Jesper havde det, mange ønsker sig: en god karriere, familie, et nyfødt barn, men alligevel begyndte noget at smuldre. Han blev opfarende, glemsom, søvnløs, og så blev det kulsort. Nu deler han sin fortælling for at inspirere andre, der kæmper med psykisk sygdom. For at vise, at det er muligt at finde mening, mærke livet og genvinde håbet. Ét skridt ad gangen.
1. november 2025 – Af Jesper Højbjerg
Min kone vidste det, før jeg selv gjorde. Hun så de små forandringer – i min væremåde, i hukommelsen, i mit væsen. Jeg, der plejede at være rolig og tålmodig, begyndte at blive opfarende over småting. Følelserne fik frit løb. Søvnen forsvandt. Det, jeg før havde været, smuldrede, og jeg kunne ikke kende mig selv.
Når hamsterhjulet kører for stærkt
Når jeg ser tilbage, giver det min nedtur mening. Jeg var fanget i hamsterhjulet. Fuldt drøn på karrieren, egen virksomhed, dejlig familie – det gik godt og det gik stærkt. Jeg solgte min virksomhed og blev ansat som leder i den nye koncern. Alle mål blev indfriet. Min kone var ovenpå igen efter en længere sygemelding. Vores fjerde barn kom til verden. Alt var godt. Jeg satte mig et øjeblik og nød succesen. Og så blev det sort. Kulsort.
Diagnosen, der væltede alt
Diagnosen kom som et chok: DEPRESSION. Det passede ikke med mit selvbillede. Jeg var for stærk. For klog. For sej. Troede jeg… diagnosen blev begyndelsen på den hårdeste tid i mit og min families liv. Jeg forsøgte at forstå sygdommen ved at læse alt om depression. Så jeg kunne finde mønstre, forstå depressionens væsen og knække koden. Så jeg aldrig ville få det skidt igen. Men hvordan forstår man det uforståelige? Hvordan forklarer man det uforklarlige?
Depressionen fulgte ikke mine regler. Det var et rod – mønsterløst, uforudsigeligt og altomsluttende. Jeg lærte at acceptere, at nogle dage bare er dårlige. Og andre er gode. Og at det er svært at forudsige hvilke.
Små skridt i mørket
I de sorteste perioder kunne jeg intet. En god dag var en dag, hvor jeg fik sat en tøjvask i gang. Så havde jeg da gjort noget. Min kone ringede hjem og fik mig til at gå ud på terrassen. Jeg kunne ikke selv tage mig sammen. Men i mørket var det et fremskridt. Min rejse mod lysere tider begyndte med meget små skridt. Støtten fra min kone og familie var og er uvurderlig.
Støtten har givet mig mod på at finde min vej tilbage til livet. Jeg har lært af mange kloge læremestre og fra mange forskellige forløb og aktiviteter. Fra højskoleophold til mindfulness. Fra gruppeterapi til alenetid i naturen.
Selvhjælp
I efteråret 2024 startede jeg i en af Depressionsforeningens nyoprettede selvhjælpsgrupper i Hjørring. Jeg følte, at jeg både kunne byde ind med egne erfaringer og nyde godt af andres. Vi er en broget flok, men mangfoldigheden er en styrke, da man får flere nuancer og oplevelser med. Vi er typisk 10-12 til møderne og vi leder alle efter lyspunkter og mening i hverdagen. Jeg fandt Peter, og han er blevet min faste og fortrolige gå-makker! Vi kan spejle os i hinanden og vi får snakket om det, der tæller. Det er en stor gave.
Fremtiden er lys
Jeg er nået langt. Min hverdag hænger sammen og der er en god balance mellem mine ressourcer og mine gøremål. Jeg er glad igen. Bekymringen for tilbagefald fylder ikke mere. Jeg er tryg. Kommer der et bump på vejen vælter det mig ikke som før, men jeg stoler på mine strategier og erfaring. I dag – 12 år efter – har jeg det godt. Ikke perfekt. Men godt. Jeg har lært at acceptere, at livet ikke altid bliver, som man forestiller sig. Men det kan stadig blive rigtig godt.
Vigtigst af alt: Du kan også få det bedre. Det starter med ærlighed. Overfor dig selv og dem omkring dig. Der er ingen skam i at have det skidt, men det er en skam ikke at prøve at få det bedre. Prøv noget nyt. Søg fællesskaber. Og husk, at selv et tilbageslag kan være en vigtig læring.
Jeg lærte, at når alt ser sort ud, kan du finde lys. Nogle gange bare i én tøjvask.
__________________________________
Hvis du er interesseret i at finde en selvhjælpsgruppe nær dig, så klik her: Selvhjælpsgrupper
Vores selvhjælpsgrupper er for dig, der ønsker et trygt sted at dele tanker og erfaringer med andre, som selv har haft depression eller bipolar lidelse tæt inde på livet. Grupperne ledes af engagerede frivillige og er oprettet med støtte fra vores forening i flere byer landet over. Det er uforpligtende at deltage, og du møder ligesindede, der forstår, hvad du går igennem. Her er plads til både at lytte og dele i et respektfuldt og støttende fællesskab.
Selvhjælpsgrupperne er åbne for alle medlemmer af DepressionsForeningen over 18 år. Er du ikke medlem, kan du deltage et par gange for at se, om det er noget for dig, inden du melder dig ind i foreningen.