Du kan blive henvist til en psykolog af din læge. Betegnelsen psykolog er en beskyttet titel, som man kun kan få med en universitetsuddannelse i psykologi.
Hvad laver en psykolog?
Psykologer er særligt uddannede til at forstå menneskets kompleksitet. Dvs., hvordan biologiske faktorer, sociale faktorer og personlighedsfaktorer er med til at gøre det enkelte menneske unikt.
Psykologer kan hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du agerer, som du gør. Hvorfor nogle situationer måske har sat sig fast i dig og mangler at blive bearbejdet. Hvordan flere situationer kan have betydning for dit lave selvværd og udviklingen af depression osv.
Forskellige psykologer har forskellige kompetencer indenfor samtaleterapi. De er ikke uddannede til at tage stilling til medicinsk behandling og må derfor ikke udskrive medicin.
Pris
Hvis du har økonomien til det, behøver du ikke blive henvist af egen læge. Du kan finde en psykolog og få en tid. Det koster 1.100-1.500 kr. i timen at gå hos en autoriseret psykolog.
Offentlige tilskud
Med en henvisning fra din læge kan du få tilskud til psykologhjælp.
- Tilskuddet udgør ca. 60% af betalingen. Det kan dog variere en smule fra kommune til kommune.
- For det meste vil du få tilskud til 12 konsultationer. Lægen kan dog vælge – hvis psykologen anbefaler det – at genhenvise personer, der har behov for yderligere psykologhjælp. På den måde kan du få tilskud til psykologhjælp på op til 24 konsultationer.
- Med tilskuddet bliver din del af betalingen en del lavere. Det kan dog også betyde, at ventetiden bliver længere. Der er desværre stor rift om psykologer, der har overenskomst med den offentlige sygeforsikring. Du kan derfor risikere at vente i 3-6 måneder på at starte din behandling.
Private sygeforsikringer
Nogle sygeforsikringer og fagforeninger giver mulighed for hel eller delvis dækning af psykologisk behandling. Er du medlem af Sygeforsikring ”danmark”, er det muligt at få tilskud til psykologhjælp.
Børn og unge
Unge mellem 18 og 24 år er berettiget til gratis psykologhjælp for angst og depression.
Andre rabatter
Nogle psykologer giver rabat til studerende, sygedagpengemodtagere, m.fl.