De fleste forestiller sig nok en jul præget af glæde og hygge, men for mange mennesker og familier kan juletiden være noget helt andet. Den kan være udfordrende og smertefuld, præget af ensomhed eller konflikter.
29. november 2024: Skrevet af Thomas Bergkvist og redigeret af Claudi Nørgaard Thomsen, projektassistenter i DepressionsForeningen Nordjylland.
Julen kan være svær for dem med depression
For dem, der kæmper med depression, stress eller angst, kan juletiden være overvældende. De lysende dekorationer og den tilsyneladende evindelige, påtagede juleglæde kan skabe en følelse af isolation og utilstrækkelighed. Mens andre fejrer med familie og venner, kan personer med depression føle sig distanceret, hvilket kan intensivere følelsen af ensomhed. Lever du med en eksistentiel krise i forvejen, kan en højtid som julen forstærke alle de svære følelser, du kæmper med: sorgen, angsten, fortvivlelsen, ensomheden. Nikolaj kommer i Café HØK i Aalborg. Han har selv haft depression og fortæller:
“Jeg har altid haft svært ved julen. Folk omkring mig virkede så glade, og det føltes som om, der ikke var plads til min tristhed. Jeg følte mig som en byrde, hvis jeg ikke kunne leve op til den festlige stemning.”
Høje forventninger og pres i juletiden
Nikolaj kommer ind på, at en anden udfordring er de høje forventninger, som ofte følger med højtiden. Der er et pres for at deltage i fester, give gaver og opretholde traditioner. For personer med depression kan det at møde disse forventninger føles uoverskueligt. Den energi, det kræver at deltage i sociale aktiviteter, kan være svær at finde, og skuffelsen over ikke at kunne leve op til standarderne kan føre til yderligere nedtrykthed. 65% af de adspurgte i panelet hos “En Af Os” i 20131 syntes, at det var særlig svært at leve op til forventningerne til den glade jul. Nikolaj uddyber følelsen af de mange forventninger:
“Jeg husker en jul, hvor jeg følte, at jeg skulle være alle steder på én gang. Familien forventede, at jeg kom til flere sammenkomster, men bare det at komme ud af sengen var en kamp. Jeg var så bange for at skuffe dem, at jeg endte med at presse mig selv for meget – og det gjorde bare alt værre.”
Minder og sorg kan forstærkes i julen
Juletiden kan derudover bringe minder frem, som kan være svære at håndtere. For nogle kan det være minder om tabte elskede eller svære tider i fortiden, der bliver ekstra tydelige i en periode, hvor andre fejrer. Det kan skabe en følelse af sorg og nostalgi, som kan være overvældende. Her fortæller Nikolaj:
“For mig er julen også en tid, hvor savnet bliver tydeligt. Jeg mistede min mor for nogle år siden, og julen var hendes yndlingstid. Nu føles det, som om der mangler noget essentielt ved julen – som om der mangler en brik i et stort puslespil.”
Små glæder og realistiske mål for en bedre jul
Det er vigtigt at anerkende, at julen ikke er ens for alle. Mange personer med depression ønsker stadig at deltage i traditionerne, men måske på deres egne vilkår. Det kan være nyttigt at sætte realistiske mål og prioritere, hvad der virkelig betyder noget. At finde de små glæder, som fx at tilbringe tid med en tæt ven, eller gense en gammel julekalender med tæppet pakket helt op om ørerne, kan gøre en stor forskel.
For dem, der støtter en person med depression i juletiden, er det vigtigt at være opmærksom på deres udfordringer og behov. At tilbyde støtte og forståelse kan hjælpe med at lette byrden. Små gestusser, som at invitere dem til en lavmælt sammenkomst eller bare være til stede, kan betyde meget.
Julen kan være en vanskelig tid for mange, men ved at anerkende disse udfordringer og tage skridt til at håndtere dem, kan vi inkludere dem, vi holder af. At huske på, at julens ånd handler om nærhed og fællesskab, kan hjælpe os med at finde måder at støtte hinanden på i den kommende tid. Uanset årsagen, så er det vigtigt, at du husker på, at du ikke er alene om at være alene.
Juleaften i Café HØK: middag og hygge
Café HØK inviterer til en hyggelig juleaften den 24. december, på Danmarksgade 49 kl. tv. i Aalborg, hvor der er plads til 8 deltagere. Aftenen byder på en traditionel julemiddag bestående af and, flæskesteg, og medister, med risalamande til dessert.
Programmet starter kl. 17 med juleknas og kortspil, hvorefter middagen serveres omkring kl. 18. Efter måltidet vil der være mulighed for at danse rundt om juletræet, synge julesange og fejre andre juletraditioner. Arrangementet afsluttes kl. 21:30.
Arrangementet er åbent for alle, men tilmeldingen er bindende. Tilmelding og betaling på 50 kr. pr. deltager skal ske senest den 10. december i Café HØK. Der vil også blive opstillet en ønskeboks i cafeen, hvor gæsterne kan dele deres juletraditioner.