Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Behandling

To personer der snakker sammen.

Der findes mange forskellige former for behandling af depression. Det afhænger blandt andet af, hvor svær depressionen er, hvilke symptomer der er tale om, og hvordan du respondere på forskellige slags behandlinger .

Hvornår skal jeg søge hjælp for min depression?

Det helt centrale spørgsmål er hvordan, du har det i dagligdagen. Du behøver ikke nødvendigvis at være fuldstændig hæmmet i din hverdag, før du søger behandling.  Der er faktisk rigtig mange mennesker med depression, der passer deres arbejde/studie, deres børn og deres parforhold, næsten helt som de plejer.

Ikke desto mindre, vil dagene typisk være lange og udmattende at komme igennem, og, hvis depressionen forbliver ubehandlet, kan den forværres og i værste tilfælde blive livstruende i form af selvmordstanker eller -planer.

Derfor er det vigtigt, at du søger hjælp hos din læge, hvis du har mistanke om en lurende depression.

Tommelfingerreglen er, at hvis hverdagen har været tung, trist og svær, eller hvis du har haft andre depressive symptomer i mere end 14 dage, kan det være vigtigt at rådføre sig med sin egen læge omkring, hvorvidt man har en depression.

Hvem behandler depressionen?

Den praktiserende læge

En aftale hos din læge er første skridt, hvis du har mistanke om, at du er ved at udvikle depression eller måske allerede har en depression.

Der findes ingen blodprøver eller andre fysiske undersøgelser, som kan påvise depression. I stedet får lægen et overblik over dine symptomer og problematikker ved bl.a. at spørge ind til din baggrund, hvordan du har det med din familie, venner og andre nærme relationer, om du har været ude for noget svært, og hvad du oplever lige nu.

For at vurdere, hvorvidt du har en depression og i så fald i hvilken grad, bruger din læge det internationale klassifikationssystem ICD-10.

Egen læge kan henvise dig til en psykolog og vil ofte kunne stå for udskrivning af medicin

Psykologen

En psykolog har gennemført en universitetsuddannelse i psykologi. Betegnelsen psykolog er derfor en beskyttet titel. En coach eller en psykoterapeut må altså ikke må bruge den betegnelse. Psykologens primære værktøj er samtalen, hvor han eller hun hjælper dig med at få indsigt i dine negative tanke- og adfærdsmønstre, og hvordan de påvirker dig i hverdagen.

Har du fået en depressionsdiagnose af din læge, vil lægen ofte henvise dig til en psykolog. Med en henvisning får du et offentligt tilskud, hvor ca. 60% af betalingen bliver dækket af det offentlige.

Du behøver dog ikke en henvisning. Du kan selv opsøge en psykolog. Psykologbehandling består typisk af et forløb på tolv samtaler.

Psykiateren

En psykiater er uddannet læge med en efterfølgende uddannelse i psykiatri, som omhandler psykiske lidelser. Bliver du henvist til en psykiater, bliver behandlingen betalt af det offentlige. Psykiateren kan stille diagnoser og udskrive medicin.

Din læge skriver typisk en henvisning til en psykiater, hvis dit sygdomsforløb er kompliceret, hvis det er svært at stille en diagnose, eller hvis du ikke har responderet på den behandling, du hidtil har fået.

Du kan også selv opsøge en privatpraktiserende psykiater. Her skal du selv betale, og du er ikke garanteret et forløb, der har sammenhæng med resten af din behandling.

GODT AT HUSKE
Noget af det bedste, du kan gøre for dig selv i behandlingen, er at være ærlig. Du skal fortælle din behandler, hvis du ikke er tryg ved medicinen, ikke har brugt henvisningen til psykologen, eller hvis du drikker, tager stoffer eller ryger hash. Det kan have stor betydning for, hvorvidt behandlingen virker.

Hvilken form for behandling skal jeg have?

De bedste behandlinger mod depression er:

  • Antidepressiv medicin
  • Forskellige former for psykoterapi
  • I sjældnere tilfælde elektrochok

Medicin

Mange, der bliver diagnosticeret med moderat eller svær depression, har gavn af at tage antidepressiv medicin. Hovedreglen er, at personer med svær depression begynder med antidepressiv medicin, så snart sygdommen er diagnosticeret.

Antidepressiv medicin er i offentligheden længe blevet kaldt ‘lykkepiller’. Det er et misvisende ord. For pillerne i sig selv gør dig ikke lykkelig.

Men de kan påvirke aktiviteten og mængden af bestemte signalstoffer i hjernen. Det kan skabe lindring og give livsmodet tilbage. Med andre ord stabiliserer antidepressive den ubalance, der er til stede i hjernen, når man er ramt af en moderat til svær depression.

Der findes mange forskellige typer antidepressiv medicin. Det er forskelligt fra person til person, hvilket præparatet der hjælper dem ud af depressionen. Derfor kan det blive nødvendigt at forsøge med forskellige præparater for at finde frem til den medicin, som passer bedst til dig.

Psykoterapi

Psykoterapi er samtaleterapi. Det vil sige behandling ved en række samtaler med en psykolog eller en psykiater. (Antallet af samtaler afhænger af dit individuelle behov).

Der er forskellige typer og grene af psykoterapien. Fælles for al psykoterapi er, at den først og fremmest fokuserer på at give dig indsigt i dine tanke- og adfærdsmønstre, og hvordan de påvirker dig i hverdagen.

Godt at vide
I nogle tilfælde kan psykoterapi være den eneste behandling, man har brug for. I andre tilfælde (ofte når der er tale om moderate eller svære depressioner) bliver behandlingen kombineret med medicin for at opnå de bedste og mest stabile resultater.

I psykoterapien bliver der fokuseret på at italesætte og bearbejde de situationer, der trigger bestemte negative tanker og adfærdsmønstre, så du kan forstå dine psykiske problemer, og derigennem tackle problematiske situationer fremover.

Klassiske former for psykoterapi

→ Kognitiv terapi

→ Psykodynamisk psykoterapi

→ Interpersonel terapi

→ Metakognitiv terapi

→ Mindfulness

Elektrostimulation (ECT)

Elektrostimulation – også kaldet elektrochokterapi eller ECT –er en behandlingsform, hvor man får sendt svag elektricitet gennem elektroder ind i hjernen. Behandlingen bliver primært brugt til patienter med svære depressioner, hvor medicin og psykoterapi har vist sig ikke at have den ønskede effekt.

Elektrochok har et blakket ry. Særligt film og tv-serier har gennem tiden vist elektrochok som ren tortur. Men portrætteringen af behandlingen er i de fleste tilfælde stærkt overdrevet og bestemt ikke repræsentativ for moderne elektrochokbehandling.

Snarere tværtimod er der foretaget meget forskning i elektrochokbehandling, der viser, at det er den absolut mest effektive behandling mod svære depressioner.

Hvor lang tid varer behandlingen?

Hvor lang tid et behandlingsforløb varer, varierer meget fra person til person. Man siger, at en ubehandlet depression varer fra et halvt til et helt år. Med behandling skulle forløbet gerne være kortere. Hvis du fx får medicin, kan det være gavnligt at fortsætte et stykke tid efter, at du er symptomfri.

Samtaler med en psykolog kan også være nødvendigt og give god mening for at vedligeholde din bedring, efter at du på papiret er erklæret rask. Derudover er det altid en god idé at holde øje med, om evt. symptomer kommer tilbage, efter at man er startet på arbejde/studie igen. På den måde kan man fange symptomerne i opløbet, så de ikke når at udvikle sig til endnu en depression.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve