Pludselig står der en mand i stuen, som hun ikke kender. Det var en dag i september 2017. Hendes mand opførte sig pludselig hovent, arrogant og kritisk over for hende. Livet som pårørende til en person med heftige maniske episoder kan være voldsomt krævende.
Rollen som pårørende
Jeg mødte min eksmand, da vi var i 20’erne. Jeg blev forelsket. Han var meget succesfuld og så godt ud. Det hele kørte, vi blev kærester og endte med at blive gift, da vi var 31.
Kun et år efter startede et sandt mareridt for Camilla, der i dag 37 år og alenemor til en dreng på fire og har et job i en NGO, som hun er meget glad for.
Camilla blev gift med en mand, der udviklede bipolar lidelse type 1 med maniske episoder af meget høj sværhedsgrad og sjældent stor hyppighed. I starten gik det ellers fint. Efter endt uddannelse fik hendes mand gode stillinger i erhvervslivet, men fik måske af samme grund flere stressperioder. Det førte til en sygemelding fra først det ene job, så fulgte en sygemelding fra det andet job.
Nedturene fulgte med, men der var på det tidspunkt intet ekstraordinært udover det trælse i situationen.
En dag tager tingene en drejning
– Pludselig står der en mand i stuen, som jeg ikke kender. Det var en dag i september 2017. Der ser jeg virkelig tegn på forandring. Min mand opfører sig pludselig hovent, arrogant og kritisk over for mig. Førhen havde han aldrig behov for at fremhæve sig selv og var sådan en, der ville gøre alle i godt humør.
Camilla og hendes mand har på det tidspunkt en dreng på et år. Nu følger et efterår med eksplosioner af ideer og fuld fart på. Men stemningen er ikke god, og den hyggelige jul går fløjten. Som de går ind i det nye år, skifter Camillas mand fra manisk til depressiv. Han er nu ulykkelig over alt det, han har gjort og sagt, og Camilla tror, at hun nu får sin dejlige mand tilbage. Men der gik ikke mere end et par måneder, så viste han tegn på mani igen.
– Under manierne optrådte min mand på en måde, der virkede intelligent og overbevisende, men også var manipulerende. Jeg fandt senere hen ud af, at han levede et dobbeltliv, med mange andre kvinder og mange løgne om sin adfærd og sit forbrug, fortæller Camilla.
Manden begyndte at skeje helt ud og brugte voldsomt mange penge, endda en enkelt dag 50.000 kr. I starten troede alle, at han havde succes med sit nye iværksætter-firma, og han rejste verden rundt og virkede enormt selvsikker.
– Når du ikke ligner ”en tosse” eller en, der ”hopper på bordene”, så kan andre have svært ved at se, at her er en person, der er syg, og som har brug for hjælp, fortæller Camilla.
– Retrospektivt kan jeg se, at vi desværre mistede vores ægteskab, da sygdommen for alvor slog igennem. På det tidspunkt vidste hverken min eksmand eller jeg ret meget om bipolar lidelse, så ingen af os forstod, hvad der var på spil.
Camilla havde i den periode forsøgt at lave et karriereskift. Samtidig havde hendes mand begivet sig ud i være iværksætter. Men Camilla passede ikke ind i det nye job og blev opsagt.
– Det var en stor krise for mig., Men jeg havde stadig min mand og min søn, og så måtte vi jo holde sammen – troede jeg. To uger efter jeg havde mistet mit job, skiftede min mand stemning igen og besluttede sig for, at han ikke ville være sammen med mig mere, fortæller hun.
Pludselig stod Camilla alene med et lille barn, uden job, uden mand og med en bolig, hun ikke kunne betale.
– Jeg gik ind på psykiatrisk skadestue, fordi jeg havde selvmordstanker. Jeg fik at vide, at der ikke var noget galt med mig, men at jeg gennemlevede på én gang, hvad mange oplever over et længere livsforløb. Og fandt ud af at jeg havde mistet min mand til psykisk sygdom.
Til sidst finder Camilla, familien og vennerne ud af, at de ting hendes mand gør og siger, slet ikke hænger sammen.
– Vi får ham indlagt på psykiatrisk hospital. På det tidspunkt har han det meget dårligt og kan næsten ikke sidde på en stol. Men da han kommer ind til lægen, forandrer han sig nærmest på et splitsekund og holder facaden under hele konsultationen. Jeg tænkte, at de må tro, at det er mig, der er psykisk syg.
Manden får tilknyttet en psykiatrisk sygeplejerske, men der går tid før en overlæge får tid. Da først det sker kan hun hurtigt kan konstatere, at manden har bipolar lidelse type 1. Ifølge Camilla vurderer overlægen det først som en ”almindelig sag”, hvor manden ”blot” skal starte på medicin. Med tiden, fandt de ud af, at der var mere i det end det. Det viser sig nemlig, at Camillas mand er en af de få, der har meget hurtige, hyppige og svære stemningsskift. Han skifter næsten på klokkeslæt hver måned, og gør det endnu, for medicinen, han får, virker ikke særligt godt.
De svære skift
For Camilla var det netop skiftene, der var svære – og stadig er det.
– I det ene øjeblik sidder du med et menneske, der er konge, og så i det andet, sidder du med et, der har det så dårligt, at han næsten ikke kan trække vejret.
I dag er Camilla skilt men føler ikke, hun er ovre det endnu. For det første er der sorgen over det, der ikke blev. For det andet, at hun stadig står med en uløst situation, og et etisk dilemma.
– Han var mit livs kærlighed, og jeg ville gerne holde fast i billedet af den mand, jeg elskede, før han blev syg.
Det kunne Camilla dog ikke. Den dag i dag kæmper hun stadig med at rumme det, som sygdommen har gjort ved eksmanden og ved deres relation.
– Jeg kan ikke længere se mig selv være sammen med ham, men når han ringer og er helt nede på knæ, så kan jeg ikke være vred og lukke af, for han har ikke noget i verden. Hvis ikke jeg hjælper ham, hvilket menneske er jeg så?
Det der virker
Camilla har selv fået støtte og har gået til psykolog, og det har hjulpet noget.
– Det, der har været bedst for mig, har været at styrketræne. Tiden læger, og min søn har været en kæmpe drivkraft og motivationsfaktor. Når min eksmand er ude af mani, kan vi godt gøre noget sammen med vores dreng. Jeg har ikke forhåbninger på egne vegne, men det glæder mig, at min søn og eksmand har en relation til hinanden.
– Det er pisse hårdt at være pårørende, det vil jeg gerne ud med. Da sygdommen var allerværst, var jeg skind og ben og helt nede. Men jeg er stolt af den person, jeg er blevet i dag.
