Søg
Close this search box.

Velkommen til
Café Blom Classic

En social café for mennesker med stress, angst, depression, bipolar lidelse eller ocd

Kommende events

Hvem er caféen for? 

Café Blom henvender sig først og fremmest til mennesker med depression, bipolar lidelse, angst og OCD. Du er hjerteligt velkommen til at komme ned og se om det er et sted for dig. Café Blom er for alle: kvinder og mænd, unge og ældre, samt pårørende.

Mennesker med psykotiske lidelser eller alkoholadfærd henviser vi til andre tilbud.

Når du er ny gæst

Det er helt almindeligt, når man besøger Café Blom første gang, at man kan føle sig anspændt eller nervøs. Derfor skal du vide, at vi vil tage godt imod dig – både første gang du kommer og de følgende gange, du forhåbentlig besøger caféen. Det kan være et stort skridt at træde ind i caféen, men du kan være ganske rolig. Der er intet krav om, at du skal være specielt selskabelig eller social. Du skal blot være dig selv.

Ved det første besøg bliver du budt velkommen af en frivillig. Du vil blive vist rundt og høre lidt om, hvad det vil sige at være gæst i caféen. Du vil dernæst blive tilbudt en kop kaffe eller te og en samtale, hvis du har lyst til det.

Efter rundvisningen er du meget velkommen til at sætte dig ned og deltage i snakken med de andre gæster. Du kan også sætte dig for dig selv i fred og ro og observere caféens liv og samtaler lidt på afstand. Du kan også læse avisen eller nogle af vore pjecer, tema-blade eller bøger. Endelig kan du naturligvis altid vælge at forlade cafeen, hvis du har brug for at bearbejde indtrykkene.

Café Blom har en telefon, som har nummeret: 93 63 05 75 og som er åben i Café Bloms åbningstider. Her kan du ringe for at aftale med en frivillig at tage imod dig ved ankomst, hvis det kunne være at rar måde for dig at ankomme på.

Vores sociale café 

Café Blom er ikke et værested, behandlingssted eller rådgivningssted, men derimod et fristed. Det rummelige og venlige fællesskab er det bærende fundament. Caféen tilbyder et rum, hvor man være en del af fællesskabet og derigennem kan genfinde kræfter og tro på at kunne komme videre. Målet er at bryde den negative spiral af magtesløshed og isolation ved at tilbyde deltagelse i sociale aktiviteter på overkommelige vilkår med ligesindede. Netværk og gensidig støtte reducerer følelsen af at være alene.

Indenfor i lokalerne står der bløde sofaer, der er farverige fotografier på væggene, og mennesker sidder rundt omkring i samtale med hinanden. Nogle læser avisen for sig selv, andre brygger kaffe, og nogen går en tur. Man kommer og går, som man har lyst. I caféen kan du nyde en kop te eller kaffe og et stykke brød i hyggelige omgivelser.

Café Blom er bemandet med frivillige værter, der tilbyder understøttende samtaler og netværksarbejde i et trygt og ligeværdigt miljø.

Faste tilbud i Café Blom

Caféen byder på en række forskellige aktiviteter og du kan også være med til at beslutte, hvad der skal ske gennem vores månedlige fællesmøder, der ligger den første mandag i måneden.

Åben social café

Café Blom Classic har en åben social café, der er et trygt sted for dig, der navigerer gennem livet med stress, depression, bipolar lidelse eller OCD.

Ture ud af huset

I Café Blom Classic har vi flere gange årligt ture ud af huset. Her udforsker vi København og omegn med byvandringer, ture på muséer og hvad byen ellers har at byde på. 

Faglige arrangementer

Med vores faglige arrangementer får du muligheden for at blive klogere på dig selv og din psykiske lidelse – vi afholder mindfulnessworkshops og lærerige foredrag afholdt af dygtige fagfolk. 

Friluftsture

Naturen er et vigtigt redskab i ens recovery – derfor byder Café Blom Classic på friluftsture, hvor vi tager ud i naturen, laver øvelser, laver mad sammen, og får frisk luft til hovedet 

Filmaften

Engang i mellem læner vi os godt tilbage, og ser en god film i biografen – vi deler vores tanker efter filmen med hinanden.

Kreative workshops

At være kreativ er godt for sjælen – Café Blom Classic byder på kreative arrangementer med noget for enhver smag, lige fra stenmaling til tegnekursus. 

Her finder du os

Telefon

I åbningstiden: 93 63 05 75 Projektleder: 91 89 88 88

Email

cafeblom123@gmail.com

Adresse

Studiestræde 5, stuen, 1455 København K

Åbningstider

Mandag og onsdag kl. 14 – 18. Fredag kl. 15 – 18

I hjertet af København

Gæsterne siger

Café Bloms ansigter