Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Pas på dig selv

En person der ser en solnedgang alene.

Det er ikke nemt at være tæt på en, der har en depression. Det er hårdt at se en, man holder af, have det så dårligt.

Opsøg en masse viden om depression

Man kan sige, at du skal studere din fjende. Den usynlige fjende er altid den farligste, så viden om depression kan være med til at give dig en realistisk forståelse af, hvorfor den depressionsramte reagerer, som han eller hun gør, hvordan du bedst kan forholde dig til det, og hvad du måske må acceptere i en periode.

Del ansvaret

Er det muligt, så søg hjælp hos vedkommendes andre pårørende. Det kan aflaste dig ikke at stå alene med ansvaret.

Du må gerne sige fra og tage pauser

Hvis du kan mærke, at du selv bliver for påvirket og for drænet af at være sammen med den deprimerede, må du gerne tage pauser. Faktisk er det enormt vigtigt, at du tillader dig selv både kortere og længere pauser.

En kort pause i hverdagen kunne være en gåtur i naturen, en aftale med en ven, eller at du holder fast i hobbyer eller interesser, der er dine. En længere pause kunne eksempelvis være, at du tager på en ferie. Hvis I bor sammen, kunne du tage en aften alene hjemme, imens den depressive er et andet sted. Bor I ikke sammen, er det også ok at aftale, at I har mindre kontakt i et par dage, uger eller måneder.

I nogle relationer kan det være sværere at trække stikket i en periode – fx hvis du er den primære omsorgsperson. Her kræver det, at du trækker på din pårørendes netværk, så andre kan være til stede, imens du tager et pusterum. Perioden, hvor du ikke er til stede, er på kortere sigt måske ikke det mest hensigtsmæssige for den depressionsramte, men en pause kan ofte være afgørende for, om du på længere sigt kan holde til at være der for den depressionsramte.

Gør ting, der gør dig glad

Du skal generelt leve dit liv så normalt som muligt. Bliv ved med at løbe aftenture, hvis det giver dig energi. Tag til en koncert med nogle venner eller arrangér en hyggelig middag.

Opsøg hjælp

Har du en vedvarende oplevelse af at være overvældet, kan du opsøge din egen læge for at få hjælp og støtte. Der er mulighed for økonomisk tilskud til psykologbehandling, hvis du er pårørende til en person med depression.

Vær sød mod dig selv

Er der en periode, hvor din pårørende ikke får det bedre eller endog får det værre, er det en naturlig reaktion for dig som pårørende at tænke: ”Hvad har jeg gjort galt?” I de tilfælde er det ekstremt vigtigt, at du er sød mod dig selv. For oftest er svaret på spørgsmålet: ”Ikke noget.” Depression og bipolar lidelse er komplekse sygdomme, der ikke kan reduceres til at være et resultat af svigt fra pårørende.

Vær tålmodig

Depressionen vil med tiden lette, men det kan sætte din tålmodighed på prøve. Nogle depressionsramte får det bedre kort tid efter, at de er startet i behandling. For andre er det mere et maratonløb, hvor de skal igennem flere forskellige typer medicin og længere psykoterapeutiske forløb, før de oplever bedring.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyheder om depression og bipolar lidelse, gode råd, inspirerende artikler og personlige fortællinger i din indbakke.

Seneste nyhedsbreve