Af Andreas Kilden
I flere sammenhænge har jeg reflekteret over mine pårørendes roller i forhold til mig og min rolle som pårørende overfor andre. Jeg har forsøgt at identificere forskellige typer af pårørende roller bl.a. ud fra mine egne erfaringer. I praksis vil du ofte kunne genkende dig selv i en blanding af forskellige typer.
Den stædige pårørende
er den, der bliver ved med at komme – også når det er sværest og hårdest. Det er den, der bliver ved med at insistere på sin ret til at være pårørende og insistere på at være der for dem. Stædigheden er en af de mest værdifulde egenskaber hos en pårørende, men samtidig indebærer stædigheden størst risiko for at overtræde nogle grænser. Der er vigtigt, at du udøver en fintfølende insisteren og ikke forfalder til blind stædighed.
Den hjælpende pårørende
er en praktisk orienteret pårørendetype. Når man er syg, kan selv de mindste praktiske gøremål være uoverkommelige. Derfor kan hjælperen være en stor hjælp. Det kan også være en god strategi at fokusere på praktiske ting, hvis du har meget svært ved at forholde dig til sygdommen. Risikoen for denne pårørendetype er, at vedkommende kommer til at overtage alle de funktioner. Også dem det er meningen, at den depressionsramte selv skal have. Det kan fastholde dem i en ”sygdomsrolle” og få vedkommende til at føle sig mere hjælpeløs.
Den småsnakkende pårørende
er den, der kan komme på besøg og småsnakker i et par timer uden at nævne et ord om sygdom. Det kan være en utrolig befrielse at få en pause fra sin sygdom. Hele tiden at skulle forholde sig til sin sygdom er ulideligt. Al pårørendekontakt skal ikke være small talk. Men den pårørende, der er god til at småsnakke, kan sagtens udnytte den evne til noget værdifuldt uden at skulle føle sig overfladisk.
Den terapeutiske pårørende
er den, der ivrigt og nysgerrigt prøver at forstå, hvad det er, den depressionsramte oplever, og hvad der skal til for at få det bedre. Udfordringen for denne type kan være at styre sin nysgerrighed og lade være med at analysere al adfærd og alle tanker og følelser.
Den selvbebrejdende pårørende
er den eneste type, der er fuldstændig ukonstruktiv. Det er en naturlig reaktion for dig som pårørende at tænke: ”hvad har jeg gjort galt?”
Oftest er svaret på spørgsmålet: ”ikke noget.” Depression og bipolar lidelse er komplekse sygdomme, der ikke kan reduceres til at være et resultat af svigt fra pårørende.
Men mest væsentligt: det hjælper hverken den depressionsramte eller den pårørende at hænge sig i fortiden, når det, der er brug for, er at tænke fremad og komme videre.
Den erfarne pårørende
er den, ser selv har erfaring som bruger af det psykiatriske system. Vedkommende har en værdifuld viden om og dyb forståelse af, hvad det vil sige, at have en psykisk lidelse. En viden, som du ikke kan få på andre måder end ved at have været der selv. Risikoen ved som pårørende at sætte alle sin erfaringer i spil er, at du overser, at det at få en depression eller bipolar lidelse og det at komme sig er en unik proces. Du ved, hvordan du selv har oplevet at have en sindslidelse, men du ved ikke, hvordan din nærmeste oplever sin sygdom.
Når den pårørende er et barn.
Ofte vil man beskytte et barn mest muligt. Psykiske lidelser er en kompliceret og til tider meget skræmmende størrelse. Men du beskytter ikke et barn ved at omgive det med tavshed og halve sandheder. Det skaber et tomrum, som barnet næsten pr. automatik vil fylde med angst, usikkerhed, fantasier og selvbebrejdelser. Tal med barnet. Giv det et realistisk billede af, hvad der foregår, uden at overføre al din egen tvivl og bekymring.
Skab en åbenhed, så barnet tør spørge.
Den perfekte pårørende
en type, der med sikkerhed ikke findes. Den, der konsekvent gør alt rigtigt, indeholder den perfekte blanding af de øvrige typer, og har den fulde forståelse for alle de behov, den sygdomsramte har.
De vigtigste elementer i pårørenderollen er for mig at se:
- Respekt for den depressionsramtes oplevelse og forsøg at forstå.
- Stædighed og vedholdenhed i ganske simpelt at være der for den depressionsramte.
- Ærlighed og åbenhed overfor den depressionsramte, andre pårørende – og ikke mindst dig selv.
