Fra Folkemødet til fremtiden: Hvad nu?

Af generalsekretær i DepressionsForeningen, Morten Ronnenberg Møller  

Danmarks største havefest for politikere, beslutningstagere og kommunikationsfolk er vel overstået.  Bannere, roll-ups og politiske budskaber er pakket ned, og borgerne i Allinge på Bornholm kan igen trække vejret.

DepressionsForeningen var med til Folkemødet, og vi havde som mange andre brugt energi og ressourcer på at forberede en politisk dialog, hvor vores nye ambassadører, Anders og Peter Lund Madsen, stillede skarpt på en af de mest usynlige folkesygdomme: depression.

Men man kan altid med rette spørge, hvorfor vi var der, og om vi fik noget ud af det?

Hvorfor tage til Folkemøde?

For DepressionsForeningen var et af målene at styrke dialogen med de politiske partiers socialordførere. Som en forening, der arbejder i krydsfeltet mellem det sociale og det sundhedsmæssige, er socialpolitik vigtig for os. Mange mennesker med depression eller bipolar lidelse er hver dag i berøring med støtteordninger, sociale ydelser, rehabilitering, trivselsudfordringer på arbejdspladsen og meget mere. Folkemødet bliver bl.a. brugt til at få lavet nye aftaler og nye politikermøder, som besøg i vores sociale caféer, fx cafe Høk eller Blom, eller deltagelse i en kampagne, så vi gør opmærksom på vores sag, og hvad vi ønsker støtte til.

Vi vil hjælpe flere. Der er behov for mere forebyggelse, så færre bliver helt så syge. Men den slags koster penge, og depression er et område, som i mange år har været forbigået politisk. Omkostningerne er enorme både for den enkelte, de pårørende og samfundet. Vi er i dialog med politikerne, og vi bliver ved med at arbejde for, at vores sag bliver prioriteret, så flere ramte og pårørende kan få den hjælp, de har brug for.

Hvad ønsker vi støtte til?

Vi arbejder for, at DepressionsForeningen modtager statslig finansiering til nogle af vores udviklingsinitiativer. Det gælder:

• Indsatsen over for unge. Antallet af unge diagnosticeret med depression stiger hvert år. Kan vi forebygge, at de udvikler svære depressioner, mindsker vi risikoen for nye episoder og styrker deres evne til at håndtere hverdagen. Vi ønsker at udvikle ungemiljøer, hvor de møder andre unge og oplever, at de ikke er alene, og at der er en vej ud af depressionen.

• Indsatsen over for ældre. Mellem 5 og 10 procent af de ældre over 75 år vurderes at have en depression, men desværre er der mange der ikke ved det, eller ikke (vil) erkender det. Det kan betyde, at de får en forkert behandling – eller slet ikke får behandling, hvilket i værste fald kan forværre depressionen. Vi har allerede hjulpet tusindvis af ældre, men der er langt igen. Vi vil udvikle oplysningsindsatser i samarbejde med kommunerne, så vi langt hurtigere, når langt flere.

• Indsatser til alle dem, der hverken er unge eller gamle, og hvor behovet for at få hjælp samlet set er størst. Vi ønsker mere håndgribelig støtte til mennesker, der rammes af depression. Derfor vil vi udvikle og styrke vores telefonrådgivning, så den også kan blive en konkret hjælp til at navigere ud af det kaos, depressionen bringer for problemer familielivet, arbejdslivet eller økonomien. Sammen med andre, skal vi udvikle flere lokale tilbud, så der er hjælp at hente, uanset om man bor i en storby eller landsby.  

Nu skal det være de affektive lidelser tur til at få penge

Efter sommerferien skal politikerne tage beslutning om en stribe sager på sundhedsområdet, der har stor betydning for vores sag. Umiddelbart skal de tage stilling til, hvilke organisationer der skal have støtte fra SSA-reserven, og vi mener, at nu er det de affektive lidelsers tur.

Politikerne skal også tage stilling til en ny finansieringsmodel for civilsamfundsorganisationer, og det er i den grad tiltrængt, hvilket kampen om støttekroner på deprimerende facon også viser.

Endelig skal de tage fat om anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen. Et af forslagene omhandler en integration af somatikken og psykiatrien, hvilket indebærer en samling af behandlingstilbuddene for legemlige og psykiske sygdomme under samme organisatoriske enhed. Dette ville fremme en mere sammenhængende og helhedsorienteret behandlingsmodel. Det synes vi i DepressionsForeningen er en rigtig god idé. Forudsætningen for det er naturligvis, at psykisk sygdom fortsat prioriteres og gerne mere end i dag, men hele grundtanken om at vi skal have et holistisk blik på patienten og ikke se krop og psyke som to separate behandlingsområder, kan vi kun bakke op om.

Der er nok at tale om, men det gode er, at vi rent faktisk taler om det, og at der er handling på vej.