“Alt det smukke i livet druknede i det onde”

Efter at have fået min datter fik jeg en kraftig efterfødselsreaktion. Jeg ville ikke have medicin, fordi jeg ammede. Efter fødselsreaktionen blev startskuddet til min psykiske sygdom og tankerne om selvmord.

Daglige tanker om selvmord
Vi var et par meget pressede forældre med små børn, fuldtidsjobs etc. Det resulterede i flere sygdomsperioder og en stærk følelse af utilstrækkelighed. I 2012 fik jeg diagnosen ’Moderat til svær depression’. På det tidspunkt havde jeg ikke reelle tanker om selvmord, men tænkte på døden som en befrielse fra de mange tanker, som gjorde nogle dage ulidelige. Hos lægen fik jeg medicin, og han fulgte mig samtidig tæt. Medicinen, gjorde

mit liv tåleligt, men var ikke en kur. Livet var en lang nedtur i den periode, og det var her, tanker om selvmord begyndte at snige sig ind på mig næsten dagligt. Det var oftest tanker om at lade bilen kollidere med et træ eller hoppe ud foran en lastbil.  Tankerne fyldte mig med stor skam, men det var også en lettelse at vide, at der var en vej ud. Jeg så intet lys, følte ingen glæde og var fyldt med livslede.

Afvist på Psykiatrisk Skadestue
Jeg begyndte i en depressionsgruppe på Frederiksberg Hospital, hvor jeg fandt forståelse og genkendelse hos nogle af de øvrige patienter.

Gruppen var ledet af en psykolog, som jeg havde stor tillid til. Da jeg en dag kom og fortalte, at jeg havde fundet ud af, at mine børn godt kunne leve uden mig, sendte han mig straks til psykiatrisk skadestue i Hillerød med henblik på at få mig indlagt. Den unge læge på skadestuen mente dog ikke, jeg var rigtig deprimeret. Jeg var jo pænt klædt, havde været i bad og børstet tænder. Jeg forlod skadestuen med en fornemmelse af, at jeg ikke engang kunne finde ud af være syg ordentligt.

Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg sagde, da jeg ugen efter deltog i depressionsgruppen igen, men inde i mig selv var jeg ved at tage afsked med mine børn. Alt det smukke i livet druknede i det onde. Samme aften blev jeg indlagt. Næste morgen gav jeg slip og sagde højt for første gang: ”Jeg ønsker bare at dø.”

Frygten for at fejle i forsøget holdt Janet tilbage
Imens jeg var indlagt, overvejede jeg, om jeg skulle skære mine pulsårer over, men tænkte at det ville være for blodigt. I stedet ville jeg hænge mig i mit bælte på badeværelset. Jeg overvejede også en overdosis håndkøbsmedicin, men jeg var ikke sikker på, at det ville slå mig ihjel. Så det turde jeg ikke. Det var ikke tanker om min børn, min mand eller glæder ved livet, der i det afgørende øjeblik afholdt mig fra selvmord, det var frygten for at mislykkes.

I dag er jeg om end ikke helt rask så måske så rask, som jeg bliver. Depressionen har sat et evigt aftryk i mit liv, og den er en del af mig. Jeg har ikke længere tanker om selvmord, men ved at der er en risiko for, at de kommer igen. Især hvis jeg stopper med at tage medicinen. En omstændighed jeg har været længe om at erkende.

Mine selvmordstanker var funderet i et reelt ønske om at dø. Tænk på følelsen af forelskelse – den kan fylde din krop, dine tanker og din sjæl. Følelsen af at ville dø var lige så stærk hos mig. Den tærede mig op og overtog min fornuft og mit klarsyn. Den var så stærk, at reminiscenserne af den stadig skræmmer mig. For jeg ønsker jo ikke at dø. Alligevel var det lige ved.

Janets gode råd til andre med selvmordstanker (evt. tekstboks

• Sig det højt. Selv hvis du føler, at det er for overvældende og komplekst at forklare nogen, hvordan du har det indeni, så kan du godt sige: ”Jeg ønsker bare at dø”.
• Tal med din læge. Han/hun er din vej til behandling.
• Hold fast i tvivlen. Tvivlen er dit sande jeg, selvmordstankerne er din sygdom

Læs en ny personlig fortælling i morgen.

Læs også: “Tvangstanken kørte på repeat i mit hoved: Jeg er nødt til at tage livet af mig”

Selvmordstanker? Her får hjælp

Artiklen er en del af  “VÆLG LIVET”, temaet i næsten udgave af Balance. Som optakt bringer vi en række personlige historier om livet med selvmord. Teksten er udelukkende udtryk for fortællerens holdning.