31. marts 2025 – Lotte åbner sit hjerte og deler sin rejse med Rasmus, der lever med bipolar lidelse.
Stilhed før stormen
Rasmus og jeg har delt livet i næsten 15 år, og i løbet af disse år har vi lært hinandens dybeste hjørner at kende. Fra første øjeblik var Rasmus åben om sin bipolare lidelse, og selvom jeg vidste, at det kunne være en udfordring, var det ikke noget, der skræmte mig. Jeg havde mødt lidelsen før, både gennem job og erfaringer, og det, jeg så i Rasmus, var langt mere end sygdommen. Han var så meget mere end sin diagnose – han var den kærlige, betænksomme mand, jeg elskede. Desuden var han velmedicineret, hvilket gav mig tryghed. Men som årene gik, kom der alligevel perioder med ustabilitet – ikke helt mani, men noget, der lignede det. En storm, der lige kunne mærkes i luften, men aldrig helt brød ud.
Når mørket dukker op
I vores ægteskab har vi altid været åbne og ærlige, som om vi var et spejl, hvor vi kunne reflektere hinanden, både når livet var smukt, og når mørket dukkede op. Vi har stået side om side, stærke som to træer, der læner sig ind mod hinanden under en storm. Men der har været øjeblikke, hvor jeg har undret mig, som når Rasmus kom hjem og fortalte om konflikter på arbejdet. Rasmus, den mand der altid har været kendt for sin orden og betænksomhed, syntes pludselig at være blevet en anden. Jeg kunne ikke genkende ham i de historier. Nogle gange blev konflikterne så store, at de førte til, at han mistede sit job – men som et træ, der fælder sine grene for at vokse stærkere, fandt han altid hurtigt et nyt job. Hans evne til at arbejde med mennesker var en gave, som han altid fik lov til at udnytte.
Glæder og forskelligheder i hverdagen
Vores liv sammen har været fyldt med glæde – vi elsker at rejse, spise ude, gå til koncerter og nyde livets små og store glæder. Vores børn, nu voksne, og vores svigerbørn er som lys i vores liv, og vi deler tid sammen, griner og hygger os. Men hvor jeg trives i sociale sammenhænge, har Rasmus et mindre behov for at være i centrum. Jeg har en vennekreds, jeg kan finde ro i, og det er som et åndehul for mig. Jeg kommer hjem med ny energi, fyldt med glæde, og Rasmus finder sin egen ro derhjemme. Han har et par nære venner, som han mødes med til en øl eller en kop kaffe – små øjeblikke af ro i en travl hverdag.
Da stormen ramte for alvor
Vores ægteskab har været godt, fyldt med kærlighed, men også prøvet på de hårdeste måder. Der har været udfordringer, som vi har mødt med respekt og forståelse for hinanden. Det, der har holdt os sammen, er vores åbenhed og vores evne til at tale om alt. Det har været vores redning, da stormen ramte på ny. For sidste år mistede vi næsten hinanden, da Rasmus blev ramt af en voldsom mani. Pludselig var han en fremmed, flyttede fra mig og brugte en ufattelig mængde penge på nettet. Han sagde, at han ville skilles, at han ikke kunne blive hos mig længere. Jeg kunne se, hvordan hans øjne var blevet fremmede, hvordan hans ansigt var forvrænget af sygdom, og det var som at se den mand, jeg havde elsket, forsvinde bag en mur af skygger. Det var noget, jeg aldrig før havde set – en Rasmus, jeg ikke kunne genkende.
Vejen tilbage
Men selv i den største forvirring vidste jeg én ting: Han havde brug for hjælp, og vi skulle finde vejen tilbage sammen. Vi tog kontakt til den psykiatriske afdeling, og Rasmus blev indlagt i tre uger, hvor hans medicin blev justeret. Da han vendte tilbage til sig selv, var han fyldt med skuffelse og sorg over, hvad han havde gjort mod mig. Han forstod ikke, hvordan han kunne have været sådan. Efter manien kom depressionen, som en grå sky, der dækkede hans verden. Seks måneder senere var han dybt deprimeret, og endnu en indlæggelse fulgte, endnu en medicinjustering.
Et nyt fundament af forståelse
De to indlæggelser, mani og depression var som et jordskælv, der rystede fundamentet af vores liv. Det satte os på prøve, både som mennesker og som ægtefolk, og jeg fandt mig selv i konstant at analysere: Hvordan har han det nu? Er han stabil? Jeg kæmpede med at finde min vej gennem det ukendte terræn. Heldigvis har vi haft stor hjælp fra det psykiatriske system og fra samtaler med en psykiater, der har været som et lys, når mørket har været tæt på. Vi har lært at læse tegnene, vide hvornår vi skal være opmærksomme, når Rasmus’ bipolare lidelse viser sig. Nu står vi stærkere sammen, med en dybere forståelse for hinanden, og vi ved, at vi kan komme gennem enhver storm, så længe vi har hinanden.
