Diagnosen kronisk depression lyder som noget, man aldrig helt slipper af med. I mange tilfælde kan der gøres meget for at afhjælpe denne tilstand. Det kan dog være nødvendigt at afprøve forskellige medicin- og terapiformer.
Af Erik Roj Larsen, overlæge, Klinik for Kronisk Depression, Århus Universitetshospital i Risskov.
At få at vide at man har en kronisk depression kunne næsten lyde som en dødsdom. En kronisk tilstand, så er der nok ikke mere at gøre? Men sådan er det heldigvis ikke. En kronisk depression betyder udelukkende, at depressionen har varet i mere end to år. Ikke om tilstanden kan behandles eller ej. Eller hvor svær depressionen er. Cirka hver femte, der oplever en depression, er i risiko for at tilstanden bliver mere kronisk og derved varer i mere end to år.
Medicin virker forskelligt
En anden betegnelse er terapiresistent depression. Herved forstås at depressionen ikke har kunnet fjernes ved behandling med antidepressiv medicin. Man kan inddele terapiresistens i forskellige sværhedsgrader, alt efter hvor mange forskellige medikamenter der har været behandlet med. Det kræver dog, at medicinen har været givet i tilstrækkelig høj dosis og i tilstrækkelig lang tid. Man kræver som regel mindst 8 ugers behandling med en optimal dosis. Og det kniber det mange gange med. Ofte udvises der alt for stor tilbageholdenhed med at give en tilstrækkelig høj dosis af den antidepressive medicin, hvilket medfører skift fra det ene præparat til det andet uden at det første er afprøvet tilstrækkeligt. Der kan dog være nogen, som er mere følsomme for bivirkninger og af den grund ikke tåler en tilstrækkelig effektiv behandling. Andre oplever måske kun nogen, men ikke fuld effekt af behandlingen.
Kun cirka 30 procent vil komme ud af en depression, efter at det første antidepressive middel er afprøvet. Det betyder, at det for de fleste er nødvendigt at afprøve flere antidepressive midler, inden det rigtige er fundet. Nogle oplever, at kroppen tilpasser sig ét middel, som derfor holder op med at virke, og derfor bliver de nødt til at prøve et nyt.
Terapi også en vigtig faktor
Som ved enhver anden depressionsbehandling er det vigtigt, at der ud over medicin arbejdes med den kroniske depression i terapi. Her kan nogen have glæde af psykoedukation og kognitiv terapi. Andre kan ikke bruge den form. De kan have mere glæde af terapi rettet imod analyse af situationer, som ikke forløber tilfredsstillende i hverdagen, og træning i problemløsning. Man taler om, at tilstanden kan blive præget af ”præoperationel tænkning”. Det medfører, at tænkningen og følelserne bliver mere upåvirkelige over for de positive tilbagemeldinger, som omgivelserne kommer med. Det kan få omgivelserne til at tænke, at personen er blevet en anden end før depressionen. Eller det kan fremkalde vrede eller håbløshed hos de pårørende.
En kronisk depression vil derfor øge risikoen for problemer i de nære relationer. Her vil mange have glæde af, at familie eller en nær ven/veninde inddrages. Efter at have været deprimeret i lang tid kan der komme en angst for at blive rask, idet man ikke længere forventer, man nogensinde kommer til at kunne klare hverdagens krav. Men sådan behøver det bestemt ikke at gå.
Hvis en depression debuterer før 21-års alderen, må man ofte mistænke en overbelastning i opvæksten. Det kan være et tidligt tab af den ene forælder eller udsættelse for vold eller fysisk sygdom. Der kan derfor være behov for terapi rettet imod de konsekvenser i nutiden, som opvæksten har fået for personen. Ellers kan det medføre en sårbarhed og en øget risiko for overbelastning og fastholdelse i en depression. Hvis behandlingen slet ikke virker, er det også vigtigt at overveje, om diagnosen er rigtig, og om der er fysiske sygdomme, som vedligeholder tilstanden.
