I anledning af World Bipolar Day 2026 deler Søren sin historie om fald, fart og forvandling – og om hvordan fællesskab, natur og ærlighed langsomt har hjulpet ham med at finde sig selv igen.
19. marts 2026 – Af Dorthe Haslund, Projektleder i DepressionsForeningen Nordjylland
Der var engang en mand, der levede som et fyrværkeri.
Farverne sprang ud omkring ham, som når nattehimlen flækkes af lys nytårsaften. Søren var fotograf i møbel- og designverdenen, freelancer med kameraet som sit kompas. Et liv uden sikkerhedsnet – men fyldt med fart, frihed og adrenalinsus. “Man kunne ikke bare lægge sig syg,” fortæller han. “Ingen arbejde – ingen penge.”
Men energien bar ham. Den strømmede gennem ham som en flod efter tøbrud. Han havde altid mange bolde i luften – og han greb dem alle. Kunder, opgaver, deadlines. Mennesker, der regnede med ham. Hans kalender var stram som en spændt bue. Hans energi var næsten uudtømmelig. Og når en opgave var afsluttet, steg han endnu højere op. “Jeg var helt oppe at køre,” siger han. Som om livet selv havde sat speederen i bund. De vilde biler. Motorcyklerne. Speedbåden. Jo mere fart, jo bedre.
Bag farten gemte der sig dog noget andet. En rustning. “Succes var min rustning,” siger Søren stille. For under rustningen boede en mand, der egentlig var forsigtig og eftertænksom. Men når manien tog over, var livet i overhalingsbanen. Tankerne sprang som popcorn i en gryde. Alt gik hurtigere, vildere, højere.
Hans lillebror sagde det ligeud: “Når vi er sammen, så kan du inden for en time gå fra at være helt oppe at køre til at være helt nede i kælderen. Det er nogle ekstrem udsving”. Men Søren hørte det ikke dengang. Han var i gang med at brænde sit lys i begge ender.
Regningen kommer
Når Søren kom hjem fra arbejdet, faldt energien sammen som et telt i stormvejr. Derhjemme ventede et andet liv: en kone, en datter, en familie. To verdener, der lå så langt fra hinanden, at det næsten føltes som et parallelliv.
På arbejdet var han ufejlbarlig. Derhjemme kom regningen. Han faldt sammen i sofaen. Træt helt ind i knoglerne. “Jeg skulle lige have et break,” sagde han. En joint ved sengetid blev langsomt til selvmedicinering. En måde at dæmpe støjen i hovedet på. En måde at få kroppen til at falde til ro. Stilheden varede dog aldrig længe.
Da mørket kom
I 2008 ramte depressionen efter hjerteoperation. Helt uventet og helt uforberedt buldrede depressionen afsted. Han begyndte i psykoedukation på psykiatrisk afdeling. Men det virkede ikke for ham – “Jeg hørte ikke efter de andre,” siger han ironisk i dag. “Jeg havde jo styr på mit shit. Jeg vidste jo det hele!”
I stedet begyndte han at vandre i naturen med sin hund Balder. Lange ture i skove og langs stier, hvor stilheden kunne holde ham oppe. Det var ren overlevelse. Men samtidig begyndte misbruget at vokse.
Vejen tilbage begynder
I 2013 tog han et skridt. Han begyndte i en selvhjælpsgruppe for mennesker med misbrug. For første gang mødte han mennesker, der talte et sprog, han kunne forstå.“ Jeg begyndte at gå vejen,” siger han. Ensomme øer begyndte langsomt at blive til et fællesskab. Han fik værktøjer. Ord for det, der før bare havde været kaos. Men livet havde stadig flere bølger i vente.
Ægteskabet slutter
I 2016 gik hans ægteskab i stykker efter 22 år. Superenergien, vreden og perfektionismen havde slidt relationen ned. Søren begyndte at isolere sig. Trække sig. “Jeg blev bange for ikke at kunne præstere godt nok,” fortæller han.
Den gamle rustning – præstationen – begyndte at revne. Og under den stod et menneske med en smertefuld følelse: “Jeg hører ikke til nogen steder.”
En diagnose – og en redningskrans
I 2018 foreslog hans daværende kæreste, der var psykiatrisk sygeplejerske, noget han ikke havde tænkt på: En udredning for bipolar lidelse. Søren blev knust, da han fik diagnosen, men samtidig blev den et vendepunkt. “Det var skelsættende og befriende,” siger han. Som at få kastet en redningskrans ud midt i et oprørt hav.
Alligevel kæmpede han imod. Han ville ikke høre på lægen i Psykiatrien, der sagde til ham, at han skulle stoppe sit hæsblæsende arbejde som fotograf. At være fotograf var jo hans identitet. “Jeg var fucking dygtig,” siger han. “Det var den, jeg var.”
Han kunne ikke acceptere, at arbejdet måske gjorde ham mere syg.
Da kærligheden døde
I 2021 døde Balder – hans hund. “Han var min store kærlighed,” siger Søren. Ubetinget. Uden filter. Uden krav. Som om han var den eneste, der virkelig forstod ham.
Da Balder døde, gled noget fundamentalt ud af hans liv. Kærligheden og nærværet. Det føltes som at falde – ud over kanten, endnu en gang. Tomheden var tung, og stilheden efterlod et hul, hvor nærvær og tryghed plejede at bo. Det var fremmed for ham. Noget, han aldrig rigtig havde lært i barndommen eller ungdommen.
Kun i mødet med dyr havde han mødt det – hans fars hunde, Balder – det stille venskab, der ikke krævede noget til gengæld.
Han længtes efter det igen. En ny hund – et levende væsen, der kunne give ham kærlighed og nærvær, der kunne bære ham fremad. Noget større end ham selv, som han kunne elske og blive elsket af.
Hvem er Søren nu?
I dag er Søren blevet bevilliget førtidspension. Før var han selvstændig, succesfuld på jobbet og selvforsørgende. Nu lever han med en diagnose – og med den skam, der nogle gange følger med. En kæmpe kontrast. Han spørger sig selv: “Hvem er Søren så?” imens han også med en vis taknemmelighed og ro ser på sit nye liv, der er blevet langt mere enkelt.
Næsten dagligt tager Søren ud i naturen. Han sætter sig på cyklen, og bag ham sidder hans bedste hundeven, Konrad, i traileren. Sammen triller de mod skoven eller ud til fjorden. Det er blevet et fast holdepunkt i hverdagen. I naturen falder tempoet. Her finder han en ro, der føles både beroligende og næsten helende. Turene er også en øvelse i at være til stede i nuet – i stedet for hele tiden at være et skridt foran med nye idéer, projekter og planer. Den ro har ændret noget i hans liv.
For selvom meget har forandret sig, er én ting den samme: Søren er stadig fotograf. Kameraet giver ham en måde at rette opmærksomheden udad – mod lyset mellem træerne, skovens farver og landskabets bevægelse. Arbejdet med billeder giver stadig mening og en følelse af sammenhæng. Fotograferingen er blevet næsten meditativ. Naturen fungerer som en form for terapi. Og skoven følger ham også hjem. Flere af hans fotografier hænger på væggene – som små påmindelser om stilheden derude.
Ønsket om kærlighed er stadig stærkt. Næsten nødvendigt. Som den sidste brik, der kan få Sørens nye liv til at falde helt på plads. Han møder en ny kvinde. Og uden rigtigt at opdage det begynder han igen at gå til kærligheden som en opgave, der skal løses – og helst løses godt. Han vil være den perfekte kæreste. Den stabile mand. Ham man kan regne med. Familie-Søren. “Jeg spillede en rolle,” siger han. Langsomt går det op for ham, hvad der er på spil. I årevis har han forsøgt at være den udgave af sig selv, der får tingene til at glide: ham der løser problemerne, klipper hækken, hjælper andre og får hverdagen til at fungere.
Men der er også en anden side. Den mere skrøbelige. Den mere ærlige. Sårbare Søren. Og ham er det langt sværere at være. Alligevel vokser ønsket med tiden om at vise, hvem han egentlig er. Ikke gemme noget væk. Ikke spille en rolle. At være åben om sin bipolare lidelse.
Det tager ham to et halvt år at sige det højt. Da han endelig fortæller det, tager hun imod det. Men kort tid efter går forholdet alligevel i stykker.
Hvorfor er bipolar sværere at tale om?
Søren taler åbent om sit tidligere misbrug. Det føles lettere. “Jeg var jo stolt af at være kommet ud af det,” forklarer han. ”Jeg havde jo gået vejen”
Men den bipolare lidelse havde han endnu ikke accepteret. Han følte sig slukket. Og behandlingerne var mange: medicin, 60 behandlinger med PEMF og 14 elektrochokbehandlinger. Kroppen reagerede voldsomt: rystelser, søvnproblemer, en krop der ikke længere føltes som hans egen.
Når fællesskab tænder lyset
I dag deltager Søren i en selvhjælpsgruppe for mennesker med bipolar lidelse i DepressionsForeningen i Aalborg. Det blev et vendepunkt. “Det var mindblowing,” siger han. For første gang oplevede han ikke at stå alene med sine erfaringer. I gruppen mødte han mennesker, der forstod uden lange forklaringer. Fællesskabet blev et sted at høre til.
Søren bliver lidt eftertænksom. “Vi har hinandens ryg,” siger han. “Vi hjælper hinanden videre – med omsorg og med forståelse for skrøbeligheden.” Et princip har efterhånden fået særlig betydning for ham. En sætning, der har fundet vej ind i hans liv:
Handling skaber forvandling.
Hvis han ikke turde tro, håbe og række ud – hvis han ikke gjorde noget nyt og forpligtede sig – ville han heller ikke bevæge sig videre. Langsomt begyndte han at dele mere af sig selv. Ikke det hele på én gang, men i små bidder. “Jeg vil ikke bare være betragter,” siger han. “Jeg vil gerne bidrage.”
Livet tager tid
Hvis der er én ting, Søren har lært, er det dette: Livet tager tid. Man kan få al verdens information og gode råd. Men hvis timingen ikke er der, kan man ikke tage det ind.
I selvhjælpsgruppen finder han noget, der er sjældent:
- Ord for livet med bipolar lidelse
- En fælles forståelse
- Mennesker, der kan holde hinanden oppe
Måske er det netop dér, håbet vokser. Ikke som et fyrværkeri. Men som et lille lys, der langsomt – og stædigt – nægter at gå ud.
Søren siger afslutningsvist med et smil, men med stor alvor i stemmen: ”Jeg er ikke min diagnose og vil ikke leve med en følelse af skyld og skamfuldhed, det har aldrig været meningen med mit liv. Jeg er præcis ligesom jeg skal være, der findes kun en mig, og jeg er unik – som det menneske jeg er.”
__________________________________
World Bipolar Day fejres globalt hvert år den 30. marts for at skabe opmærksomhed om bipolar lidelse. Den 30. marts blev valgt som dato for World Bipolar Day, fordi det er Vincent van Goghs fødselsdag. Den berømte maler menes at have haft bipolar lidelse.
Efterhånden som flere mennesker lærer om og forstår bipolar lidelse, kan det hjælpe med at reducere stigmatiseringen omkring psykisk sygdom.
Læs mere om bipolar lidelse her: Hvad er bipolar lidelse?
Hvis du er interesseret i at finde en selvhjælpsgruppe nær dig, så klik her: Selvhjælpsgrupper
