at komme tilbage til arbejdet igen. Du kan altid bede dit jobcenter om hjælp og støtte.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve