Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Symptomer på depression

To solsikker, en død og en levende.

Man deler symptomerne op i depressive kerne- eller hovedsymptomer og ledsage- eller følgesymptomer.
Symptomerne på depression varierer fra person til person. Nogle er mest ramt af tristhed, problemer med koncentration og negative tanker, mens andre er mere plaget af de fysiske symptomer som fx træthed, søvnproblemer og manglende appetit.

De tre kerne-/hovedsymptomer

Med kendskab til symptomerne på depression er det lettere at opdage den og begynde at behandle. For at gøre det mere overskueligt er symptomerne listet her:

Nedtrykthed og tristhed

Man er ikke bare ked af det – man er så trist og nedtrykt, at alle andre følelser på nær irritabilitet og frustration bliver skubbet til side. Det kan føles, som om det at være trist bliver ens neutrale og normale humør. Alting føles ligegyldigt og meningsløst. Der er ikke noget, der gør en rigtigt glad.

Nedsat lyst og interesse

Man mister gradvist eller helt interessen for det, der før gjorde en glad. Det kan både være arbejdet, fritidsinteresser og sågar partnere og børn. Det meste bliver uoverskueligt. Man har mest af alt lyst til at ligge og lave ingenting.

Træthed og nedsat energi

Man er enormt træt. Selv de mindste hverdagsopgaver virker uoverskuelige – især om morgenen. Trætheden vil ofte være til stede, før andre symptomer sætter ind. Træthed vil også være det symptom, der er til stede længst, selv efter at mange af de andre symptomer er forsvundet.

Ledsage-/følgesymptomer

Nedsat eller manglende selvtillid og selvværd

Man føler sig overvældende utilstrækkelig og helt generelt ikke er værd at samle på. Ens hoved er fyldt med negative tanker om, at man ingenting kan, og at man er uden betydning.

Selvbebrejdelser, skyldfølelse og evt. psykotiske forestillinger

Mange depressionsramte vil opleve selvbebrejdelser og voldsomme skyldfølelser. Man føler, at man selv er skyld i, at man har det skidt, fordi man er doven, ikke gør ting godt nok osv. I meget få tilfælde af svære depressioner kan sådanne selvbebrejdelser og skyldfølelser udvikle sig til deciderede vrangforestillinger.

Koncentrations- og hukommelsesproblemer

Mange får sværere ved at koncentrere sig om helt basale ting som fx at arbejde, læse eller føre en samtale. Man har også svært ved at huske selv de mindste informationer. Man kan derfor godt føle sig som en glemsom guldfisk i situationer, hvor man skal huske meget, som man måske sagtens har kunnet førhen.

HVORDAN FÅR MAN DIAGNOSEN DEPRESSION?

Depression er en klinisk diagnose, som stilles af en læge og/eller en psykiater ud fra en række symptomer over mindst 14 dage.
I Danmark bruger vi oftest den internationale klassifikation af sygdomme ICD-10 for at diagnosticere depression. Som udgangspunkt skal man opfylde to ud af tre såkaldte kernesymptomer, før det kan kategoriseres som en depression.

Under- eller overaktivitet

Hos nogle deprimerede bliver tankerne, talen og bevægelserne meget langsomme. Hos andre opstår en indre uro, som kan medføre, at man farer rundt uden formål. Man kan også opleve en kombination af de to aktivitetsniveauer på skiftende tidspunkter.

Søvnforstyrrelser

Flertallet af depressionsramte har problemer med søvnløshed (link til side om søvnløshed). Man sover generelt mere overfladisk, kan have store problemer med at falde i søvn og vågner ofte flere gange om natten. Andre oplever at kunne sove rigtig meget uden af den grund at føle sig udhvilet.

Søvn under en depression kan minde om søvn i alkoholpåvirket tilstand.

Appetit- og vægtændringer

Mange depressionsramte oplever appetit- og vægtændringer. Man kan opleve at miste appetitten helt eller delvist og at tabe sig, fordi man ikke har lyst til mad. Man kan også opleve det modsatte at have øget appetit og som følge tage på under sit depressionsforløb.

Selvmordstanker

For mange depressionsramte melder tanken sig om selvmord. Ved lettere depressionstilfælde bliver det som regel ved en abstrakt tanke om at undslippe den daglige håbløshed. Ved svære depressionstilfælde er der større risiko for, at der lægges konkrete planer om, hvordan selvmordet skal finde sted.

Andre symptomer

Angst

Nogle depressionsramte kan også opleve at have angst. Nogle oplever panikangst, hvor de rammes af mindre eller større pludselige panikanfald. Andre kan opleve bekymringsangst, hvor det er bekymringer, som i større omfang tager over sammen med de negative tanker. Derudover kan fysiske symptomer på angst være vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, uro i kroppen og kropsrystelser.

Irritabilitet og aggressiv adfærd

Man er som regel tilbøjelig til at have en kortere lunte. Man kan overskue mindre, og der skal ikke lige så meget til, før bægeret flyder over. Hvordan man så reagerer, når ens overskud er opbrugt, er meget forskelligt fra person til person.

Manglende sexlyst

Når man rammes af en depression, er det ret normalt, at ens sexlyst aftager eller endda helt forsvinder. Nogle oplever også, at de ikke kan opnå udløsning.

Smerter og andre fysiske symptomer

Man kan sagtens opleve flere fysiske symptomer, når man har en depression. Der er en del, som oplever smerter i muskler og led oftest på grund af, at man spænder mere i hele kroppen. De konstante eller hyppige spændinger kan sætte sig mere eller mindre fast i muskler og led, og det kan give smerter. Derudover oplever en del øget tendens til hovedpine, periodisk øget hjertebanken og vejrtrækningsbesvær.

SVÆRHEDSGRADER
Sværhedsgraden af depression defineres ud fra antallet af symptomer. Diagnosen depression kan rumme meget forskellige symptomkombinationer og derved fremstå klinisk meget forskelligt.

Let depression: Man har mindst to kernesymptomer og to ledsagesymptomer. Man kan godt passe sit arbejde, men hverdagens opgaver og aftaler kræver ekstra energi.

Moderat depression: Man har to kernesymptomer og mindst fire ledsagesymptomer, hvor nogle af dem er af alvorlig grad. Ofte har man ikke overskud til at passe sine daglige opgaver eller aftaler, og man trækker sig socialt.

Svær depression: Man har alle tre kernesymptomer og mindst fem ledsagesymptomer, hvoraf flere er af alvorlig grad. Man har oftest brug for hjælp til sine daglige gøremål.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få nyheder om depression og bipolar lidelse, gode råd, inspirerende artikler og personlige fortællinger i din indbakke.

Seneste nyhedsbreve