Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Hvordan er et depressionsforløb?

Blade der ligger i en cirkel.

Der er flere grader og typer af depression, og sygdommen viser sig på mange forskellige måder.

Hvordan begynder en depression?

Begyndelsen af en depression kan se ud på mange forskellige måder.

Gradvist

Symptomerne kan vise sig gradvist over uger eller måneder og blive stærkere, indtil bægeret til sidst flyder over. Det kan derfor også være svært at sige, hvornår depressionen egentligt er begyndt.

Nogle oplever at bekymre sig mere, at have problemer med at falde i søvn nogle nætter eller at have en fornemmelse af lidt angst i kroppen. Følelserne kan ligne det, vi kalder at være “almindeligt” småstresset. Det kan derfor også være svært at vide og ikke mindst at acceptere, at man har en depression, før man står i den.

DE FØRSTE SYMPTOMER

– Man har sværere ved at sove om natten
– Man er glemsom
– Man har sværere ved at koncentrere sig


Fra den ene dag til den anden

En depression kan også opstå inden for ganske få dage. De, der oplever, at depressionen opstår for fuld styrke fra den ene dag til den anden, har i overvejende grad tidligere haft en depression.

HVORDAN FØLES DET NÅR DEPRESSIONEN PLUDSELIG OPSTÅR?

Nogle har beskrevet depressionens start som et “dementorkys”. Dementorer er magiske, onde væsner fra bogserien Harry Potter. De lever af at suge energi og glæde ud af mennesker. Får man et såkaldt “kys” af en dementor, forsvinder al livsglæde øjeblikkeligt.J.K. Rowling, der er forfatter til Harry Potter-bøgerne, har selv lidt af en svær depression.

Hun bruger de magiske onde fangevogtere, ‘dementorerne’, til at beskrive nogle af de følelser, hun oplevede under sin depression. Hun beskriver dem sådan: “Hvis du kommer for tæt på en dementor, vil alle glade minder blive drænet fra dig. Hvis den kan, vil dementoren dræne dig, indtil du er reduceret til netop, hvad den selv er … sjælløs. Du er efterladt med ingenting udover dit livs allerværste oplevelser. De fryser dine tanker. De har ikke brug for fængselsmure til at holde på deres fanger, deres fanger er fanget inde i deres egne hoveder.”

Hvor lang tid varer en depression?

Uden behandling varer en depression cirka 6 måneder, men det varierer meget fra person til person. Hos nogle kan den vare et år. Får man effektiv behandling, vil forløbet være meget kortere.

Lette depressioner

De fleste lette depressioner går typisk væk af sig selv efter nogle uger eller måneder. Ellers kan de fleste blive raske ved få hjælp af en psykolog – såkaldt psykoterapi.

Moderate

Drejer det sig derimod om moderate depressioner, vil det som regel kræve behandling, før man begynder at få det bedre. Personer med moderate depressioner vil typisk få tilbuddet om både medicinsk behandling og psykoterapi. Ofte er en kombination af de to behandlingsformer den mest effektive.

Psykoterapeutisk behandling vil typisk virke inden for nogle måneder og medicinsk behandling efter nogle uger.

Svære depressioner

Ved svære depressioner anbefales kombinationsbehandling af terapi og medicin. Et forløb med en svær depression er ofte længerevarende. Ikke desto mindre vil man med den rette behandling kunne opleve forbedringer efter nogle uger med medicin.

Alt i alt er tidlig og ordentlig behandling alfa og omega. Bliver depressionen ikke behandlet, vil den i værste fald blive længerevarende eller kronisk.

Undersøgelser har vist, at omkring 80 % af depressioner, som behandles, er væk inden for 2 år.

Kommer depressionen igen?

Har man været igennem ét depressionsforløb, er der desværre større risiko for, at man vil opleve flere. 20-30 % af alle, der har været igennem en depression, oplever kun den ene. I de øvrige tilfælde vil depressionen vise sig igen – det kan dog både være med måneders eller års mellemrum.

Jo oftere man har haft en depression, desto større er sandsynligheden for, at man vil opleve endnu flere.

Hjernen bliver mere sårbar over for at blive ramt igen af den kemiske ubalance, som opstår ved depressioner. Jo flere gange, ubalancen opstår, og balancen skal genetableres, desto mere følsom bliver hjernen.

Derfor er det så vigtigt at komme hurtigt i behandling og dermed forebygge tilbagefald. Tidsintervallerne mellem depressionstilbagefald bliver nemlig gradvist kortere, og risikoen for, at man udvikler vedvarende symptomer, vil også blive større.

De fleste tilbagefald sker inden for de første måneder efter raskmelding.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve