DepressionsForeningens logo.
Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Identitet og behandling med antidepressiv medicin

Ung mand der kigger på piller.

Alvorlig sygdom påvirker vores oplevelse af, hvem vi er – vores identitet. Ved sygdom udfordres vores personlige fortælling om os selv. Vores selv-fortælling kan ikke længere gives på en god og sammenhængende måde, fordi vi nu er kommet i en ny situation. Vi kommer derfor på et benhårdt identitetsarbejde med at fortælle en ny fortælling om os selv. En god ny fortælling skal vi selv – og vores omgivelser – acceptere som meningsfuld og legitim. Hvis den ikke er det, bliver vi stigmatiserede, og føler os utilstrækkelige overfor os selv og omgivelserne.

Mange myter og vandrehistorier

Depression er en særligt vanskelig sygdom at forlige sig med, fordi man som fortæller slås med mange vandrehistorier om depression. Det kan f.eks. være myter om, at depression rammer svage mennesker, der burde tage sig sammen, eller at det er ynkeligt at spise ”lykkepiller”, bare fordi man ikke tåler lidt af livets almindelige modgang.

Medicin mod depression bliver for mange et symbol på deres depression, og derfor er det ofte svært at forlige sig med at tage medicinen. Der er lavet en del studier af de problemer, som folk har med at give en socialt acceptabel fortælling om antidepressiv medicin. Deres fund kan groft deles ind i fire forskellige problemstillinger:

1. Man kan føle sig fanget mellem sin pligtfølelse og oplevelsen af stigma.

På den ene side kan man føle et stort ansvar overfor sine omgivelser for at få det bedre. Man synes, at man har ødelagt meget for sine omgivelser ved at være deprimeret. Det søger man at rette op på ved at acceptere at tage medicin. På den anden side har man ikke lyst til at acceptere sygdommen, og man vil bare være normal. Derfor ønsker man ikke at tage antidepressiv medicin.

2. Man kan føle, at stigma formindskes eller fordobles af medicinen 

Nogle forklarer medicin på samme måde som en fysisk sygdom, og derfor er medicin en naturlig og acceptabel del af behandlingen. En sådan fortælling om medicin formindsker oplevelsen af stigma. For
andre, som ikke kan forlige sig med deres depression, fordobler medicinen bare problemerne. Stigma omfatter nu både sygdommen og medicinen.

3. Man kan føle at man har et normalt selv og et kemisk selv.

Nogle af dem, som tager antidepressiv medicin føler den hjælper dem til at fungere bedre i hverdagen. Der er ikke mange beskrivelser af vidunderkure, men snarere at medicin virker som en god ”krykke” for humøret. Andre, der tager antidepressiv medicin, synes ikke, at den er en fribillet til normalitet og det gamle liv. Man kan blive i tvivl om, hvem man egentlig er. Er man sig selv, når man fungerer på antidepressiv medicin? Er mit nye ”kemiske selv” autentisk og ægte, også selvom det faktisk fungerer bedre end det gamle? Sådanne overvejelser spiller ind på nogle deprimerede personers lyst til at fortsætte behandlingen.

4. Man kan føle sig fanget mellem et behov for selv at styre sin behandling og en skræk for at stoppe behandlingen.

Selvom man mener, at den medicinske behandling virker, kan man føle et behov for at stoppe sin medicinske behandling og prøve kræfter med livet igen. Det kan hænge sammen med, at man inderst inde er lidt enig i samfundets syn på, at livet er noget, man bør kunne håndtere selv – uden medicin. Det kan også hænge sammen med den almene opfattelse, at man ikke bør tage mere medicin end nødvendigt, og at man derfor prøver sig frem med mindre og mindre doser. Andre er så bange for at blive deprimerede igen, at de ikke tør stoppe med medicinen, også selvom de ikke kan mærke, om den virker. De fortsætter med medicinen eller tager en lille symbolsk dosis – bare for at være på den sikre side.

Disse eksempler viser på forskellige måder, at når man tager antidepressiv medicin, kan man være fanget i konflikter, der har rødder i vores tanker om, hvem vi selv er, og, i hvad andre tænker om os.

Sæt ord på bekymringerne

Der kan være mange gyldige grunde til, at man fortsætter eller stopper sin antidepressive medicinske behandling. Det er dog anbefalelsesværdigt, at man tager disse beslutninger i diskussion og samarbejde med eksperter i patientpsykologi og antidepressiv medicin. Det kan også være gavnligt at diskutere med andre medicinbrugere om fælles erfaringer. Sådanne diskussioner kan hjælpe med at få sat ord på bekymringer, så beslutninger tages på et godt balanceret grundlag og alene ikke ud fra vores forestillinger om, hvad resten af samfundet vil tænke om os.

Af sygeplejerske Niels Buus, ph.d. Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve