Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

’Jeg er blevet bedre til at håndtere mine kognitive vanskeligheder’

David Korsgaard der skriver noget på et stykke papir.

David Korsgaard har i mere end et årti haft kognitive vanskeligheder. Et par år før han blev diagnosticeret med bipolar lidelse begyndte hans hverdag at blive sværere at overskue. Med tiden er han dog blevet bedre til at leve med vanskelighederne.

Af Per Bøjgaard Sørensen

Kognitive vanskeligheder er en fast del af David Korsgaards hverdag, og sådan har det været i mere end ti år. Han husker stadig tydeligt, hvordan vanskelighederne med tænkningen startede et par år før han i 2010 gik til psykiater, som gav ham diagnosen bipolar lidelse. Små gøremål, der tidligere var problemfrie at gennemføre, blev i stedet svære for ham, fordi hukommelsen ændrede sig drastisk.

– Jeg blev glemsom. Meget glemsom. For det første kunne jeg glemme, hvor jeg havde lagt ting henne. Og for det andet skulle jeg skrive en dosmerseddel, hvis jeg tog i Brugsen for bare at hente to ting, ellers kunne jeg ikke huske, hvad jeg skulle have.Førhen kunne jeg godt huske, hvor jeg havde lagt ting, og hvad jeg skulle købe ind, dengang var det ikke noget problem, siger han.

Hans koncentrationsevne er også forringet, eksempelvis når han skal læse en bog, hvor han ofte må gå nogle sider tilbage for at se, hvad det læste egentlig handler om. Han tvivler på, om de kognitive vanskeligheder er noget, han helt får bugt med, men han har fundet nogle metoder, der hjælper ham med at organisere sin hverdag, sådan at vanskelighederne ikke fylder nær så meget som førhen.


– Jeg har ikke andet valg end at acceptere, at jeg har de her vanskeligheder. Det er nok noget, jeg aldrig slipper af med. Jeg husker stadig ikke så godt, og aftaler skal jeg have skrevet ind i en kalender. Jeg er blevet bedre til at håndtere mine kognitive vanskeligheder takket være min medicin, min terapi og min struktur i dagligdagen, som jeg prøver at have styr på. Motion hjælper også på det. Når man er bipolar, flyder hovedet sommetider over med en masse tanker, og så er det altså godt at komme ned i fitnesscenteret eller gå sig en tur for at få klaret hjernen. Så får jeg nemmere ved at gøre de ting, jeg skal, siger 46-årige David Korsgaard.

Han er blevet tildelt et flexjob, og på arbejdet som kirketjener i Stenløse kirke er de andre ansatte gode til at hjælpe ham med at tilrettelægge dagene, fordi han har valgt at være åben om hans kognitive vanskeligheder.

– På min arbejdsplads tager de meget hensyn til mig. Jeg arbejder seks-otte timer om ugen, og der ved de godt, at hvis ikke jeg får en specifik arbejdsopgave, så har jeg svært ved at tænke ud af boksen og handle selvstændigt.

Hans pårørende er også en vigtig støtte i det daglige, da han ikke altid kan mærke, hvornår sygdommen og de kognitive vanskeligheder fylder mere end normalt.

‘Nu er du altså manisk´

– Nogle gange kan jeg ikke mærke, at jeg har det skidt, og så må min familie sige til mig, ’Nu er du altså manisk’, eller ’nu er du ved at være depressiv, så du må hellere ringe til din psykiater’.

Han vil dog ikke udelukke, at han en dag får bugt med sine kognitive vanskeligheder. De seneste måneder har han været med i det forskningsprojekt (læs mere om emnet i vores medlemsblad) hvor en gruppe forsøgspersoner får epo imod deres kognitive vanskeligheder. Tidligere forsøg har vist meget lovende resultater, og efter projektet havde stået på i nogle dage, kunne David også tydeligt mærke en forskel.

– Jeg havde ikke brug for så meget søvn mere, og jeg kunne huske aftaler og overkomme en masse husligt arbejde, som jeg ellers ikke plejer at kunne. Det var helt fantastisk. Jeg var meget mere glad og meget mere klar i det. Jeg ved dog endnu ikke om det er placebo-effekt, eller om det er epo, jeg har fået, det får vi først at vide til maj, men det gav mig noget godt.

Noget kunne godt tyde på, at David Korsgaard ikke bare fik saltvand, som halvdelen af forsøgspersonerne fik, men epo, når man ser på tidligere opløftende forskningsresultater. Om han så en dag får mulighed for at modtage epo som behandling mod sine kognitive vanskeligheder, må tiden vise. Det kræver, at forskningen føres videre i en større skala, før epo kan ende som medicin på hylderne på apotekerne.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve