DepressionsForeningens logo.
Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Peter Øvig Knudsen om ECT, stigma og psykisk sygdom

Portrætbillede af Peter Øvig Knudsen.

Af Morten Ronnenberg

Hvis der er én forfatter, som i disse år har fat i talerøret for at snakke om depression og ECT-behandling, så er det Peter Øvig Knudsen. Med udgivelsen af to romaner inden for et par år* om først sin mors og sin egen depression og senest om ECT-behandling, har Peter Øvig bedre end de fleste formået at sætte fokus på psykisk sygdom.

– Jeg bruger nogle gange ordet sindssyg om mig selv – men det siger jeg ikke om andre mennesker – og det er fordi, jeg synes, at nogle af de ældre udtryk faktisk er bedre end de moderne. Det at have en svær psykisk sygdom, det er meget voldsomt, og sindssyg dækker meget godt den oplevelse, jeg havde af min egen sygdom. Derfor kalder jeg det også elektrochok, fortæller Peter Øvig.

– Jeg er vokset op med, at det hed elektrochok, dengang jeg var barn, og min mor fik ECT. Jeg har tænkt om ECT, at lægerne blot sminker den her ubehagelige form for behandling ved at bruge en forkortelse af et engelsk udtryk. Du kan lige så godt kalde det, hvad det er – det er elektricitet, der fremkalder en meget kraftig epileptisk reaktion i hjernen.

Det er en voldsom behandlingsform, et chok.

Fra modstander til tilhænger

Peter Øvig var i de første mange år af sit liv modstander af ECT-behandling. Alt, hvad han i dag siger, er noget han kun har ment i ganske få år, fordi der er et før og et efter, han selv fik behandling. Alle, der har læst forfatterens bøger, vil vide, at han i en tilstand af meget svær og psykotisk depression fik syv ECT-behandlinger og nærmest oplevede det som en mirakuløs helbredelse. Derfor var det også en meget modstræbende Peter Øvig, der gik med på at få elektrochok.

– Det var ikke mig, der afgjorde, at jeg skulle have syv behandlinger, for når man er meget syg, så er man helt ude af stand til at tage stilling til, hvilken behandling, man skal have. Men allerede efter tre behandlinger, var jeg temmelig rask.

Da lægerne informerede Peter Øvig om, at tre behandlinger var for lidt og erfaringen viser, at man skal op på mindst 7-8, for at virkningen holder ved, og risikoen for tilbagefald mindskes, var der ikke så meget tvivl:

– Så tog jeg fire mere, fordi jeg bare meget, meget nødigt ville have tilbagefald.

Det er ikke for sjov, at folk tager deres liv, men fordi svær depression er en tilstand af helvede, man ikke kan holde ud at være i. Da jeg så, at lægerne lynhurtigt på en uge havde gjort det, jeg havde drømt om i et halvt år, nemlig at komme ud af den tilstand, så rettede jeg mig efter alt, hvad de læger på Rigshospitalet sagde – og det har jeg gjort siden.

Elektrochok/ECT virker på op mod 80-90% af de svært depressive patienter, hvor andre medicinske og psykoterapeutiske behandlinger ikke har virket. Men hvis elektrochok er så godt, som Peter Øvig har oplevet det, og som psykiaterne beretter, fristes man til at spørge, om det så ikke i højere grad skulle være den foretrukne behandling frem for den sidste udvej?

– Vi er så bange for elektrochok, at jeg tror, psykiaterne vil have meget svært ved at overbevise folk, der ikke har fået det før, om at man skal gå direkte til den behandlingsform. Men jeg tror, at psykiaterne tit kunne have lyst til det. Jeg kan jo se i min journal, at der står elektrochok nærmest dagen efter, jeg er blevet indlagt. De kunne godt se, at jeg var så syg, at det var det, der virkeligt ville virke.

Peter Øvig har mødt mange, lige fra SOSU-assistenter til overlæger inden for psykiatrien, som fortæller ham, at hvis de selv fik en svær depression, ville de ikke gå i gang med medicinsk behandling. Så ville de gå direkte til elektrochok. Som han udtrykker det:

– Det koster liv inden for psykiatrien, at man først forsøger sig to måneder med medicin, inden man prøver med elektrochok, for der er nogle af de mennesker, der når at tage livet af sig selv.

Stigma

Elektrochok er stadigvæk en meget stigmatiseret behandlingsform. Det mærker Peter Øvig, når han fortæller, at han har fået elektrochok. Så reagerer stort set alle mennesker på samme måde ved fx at sige sætninger af typen: ”Nej, bruger man stadigvæk det?” eller ”Er det ikke blevet forbudt?”. Peter Øvig fortæller så, at det ikke er blevet forbudt, og at det faktisk er en udmærket behandlingsform.

– Det forstår folk ikke, og så begynder de at spørge, hvorfor jeg ikke i stedet fik noget psykoterapi eller tog noget medicin. ”Hvorfor i alverden sagde du ja til det?” Og den indstilling, tror jeg, udmatter folk, der har fået elektrochok, så meget, at de ret hurtigt holder op med at tale om det.

Inden forfatteren selv fik elektrochok, havde han kun hørt dårlige historier om ECT. Dårlige historier fra medierne og dårlige historier gennem film, ikke mindst Gøgereden. Peter Øvig havde levet i 55 år og aldrig mødt et eneste menneske, der var blevet helbredt af at få elektrochok.

– Vi har sådanne nogle billeder, der skræmmer os. At blive indlagt på den lukkede afdeling, er vel i forvejen det, som folk frygter mest af alt. Hvis de oveni får en behandlingsform, som folk har en fornemmelse af brænder deres hjerne af, så bliver man skræmt.

Når du møder så massiv en uvidenhed, hvis du begynder at fortælle om din sygdom, så tror jeg desværre, at der skal meget til, for at du bliver ved med at tale om det. Og så kommer vi ikke ud over tabuiseringen.

Så der er lang vej, til tabuerne er brudt. Peter Øvig har mødt mange journalister, der ikke står frem med deres egen psykiske sygdom, fordi de er bange for at miste deres arbejde. For de unge er det bekymringen om måske at ødelægge deres karriere på et tidligt tidspunkt i livet, der gør sig gældende. Derfor så Peter Øvig helst, at et oprør i den her sammenhæng gerne må komme oppefra.

 – Jeg håber, at nogen i toppen af samfundet, og ikke kun os kunstnere, men også administrerende direktører, departementschefer og professorer ville gå ud og sige: ”Jeg har haft depression. Jeg er blevet helbredt. Og nu passer jeg mit arbejde igen.” De er der jo.

Offer eller ressource

Første gang Peter Øvig holdt foredrag efter sin sygdom var i Café Blom, DepressionsForeningens sociale café i København. Det er meget sjældent, også for Peter Øvig, at man sidder i et rum, hvor man taler sammen om at have en psykisk sygdom.

– Der er en lettelse, og der er også nogle gange en følsomhed i lokalet. Så tænker jeg meget over, hvad der er det allervigtigste at få sagt. Jeg tror, det er vigtigt ikke at gøre sig selv til offer, men at se på sine ressourcer. Når man har kæmpet sig tilbage fra psykisk sygdom, er man ikke bare et ’svagt og sårbart menneske’.

– Det er noget, der kræver, at man bruger alle sine kræfter. I heldigste fald kan lægerne gøre os raske, men der er stadigvæk en lang rejse fra syvende elektrochok og så hen til at leve et almindeligt liv. Den kamp skal man selv kæmpe, og det kan tage uger, måneder og i mit tilfælde et år.

For Peter Øvig er tabuiseringen selve årsagen til, at psykiatrien er så dårligt prioriteret i samfundet, som den er. Det er fordi, der ikke er nogen, der taler om det. Vi hører ikke om de gode historier og hvor mange, der egentlig bliver helbredt. Vi hører faktisk mest om de dårlige historier.

– Jeg har set det som min opgave at tale psykiatrien op. Jeg kunne sige en masse kritisk om psykiatrien, men det er der andre, der gør. Min opgave må være at fortælle, at man kan blive helbredt, og man kan få en god behandling. Det kan betale sig at sørge for, at der er lige så godt og veluddannet personale rundt omkring i Danmark, som der er på Rigshospitalet. Det kan faktisk lade sig gøre at lave en ordentlig psykiatri, slutter Peter Øvig.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve