Det er over 8 år siden, at jeg fik diagnosen svær depression. Selv om det er mange år siden, husker jeg stadig en følelse af lettelse over at få at vide, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg havde selvmordstanker og mistet lysten til alting.
På den anden side følte jeg mig stemplet som værende ”sindssyg.” Dertil kom at jeg følte, at alle kunne se det på mig, som om der stod stemplet i panden på mig: ”Hende der skal vi undgå, for hun er psykisk ustabil”.
Tåget besøg hos lægen
Selve lægebesøget, hvor jeg fik diagnosen, husker jeg ikke meget af.
Jeg havde heller ikke nogen tidsfornemmelse af besøget. Jeg sad og gloede ud ad vinduet, og så ud på trafikken, alt imens lægen stillede en masse spørgsmål.
Puha tiden føltes uendelig lang.
Til sidst sagde lægen: ”Anja, du har en svær depression, og det skal vi have gjort noget ved nu.” Jeg blev sendt hjem med en recept på antidepressiv medicin, og en ny tid hos lægen til en samtale.
Spekulationer der fylder op
Det næste der skete var en masse nye spekulationer, der dukkede op inde i mit i forvejen fyldte og forvirrede hoved.
”Hvordan skulle jeg få det fortalt på mit feriearbejde, som jeg var sygemeldt fra?”
”Hvordan ville mine omgivelser reagere?”
”Hvordan kunne jeg fortælle min familie det ?”
Det hele kørte bare i ring inde i mit hoved døgnet rundt.
Efter en god lang snak med en gammel håndboldkammerat, fik jeg et godt råd til at få tankerne på afstand og bare lidt ud af hovedet. Hun foreslog mig at skrive en slags dagbog over mine tanker. Det begyndte jeg straks med. Det hjalp lidt efter lidt, og jeg gjorde dette i et stykke tid.
Ud fra denne dagbog kan jeg tydeligt se, hvilke tanker der fyldte i mit hoved.
Hvad vil der ske i fremtiden?
Bliver jeg nogensinde rask igen?
Kan jeg overhovedet komme til at arbejde som pædagog igen med børn, med sådan en diagnose?
Ville det ikke være et for stresset job at vende tilbage til?
Ville jeg overhovedet komme til at arbejde igen?
Ville jeg kunne spille håndbold igen, og være social med andre igen?
Hvad tænker andre folk om mig, og hvordan vil mine omgivelser reagere?
Skal jeg være åben omkring min sygdom eller ej?
Hvad er der af bivirkninger fra medicinen?
Samtalen med lægen blev afløst af behandlinger hos en psykolog, samtidig med den medicinske behandling. Det gav dog ikke den store effekt, og jeg havde en del bivirkninger fra medicin trods skift i denne. Min læge oplyste mig heller ikke om, at mine selvmordstanker kunne blive forværret i starten af den medicinske behandling.
Det fandt vi selv ud af.
Støtte fra familie, netværk og forening
Den største støtte fik jeg af min nærmeste familie og mine nye som gamle håndboldkammerater. I slutningen af det år jeg fik diagnosen, fandt jeg frem til DepressionsForeningen via en bog med et link til deres hjemmeside.
Hovsa var min første tanke, er der virkelig andre end mig, der kender til at leve med denne sygdom?
I 2011 var jeg så med på foreningens nyoprettede sommerhøjskole. Her oplevede jeg for første gang i mit liv at være blandt ligesindede, som virkelig forstod mig, og ikke mindst lyttede til mig. Jeg blev set som den person, jeg var, og ikke som min diagnose.
Folk var heller ikke dømmende over for en, når der blev givet gode råd. De andre så heller ikke skævt til en, hvis der var aktiviteter, man ikke magtede at deltage i pga. manglende overskud. NEJ det var helt acceptabelt at sige fra og gå, når man havde behov for det.
Et godt råd til den praktiserende læge
Jeg ville ønske, at min læge havde fortalt mig om, hvor jeg kunne få kontakt med ligesindede, så jeg ikke havde følt mig så ensom i en lang periode. Enten kunne han have givet mig en e-mail eller et telefonnummer, så jeg havde haft andre end familien at læsse af på i den rigtig svære periode.
Det er jo hårdt, også at være en nær pårørende til et menneske med en psykisk diagnose. Derfor er min opfordring og mit ønske, at der kunne laves flere lokalgrupper i de små bysamfund, både for de sygdomsramte og de pårørende.
