Depression kan i de fleste tilfælde behandles effektivt. Det antages imidlertid, at kun omkring en tredjedel af ældre med depression søger læge. Heraf får kun halvdelen en korrekt diagnose og behandling, men når diagnose og behandling er korrekt, får 80 % det mærkbart bedre. Det er derfor vigtigt at stille diagnosen og behandle depression. Jo længere tid der går, inden depressionsdiagnosen stilles, desto sværere er den at behandle.
Depressioner kan uanset årsag lindres og behandles effektivt. De mest benyttede behandlingsformer er:
- Antidepressiv medicin
- Samtaleterapi
- ECT (”elektrochok”)
For ældre mennesker er det i reglen nødvendigt at behandle en depression medicinsk, idet undersøgelser har vist, at terapi kun har begrænset virkning for denne gruppe. Vurderingen bør dog tages individuelt, og for nogle seniorer har kognitiv samtaleterapi særdeles god effekt.
Enkelte tåler ikke at blive behandlet med antidepressiv medicin på grund af legemlige sygdomme som f.eks. hjertesygdom. Her kan ECT-behandling også komme ind i overvejelserne, da denne behandling i sådanne tilfælde er mere skånsom.
Antidepressiv medicin
SSRI
Medicinsk behandling vil ofte tage udgangspunkt i et de nyere antidepressive præparater kaldet SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor=Serotonin-genoptagelses-hæmmer), hvilket referer til, at de hæmmer genoptagelsen af serotonin. Præparaterne omtales nogle gange fejlagtigt som ”lykkepiller”, en betegnelse DepressionsForeningen ikke kan anbefale at anvende. Antidepressiv medicin skaber nemlig ikke lykke i sig selv men giver derimod mange depressionsramte mulighed for at overleve og leve et normalt liv. Ved at bruge begrebet ”lykkepiller” er man med til at fastholde tabuet og forestillingen om, at depression er en livsstilssygdom for de meget sarte, der ikke tåler den mindste modgang. Men depression kan ramme os alle.
SSRI-præparaterne har udgjort en lille revolution i behandlingen af ældre med depression og har langt færre bivirkninger end de tidligere præparater. De virker ved at sikre, at serotoninen forbliver længere imellem nerveenderne, end den normalt ville. Det kan derfor gentagne gange påvirke modtagercellen, og det er således et forsøg på at genskabe balancen i nerveledningssystemet. Nyere forskning viser, at antidepressiv medicin også øger hjernens plasticitet og stimulerer dannelsen af nye celler, og dette også er en væsentlig grund til den langsigtede virkning.
Andre præparater
Der findes andre præparater end SSRI. Nogle påvirker primært et andet signalstof, noradrenalin, og andre har indvirkning på både noradrenalin og serotonin, der er de såkaldte SNRI-præparater (Serotonin and norepinephrine reuptake inhibitors). Seneste skud på stammen er præparater, der også påvirker stoffet melatonin. De ”gamle” antidepressive stoffer, kaldet tricycliske antidepressiva, har i større eller mindre grad virkning på serotonin, noradrenalin og dopamin. Atter andre stoffer, som man anvender i depressionsbehandling, er stemningsstabiliserende stoffer som f.eks. litium og lamotrigin, der har en helt anden virkningsmekanisme og dermed også en anden bivirkningsprofil.
Hvilke type og mængde medicin er den bedste?
Når man indleder behandling med medicin, er det vigtigt at se på hvilke symptomer, der er de mest fremtrædende, så man kan målrette behandlingen. Man vil almindeligvis starte med et SSRI- eller SNRI-præparat. Hvis effekten udebliver, vil man forsøge et andet præparat i samme gruppe, da virkningen/bivirkninger af stofferne varierer fra person til person. Hvis virkningen udebliver, vil man evt. supplere med en anden type medicin eller forsøge med et præparat fra en anden gruppe. Man starter med en lav dosis, og medicinens effekt kommer gradvist.
Det er vigtigt at trappe langsomt op, da man som ældre har større risiko for bivirkninger. Lægen vurderer løbende dosis og justerer den, indtil den er optimal. Hos ældre kan der sagtens gå 12 uger – eller mere – før man har den fulde effekt af medicinen.
Fordi der ikke er en ”enkel” årsag til depression, er der ikke ét præparat, der er mere rigtigt end andet. Hvert præparat har sin egen profil, og lægen vil tilrettelægge en behandlingsstrategi, der er tilpasset den enkelte patient. Videnskabelige undersøgelser viser, at personer med lettere depressioner nogle gange kan ”nøjes” med livsstilsændringer som god søvn, motion, fornuftig kost, stressreduktion, lysterapi og samtaleterapi. Er depressionen moderat til alvorlig, får man den bedste effekt af at inkludere medicin. Hvis depressionen ikke behandles, er der meget stor risiko for tilbagefald og generel forværring af lidelsen. Lægen stiler mod at behandle alle symptomer, men ofte kan man slås med restsymptomer som træthed, initiativløshed og koncentrationsbesvær. Desværre tolkes dette, både af lægen og den syge, som værende medicinbivirkninger, og det kan medføre ophør med den medicinske behandling – da tristheden er væk – med det resultat, at man får et nyt tilbagefald.
Hvor længe skal man tage medicin?
Der er ingen fast regel om, hvor længe man skal tage medicinen. Mange specialister anbefaler dog livslang behandling, hvis man får sin første depression, efter man er fyldt 60 år. Også yngre, der gentagne gange rammes af depressioner, anbefales livslang behandling. Under alle omstændigheder anbefaler vi, at hvis du ønsker at stoppe med at tage medicinen, skal det være under vejledning af en læge, samt at nedtrapningen foregår over mindst 2-3 uger.
Bivirkninger ved medicin
Som nævnt er bivirkningerne i dag meget mindre end ved de første generationer af præparater. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, søvnforstyrrelser, svedtendens, mundtørhed, hovedpine og nedsat seksuel lyst. Det er meget usandsynligt, at man får alle disse bivirkninger, og ofte kan de undgås ved at skifte til et andet præparat, men enkelte bivirkninger kan det være, at man må leve med. Bivirkninger fortager sig i de fleste tilfælde i løbet af 7-14 dage.
Hvis medicinen virker, og bivirkningerne er til at leve med, skal man selvfølgelig ikke skifte præparat. Hvis virkningen udebliver, eller der kun er delvis effekt, skal dosis øges eller et andet præparat afprøves. Sommetider skal man afprøve flere præparater, inden man finder det bedst egnede. Det er derfor vigtigt, at man er i kontakt med sin læge regelmæssigt i opstartsfasen.
Nogle gange kræver det tålmodighed, for enkelte patienter oplever en forværring af deres depressionstilstand i optrapningsperioden. Først senere begynder man at få den ønskede effekt. Den første tid kan således være meget vanskelig at komme igennem, når man ikke ved, om medicinen vil virke. Det handler om ikke at give op, for med korrekt behandling får næsten alle det bedre. Det er også vigtigt at holde fast i, hvorfor behandlingen er nødvendig. Her er viden om depression og erkendelsen af, at man har en behandlingskrævende sygdom, vigtige forudsætninger.
Man skal altid undersøges for fysisk sygdom, inden der gives antidepressiv medicin. Mange organer er mere følsomme hos ældre. Det skyldes bl.a. de fysiologiske ændringer i form af nedsat nyre- og leverfunktion samt mere fedt i kroppen. Disse ændringer kan have betydning for både virkninger og bivirkninger – og dermed for hvor høj en medicindosis, der er nødvendig. Der opstår med andre ord oftere bivirkninger hos ældre. Til gengæld har ældre generelt kun behov for 50-75 % af den dosis, som er optimal for yngre for at opnå samme effekt.
Mange tager desværre ikke medicinen som foreskrevet af lægen. Foruden bivirkninger kan det skyldes modvilje over for medicin i almindelighed, at man synes, medicinen er for dyr, eller glemsomhed.
Når medicinen virker, og man har fået det så meget bedre, at man føler sig rask igen, kan man nemt få den tanke, at man ikke længere behøver at tage medicinen. Man kan også let komme til at glemme, hvor skidt man egentlig havde det, før den medicinske behandling.
Hvis medicinen har den ønskede virkning, er det ofte bedst, at behandlingen fortsættes i flere år. Undersøgelser har vist, at hvis man holder op efter et halvt år, vil op mod 90% af patienterne blive syge igen inden for tre år. Risikoen for tilbagefald nedsættes betydeligt, hvis man fortsætter med at tage medicinen som forebyggelse mod en ny depression.
Den medicinske behandlings varighed er der delte meninger om, men en tommelfingerregel er, at livslang behandling anbefales for personer:
– Der har haft mere end 3 depressioner
– Der er over 40 år og har haft mere end 2 depressioner
– Der første gang bliver ramt af depression efter 60-års alderen
Psykoterapi
Psykoterapeutisk behandling er en mulighed, men er ofte ikke tilstrækkelig i seniorlivet. Om det skyldes de fysiologiske forandringer i hjernen eller andet er uvist. Heldigvis er der mange seniorer, der synes, at de får en god og effektiv behandling alene ved antidepressiv medicin. Forskningen viser imidlertid, at kombinationen mellem medicin og samtaleterapi er den mest effektive behandling af depression – og det gælder også for seniorer. Det må derfor anbefales, at man ikke skal opgive samtaleterapi, bare fordi man er nået den tredje alder.
Det kræver dog ressourcer at gå i terapeutisk behandling, og har man en moderat eller svær depression, har man sjældent det overskud, som det kræver. Derfor vil det første skridt ofte være den medicinske behandling – og forhåbentligt medfører dette, at man får det så meget bedre, at man får overskud til at komme i samtaleterapi.
Der er forskellige former for psykoterapi. Vi vil ikke her gå ind i de forskellige skoler, men blot nævne, at samtaleterapi ikke blot er samtaleterapi. I de seneste år har den kognitive terapi vundet indpas. Fordelen er, at man ikke bruger så meget tid på traumebehandling, barndom e.l., som man gjorde i den freudianske (psykodynamiske) terapi. Man går i stedet direkte ind og arbejder i den virkelighed, som den enkelte står i lige nu. For mange er den kognitive terapiform en frugtbar vej frem til bedre at kunne bryde negative følelser, tankemønstre og dermed hele sin adfærd.
ECT – elektrostimulatorisk behandling (”elektrochok”)
ECT er trods sit rygte en skånsom og effektiv behandlingsmetode, men den anvendes oftest kun i livstruende tilfælde, f.eks. hos personer der nægter at spise og drikke, eller hvor anden behandling ikke virker.
Tidligere – i 1940-50´erne – blev ECT brugt meget ukritisk. Dengang kaldte man det elektrochok, og bivirkningerne var skræmmende. I dag bliver alle lagt i fuld narkose, og behandlingen kan derfor ikke sammenlignes med det, man ser i filmen “Gøgereden”.
En god og nuanceret gennemgang af elektrochok finder man i Peter Øvigs bog Jeg er, hvad jeg husker.
Behandlingseffekten indtræder meget hurtigt, ofte efter 3-4 behandlinger. Behandlingen er god for især ældre patienter, som af forskellige grunde ikke reagerer på – eller tåler – de antidepressive præparater.
Bivirkningerne er forbigående hukommelsesproblemer, som kan vare fra nogle få dage op til 2-3 måneder efter behandlingen. Der er ikke påvist varige hukommelsestab, hjerneskade e.l., men fortsat forskning pågår.
