Hvad er bipolar lidelse?

Af overlæge, ph.d Rasmus W. Licht og klinisk psykolog Krista N. Straarup, Klinik for Mani og Depression, Psykiatrisk Hospital i Århus

Bipolar affektiv lidelse er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning.

Sygdommen rammer ca. 2-3 procent af befolkningen og optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd.

Selv om symptomerne og sværhedsgrad varierer, er bipolar affektiv lidelse som regel forbundet med alvorlige sociale, arbejdsmæssige, økonomiske og/eller personlige konsekvenser, herunder en selvmordsrisiko på 10-15 procent. Det er vigtigt, at sygdommen bliver erkendt og behandlet så tidligt som muligt, idet der ellers er risiko for forværring af tilstanden med hyppigere og sværere episoder.

Diagnosen bipolar affektiv lidelse
Diagnosen bipolar affektiv lidelse (i det følgende blot benævnt bipolar lidelse) har været anvendt herhjemme siden 1994, hvor WHO’s klassifikationssystem, International Classification of Diseases, 10. udgave (ICD-10) blev indført som officielt diagnosesystem. Der er et vist overlap mellem den bipolare lidelse, og det man tidligere kaldte manio-depressiv psykose. En af forskellene er, at man i dag erkender, at bipolar lidelse kan optræde i såvel psykotiske som ikke-psykotiske former.

For at opfylde kriterierne for bipolar lidelse i ICD-10 kræves mindst to sygdomsepisoder, hvoraf den ene skal være en mani, en hypomani eller en blandingstilstand. Det er i dag almindeligt at skelne mellem to hovedtyper af bipolar lidelse:

  1. Bipolar lidelse type I er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier.
  2. Bipolar lidelse type II er en variant, hvor der i sygdomsforløbet ikke optræder manier, men hypomanier og depressioner.

Nedenfor følger en kort beskrivelse af de forskellige typer af sygdomsepisoder, der kan optræde ved bipolar lidelse.

Fire forskellige slags sygdomsepisoder
Maniens kernesymptomer er unaturlig opstemthed og/eller voldsom vrede og irritabilitet. Den typiske maniske person tænker hurtigt, har mange ideer, taler meget, er ofte mere urolig og rastløs end normalt, ligesom selvfølelsen er forhøjet. Ofte ses tab af selvkontrol, der kan give sig udslag i hasarderet og hæmningsløs adfærd såsom urealistisk stort pengeforbrug, misbrug eller øget seksuel aktivitet. I de svære tilfælde af mani optræder af og til psykotiske symptomer i form af enten vrangforestillinger (urokkelige overbevisninger som strider mod almindelig fornuft) eller hallucinationer (sanseoplevelse uden ydre stimulus).

Hypomanien er en let form for mani, der er karakteriseret ved let opstemthed, øget energi, øget selvtillid og øget velvære. Ofte ses øget produktivitet, ligesom søvnbehovet kan være let nedsat. Tilstanden påvirker ikke altid funktionsniveauet, men vil ofte være påfaldende for omgivelserne. En hypomani kan hos nogle være forstadie til en mani, mens den hos andre pludselig kan slå over i en depressiv tilstand.

Depression som led i bipolar lidelse er kendetegnet ved de samme symptomer som den unipolare depression (depressioner uden mani eller hypomani). Kernesymptomerne er nedtrykthed, nedsat energi og nedsat lyst. Søvnen og appetitten er typisk forstyrret, ligesom der ofte ses vanskeligheder med koncentration og hukommelse. Nedsat selvtillid og urimelige selvbebrejdelser er almindelige symptomer, og ved de moderate og svære depressioner er der ofte selvmordstanker eller i værste fald egentlige planer om selvmord. Ved de svære depressioner ses af og til psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger eller hallucinationer.

Blandingstilstanden er kendetegnet ved, at maniske og depressive symptomer optræder samtidigt eller ved hurtige skift mellem depressiv tilstand og manisk tilstand. En person kan f.eks. inden for samme time svinge mellem tristhed og opstemthed eller mellem passivitet og overaktivitet. Kombinationen af depressive symptomer og øget energi/handlekraft gør, at tilstanden er forbundet med en høj selvmordsrisiko.

Sygdommen begynder tidligt, men diagnosticeres ofte senere
Bipolar lidelse begynder almindeligvis i den sene ungdom eller tidlige voksenalder, men gennemsnitligt går der 6-7 år, fra de første symptomer eller sygdomsepisoder viser sig, til tilstanden erkendes og diagnosticeres. Flere undersøgelser peger på, at især hypomanier og blandingstilstande ofte overses, hvilket bl.a. resulterer i, at en del mennesker med bipolar lidelse fejlagtigt får diagnosen tilbagevendende depression

Stor variation i sygdomsforløbet
Forløbet ved bipolar lidelse varierer meget fra person til person bl.a. med hensyn til episodernes antal, sværhedsgrad, varighed og art. Mellem sygdomsepisoderne er der ofte neutrale perioder af varierende længder, dvs. fra uger til år eller årtier. En del mennesker oplever dog lettere depressive eller maniske symptomer uden for de egentlige episoder. Undersøgelser tyder på, at depressioner optræder tre gange hyppigere end manier hos mennesker med bipolar lidelse.

Mens prognosen for den enkelte sygdomsepisode er relativ god, er prognosen på langt sigt uhyre varierende. Ud over relevant behandling har gode personlige ressourcer, stabil livsførelse og social støtte positiv indflydelse på forløbet, mens tilstedeværelsen af misbrug eller angstlidelser har tendens til at forværre prognosen.

Genetiske forhold og stress har betydning for sygdommens udvikling
En almen accepteret forklaringsmodel for bipolar lidelse er den såkaldte stress-sårbarhedsmodel. Ifølge denne model er det særlige biologiske forhold, som til en vis grad er arveligt bestemte, der gør en person sårbar over for forskellige former for stress. Er der bipolar lidelse blandt nærtbeslægtede, øges risikoen for at udvikle sygdommen med mindst en faktor 10 i forhold til befolkningen i almindelighed.

Behandling af bipolar lidelse
Behandlingen kan opdeles i behandling af den enkelte sygdomsepisode og i forebyggelse af nye episoder. Svære manier og svære depressioner kræver som regel indlæggelse på hospital. I såvel den akutte fase som i den forebyggende behandling spiller medicin en afgørende rolle.

Ved mani og maniske blandingstilstande er lithium, forskellige typer af såkaldte antiepileptika og antipsykotika standardbehandling. Der er ofte behov for at supplere behandlingen med benzodiazepiner (Stesolid-lignende præparater).

Behandlingen af depression som led i den bipolar lidelse adskiller sig fra almindelig depressionsbehandling, især pga. risikoen for udløsning af maniske symptomer ved anvendelse af antidepressiva. Antidepressiva kan og bør af og til anvendes, men bør altid kombineres med et lægemiddel, der kan beskytte mod mani, f.eks. lithium eller et antipsykotikum.

Har en person to episoder eller mere inden for fem år, anbefales en forebyggende medicinsk behandling, der f.eks. kan bestå af lithium eller et antiepileptikum.

Ofte er det relevant at kombinere den medicinske behandling med psykoedukation (dvs. en form for undervisning om sygdommen og dens behandling) og forskellige former for samtaleterapi. Generelt er det vigtigt, at behandlingen tilpasses den enkelte patient, herunder de forskellige faser i sygdomsforløbet. Inddragelse af pårørende er desuden et væsentligt led i behandlingen.

/Opr. version 2008

facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Udgivet i Om bipolar lidelse